Varulven. En mand, der forvandles til en ulv, når fuldmånen lokker, har fast plads i folketro, film, tv og litteratur.
Man kan let komme til at tro, at dette snerrende væsen i ulveham er et resultat af overtroen, der omgav magi og hekseri i middelalderen eller tidlig moderne tid (perioden fra cirka 1500 til 1800 i europæisk historie, red.)
Men varulven har faktisk langt flere år på bagen.
Det tidligste kendte eksempel på menneske-til-ulv-transformation findes i 'Digtet om Gilgamesh' (eller 'Gilgamesh-eposset') fra omkring 2100 før vores tidsregning, som regnes for at være verdens første litterære storværk.
Varulve i det antikke Grækenland og Rom
Varulven, som vi i dag kender den, dukkede dog først op i etnografiske, poetiske og filosofiske tekster i det antikke Grækenland og Rom.
Disse historier om det forvandlede udyr er almindeligvis mytologiske, selvom en del har udspring i lokale historier, religioner og kulter.
I år 425 før vores tidsregning beskrev den græske historiker Herodot en nomadisk stamme af magiske mænd, som flere dage om året kunne forvandle sig til ulve.
Stammefolket levede i Skythien, sletterne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav, som i dag er en del af Rusland.
Det er ikke utænkeligt, at indbyggerne i dette barske klima brugte ulveskind for at holde sig varme. Det er sandsynligvis grunden til, at Herodot beskrev denne praksis som en 'forvandling'.
Varulve og kannibalisme i det gamle Grækenland
Varulvemyten fik plads i den lokale historie om Lykaion-bjerget i Arkadien i Grækenland.
Bjerget Lykaion var helligt for Zeus Lykaios ('Ulven Zeus’), og her blev han tilbedt (på græsk kaldes en varulv en lykantrop, det vil sige ulve-menneske, red.).
I 380 før vores tidsregning fortalte den græske filosof Platon en historie i sit værk 'Staten' om 'beskytteren, der blev tyran på Zeus' alter.
I den korte passage bemærker karakteren Sokrates: »Det siges, at en person, der modtager en portion af et menneskeoffer uvægerligt bliver forvandlet fra mand til ulv.«
Litterær evidens peger på, at kultmedlemmer blandede menneskekød i deres rituelle ofringer til Zeus.
Menneskeofring på Lykaion
Både Plinius den Ældre og Pausanias omtaler en ung atlet, Damarchus, som deltog i ofringen af en teenagedreng: Da Damarchus blev tvunget til at smage indvoldene af den unge dreng, blev han forvandlet til en ulv i ni år.
Nylige arkæologiske beviser indikerer, at menneskeofring muligvis blev praktiseret på bjerget Lykaion.
Det mest interessante aspekt i Platons passage er 'beskytteren, der blev tyran’, også kendt som den mytiske konge Lykaon, som i græsk mytologi er Arkadiens første konge.
I latinske tekster, især Hyginus' 'Fabulae' og Ovids 'Metamorfoser' (forvandlinger) indeholder Lykaons historie alle elementerne i en moderne varulvefortælling: umoralsk opførsel, mord og kannibalisme.
I 'Fabulae' ofrede Lykaons sønner deres yngste bror for at afsløre Zeus' svaghed. Under et af Zeus' jordiske besøg serverede de det ofrede barn og forsøgte at narre guden til at spise ham.
Zeus blev rasende og dræbte sønnerne med et lyn og forvandlede Lykaon til en ulv.
I Ovids version myrdede og lemlæstede Lykaon en person under Zeus' beskyttelse, men også her led han den samme skæbne.
Ovids passage er en af de eneste forhistoriske kilder, der går i detaljer om transformationshandlingen.
Hans beskrivelse af metamorfosen bruger et spøgende sprog, der skaber en forbindelse mellem Lykaons adfærd og den fysiske manipulation af hans krop:
»I rædsel flygter han selv, og da han kommer til markernes stilhed, hyler han hult i forgæves forsøg på at tale. Og vreden fråder ham da i hans gab, og sit vante begær efter drabsfærd stiller han nu på får og svælger fremdeles i blodbad. Hans arme bliver til ben og hans klæder til grå, lodden pels. Ulv er han nu.«
Den moderne varulv har sin oprindelse i Ovids 'Lykaon': Den fysiske manipulation af hans krop afhænger af hans tidligere umoralske opførsel. Det har bidraget til etableringen af den moderne fiktions 'skrækkelige monstrøse varulvetrope'.
Lykaons karakterdefekter er fysisk podet på hans krop og manipulerer hans menneskelige form, indtil han bliver det, som hans adfærd antyder. Og måske vigtigst af alt sætter Lykaon gang i idéen om, at man for at forvandle sig til en varulv først skal være et monster.
Skinhellighed, hykleri og frygt
Idéen om, at der var en forbindelse mellem biologi (det vil sige udseende) og 'umoralsk' adfærd, stod i fuldt flor i slutningen af det 20. århundrede.
Det var dog oftere minoritetsgrupper, der stod for skud, end mytiske konger.
Lovens håndhævere, forskere og lægevidenskaben gik sammen for at finde forskellige 'kure' mod socialt afvigende adfærd som kriminalitet, vold og endda homoseksualitet.
Videnskab og medicin blev brugt som et redskab til at opretholde skinhellighed, hykleri og frygt, som for eksempel ved behandlingen af HIV-ramte mænd gennem 1980'erne.
Men fortællingerne og varulve afslører, at idéens oprindelse er forhistorisk.
Så længe forfattere har forvandlet onde mænd til ulve, har vi ledt efter den biologiske forbindelse mellem menneske og gerning.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
