1814: Vi tabte Norge, men vandt spiren til demokrati

I dag - 17. maj 2014 - markerer vi, at det er 200 år siden, at den danske stat tabte Norge.

Men måske burde vi i virkeligheden fejre, at det første frø til det danske demokrati blev plantet.

For den skæbnesvangre Kiel-traktat i 1814 fører ganske vist til den dansk-norske skilsmisse, men samtidig giver den også den første sprække i den ellers enevældige danske kong Frederik d. 6.s magt.

»Tabet af Norge resulterer i, at det danske riges tyngdepunkt forskubbes fra Skandinavien til kontinentet, og det leder indirekte til afskaffelsen af enevældet i Danmark i 1848,« forklarer professor Roald Berg fra universitetet i Stavanger til Videnskab.dk.

Nordtyske forfatninger en trojansk hest for demokrati i Danmark

Roald Berg har netop publiceret et studie i det videnskabelige tidskrift Scandinavian Journal of History, hvor han analysere Kiel-traktatens geopolitiske konsekvenser for Danmark, Norge og Sverige.

Og selvom vi i disse dage går mest op i tabet af Norge, så er der en anden konsekvens af freden i Kiel, som skal vise sig at få store konsekvenser for den enevældige danske konges magt.

»Ved den efterfølgende fredskongres i Wien i 1815 får den danske konge det lille hertugdømme Lauenborg. De europæiske stormagter gør Lauenborg og hertugdømmet Holsten, som allerede er dansk, til medlemmer af det tyske forbund med ret til forfatning og stænderforsamlinger,« forklarer Roald Berg.

Stænderforsamlinger er en slags rådgivende parlamenter, som giver befolkningen mulighed for at diskutere politik og samfund.

Det har ellers været så godt som umuligt under den enevældige danske konge, der har forsøgt at kvæle al politisk debat med magt og censur.»De tyske stænderforsamlinger bliver på mange måder en trojansk hest, som fører til den senere indførelse af stænderforsamlinger i selve Danmark,« siger Roald Berg.

Wiener-kongres giver tyskere ret til at blande sig

Den danske historiker Rasmus Glenthøj, der er post.doc. ved Syddansk Universitet og forfatter til bøgerne ’Skilsmissen: Dansk og norsk identitet før og efter 1814’ og ’1814 – krig, nederlag, frihed’, deler i høj grad Roald Bergs analyse.

»Wien-kongressen giver hertugdømmerne i det tyske forbund ret til en forfatning og stænderforsamlinger. Det betyder, at selv den så enevældige danske kong Frederik d. 6 må bøje sig. I 1831 lover han så at indføre stænderforsamlinger i Danmark, og da de åbner i 1835 er det bestemt det første skridt på vejen mod demokratisering,« siger Rasmus Glenthøj.

Men i 1800-tallet er demokratiseringen gerne forbundet med krig, og ifølge Rasmus Glenthøj, der også har skrevet bogen ’1864 – Sønner af de slagne’, kan der trækkes en direkte linje fra begivenhederne i 1814 til de senere dansk-tyske krige.

»Hertugdømmernes indlemmelse i det tyske forbund giver også tyskerne ret og pligt til at blande sig i Holstenske og Lauenborgske anliggender. På den måde får de en legitim ret til at blande sig i interne danske anliggender, og det fører til krigene med det tyske forbund i 1848 og 1864.«

Under enevældet har forestillingen om folket ikke spillet den store rolle, men når demokratiet så småt begynder at spire, så opstår der problemer i det sammensatte danske rige.

»Man begynder pludseligt at tale om, at folket i en eller anden forstand skal have en del af magten, og det giver problemer i en stat som den danske, hvor man både har et tysk og et dansk folk. I Slesvig har man endda et område, hvor begge folk bor side om side, og så begynder tingene for alvor at gå galt. For hvilket folk skal man så lytte til?« spørger Rasmus Glenthøj.

Den enevældige danske konge holdt oprør nede i Norge?

Men begivenhederne i 1814 åbner ikke blot op for en tysk trussel mod det danske enevælde.

I Sverige er hans kollega i 1809 blevet afsat ved revolution, men Frederik d. 6.s enevældige regime har indtil videre kvalt et hvert optræk til folkeligt oprør.

»Den enevældige danske konge hamstrer al magt i det danske rige. Han fjerner vigtige institutioner i Norge, stækker den norske kirke og det politiske liv, og det har stor betydning for, hvorfor nordmændene aldrig selv gør oprør mod den danske konge,« forklarer den norske historiker Øystein Rian fra Oslo Universitet, der netop har skrevet en artikel om, hvorfor nordmændene ikke selv forlod det danske rige, men i stedet skulle befris af Europas stormagter.

Men da nordmændene pludseligt er ude af den danske konges jerngreb udnytter de straks muligheden for at få skrevet en grundlov, og da landet må se sig tvunget ind i en union med den svenske konge, får de lov at beholde den.

Det huer langt fra Frederik d. 6, at hans gamle undersåtter i Norge nu har fået en forfatning.

»Han synes selvfølgelig, at den norske forfatning er en forfærdelig styreform. Nu har han den så i sit gamle territorium lige nord for hans rige, og nordmændene skriver oven i købet grimt om det danske enevælde på det danske sprog,« siger Rasmus Glenthøj.

»Kongen er bange for smittefaren for i de liberale kredse i Danmark ønsker man sig netop en forfatning, som den norske, hvor i hvert fald de dannede klasser får indflydelse på landets lovgivning.«

Norsk grundlov er ikke lig med demokrati

Men selvom begivenhederne i 1814 altså kan siges at plante de første frø til demokratiet i Danmark, så er det langt fra vor dages demokrati, som kan observeres i det norske rige nord for København.

»I Norge har vi i de sidste 200 år fejret, at vi i 1814 blev fri for enevældet og fik demokrati. Det sidste er bare ikke rigtigt. Den svenske konge accepterer godt nok, at Norge beholder den grundlov, man har lavet i perioden mellem det danske og svenske herredømme, men man taler om, at den norske grundlov giver lidt over syv procent af befolkningen stemmeret,« siger Roald Berg.

De europæiske stormagter lader da heller ikke til at være skræmt over den norske grundlovs perspektiver.

»Den norske grundlov blev accepteret af stormagterne, fordi den ikke var mere fri end den kunne sikre ro i det norske samfund. De europæiske regimer lever i en evig frygt for »folket« i kølvandet på den franske revolution. Det gælder både i det danske enevælde og det norske konstitutionelle monarki. I det øjeblik folk begynder at lægge an til oprør, så slår myndighederne ned på det, og de europæiske stormagter ville ganske givet have grebet ind, hvis de mente at den norske grundlov forhindrede det,« siger Roald Berg.

Ifølge Rasmus Glenthøj, så ønsker datidens liberale da i virkeligheden heller ikke et rigtigt demokrati.

»Man forbinder demokrati med det revolutionære Frankrig og guillotiner på hvert et gadehjørne. Demokrati bliver set som kaos, blod og krig, fordi det har været skyld i, at Europa gik amok og endte i 25 års krig og kaos. De liberale kredse i Danmark synes, at enevælde og demokrati var to ekstreme yderpunkter, som man ikke ønsker, men den norske styreform blev til gengæld set som en gylden middelvej.«