18. april 1864: En hårsbred fra døden

Held kan vise sig på mange måder. En salmebog i lommen, som stopper en kugles færd, er et eksempel på ekstremt held. Men den slags beretninger findes der faktisk mange af fra diverse krige, og det kan være svært at vurdere, om de sande - eller blot skrøner. Gode historier er det dog for de fleste tilfælde under alle omstændigheder.

Et velbelagt eksempel handler om underløjtnant Otto Nordenfalk (1840-1903), en svensk frivillig, som deltog på den danske side i krigen 1864. Hændelsen indtraf 18. april 1864 i slaget ved Dybbøl og er faktisk ret veldokumenteret – både af ham selv, en søn og et par svenske våbenbrødre.

Nordenfalk skulle beskytte de danske tropper

Nordenfalk var en del af et regiment, hvis opgave dén dag var at beskytte de danske tropper, da de trak sig tilbage fra skanserne og var på vej mod broerne til Als. Sønnen skriver:

»Derved blev han i en smal dal ramt i munden af en kugle, som gik ind fra højre, slog adskillige tænder ud og beskadigede både kæben og tungen. Han faldt ved dette skud, men efter et kvarters tid kom han til bevidsthed igen og forsøgte at rejse sig. Da blev han igen beskudt af en fjendtlig deling, nu fra en højning i nærheden. […] Fem kugler gennemborede Nordenfalks kappe, de fire gjorde ingen skade. Den femte ramte en tin-feltflaske, som lå i højre lomme af kappen, midt for hoften, hvilket stoppede kuglen. Slaget fra kuglen var dog så kraftigt, at Nordenfalk igen faldt sammen uden at kunne rejse sig.«

Nordenfalks kammerat, underløjtnant Ivar Key (1840-1937), beretter videre:

»Jeg hørte mit navn blive råbt. Jeg vendte mig om i den retning, råbet kom fra, hvor jeg fik øje på en officer med blodigt ansigt sidde fast i sumpen. Ved nærmere betragtning var det min svenske kammerat, løjtnant Nordenfalk. Der var jo ingen tvivl om, hvad der skulle gøres, og der var heller ingen tanke om at beskytte sig selv. Kammeraten skulle undsættes, koste hvad det ville – ud i sumpen igen!«

»Fremme ved ham gik det ganske kvikt med at få ham hevet op af dyndet og på fødderne, og med den sårede hængende ved min arm slæbte vi os frem og nåede lykkeligvis den faste jord. Under dette intermezzo var jeg imidlertid kommet væk fra mit kompagni. Min sårede kammerat og jeg sluttede os derfor til den nærmeste afdeling, hvor jeg fik en mand til at hjælpe med at støtte Nordenfalk. … Ved fortsættelsen af vores tilbagetog aftog ilden mere og mere i vores nærmeste omgivelser.«

»Vi kunne dermed med sikkerhed regne ud, at broerne stadig var bevogtet af os, og at beskydningen derfra endnu forhindrede preusserne i at sætte sig fast i terrænet nær overgangsstedet. Det var en befriende tanke, som indgav håb om at komme over til Als og dermed at undgå den ydmygelse, det ville være at blive afskåret og komme i fangenskab. Endelig nåedes det eftertragtede mål, broerne, som til trods for heftig beskydning fra fjendens artilleri stadig var passerbare. Men overgangen gik langsomt og bragte geleddet i uorden.«

»For eftersom hver og en ville hurtigst muligt frem, opstod der svær trængsel, og virvarret øgedes ved, at man ikke nåede at fjerne de døde kroppe af de kammerater, som her fandt døden, men i stedet måtte bane sig vej hen over de faldne. Da vi til sidst kom over til Als, overgav vi Nordenfalk til en sygedeling.«

Man nåede ikke at forbinde eller undersøge sår

Her blev han mødt af sin oppasser, som grædende over den ulykke, som havde ramt hans »svenske herre«, tog hånd om ham. Nogen undersøgelse eller forbinding af såret nåedes ikke, Nordenfalk blev sammen med nogle andre sårede lagt på en fjederløs bondevogn for at føres den én mil lange vej til havnen i Hørup (øst for Sønderborg).

Turen, som tog et par timer, var yderst smertefuld. Ud over at være udsat for solens hede samt støv i det åbne sår, var han også plaget af en brændende tørst, som næppe blev mildnet af den portion saltvand, som en velmenende soldat gav ham ved afrejsen.

Fremme ved havnen i Hørup blev de sårede ført ombord i en lejet damper, hvor en første forbinding blev anlagt. Den velvillige kommanderende om bord, en nordmand, hjalp her Nordenfalk, så han med et halmstrå kunne få lidt vin og vand i sig.

Nordenfalk vendte tilbage til Als

Rejsen til København tog et helt døgn, og efter ankomsten blev han ført til militærsygehuset på Sølvgades Kaserne, hvor den bedst mulige pleje blev ham til del, og allerede den 25. telegraferede han hjem:

»Tilstanden nu god, blot yderligere mathed og søvnløshed. Sårfeberen var mild, splinter af kuglen udtagne, dette temmelig smertefuldt … Sulten som en ulv, kan intet spise.«

Opholdet på sygehuset blev dog ganske langvarigt og behandlingen yderst plagsom, eftersom man dengang endnu savnede gode smertestillende midler, hvis man da ikke som sådanne regner de københavnerinder af alle aldre, som dagligt besøgte ham med blomster, vin og puder (!) eller tilbød at læse højt for ham.

Efter to måneders sygehusophold vendte Nordenfalk tilbage til Als, hvor hans regiment stadig befandt sig. Den 9. maj var der indtrådt våbenhvile. Efter forlængelse til den 26. juni blev den afbrudt, og kampene blev genoptaget.

I et brev hjem, dateret Barakkerne uden for Sønderborg den 27. juni, skriver han:

»Selv er jeg ganske fornøjet med at være tilbage ved det gode 3. regiment, hvor jeg blev venligt modtaget af alle. Jeg havde den anden dag (dvs. før våbenhvilens afslutning) den lille vagt, som står ved broen og som skal efterse de overfarendes pas. Jeg var et par gange ovre med nogle depecher (til den af tyskerne nu besatte Sundeved-halvø; Sønderborg-broerne var blevet ødelagt af danskerne efter tilbagetoget fra Dybbøl) og talte med en preussisk officer på et temmeligt gebrækkeligt tysk.«

»Alle statstelegrammer til og fra London blev nu befordret denne vej og skulle sendes og hentes med båd over sundet. Den preussiske officer ville komme over og hilse på os, men dette var ikke just foreneligt med god skik. Da jeg viste ham det sted, hvor jeg faldt såret om og hørte, at jeg blev ramt i munden, forsikrede han om sin oprigtige bedrøvelse, men undskyldte sig med, at vi selv skød lidt frækt.«

»Han selv var med 18. april, og da vi konfererede om det, viste han sig at have hørt til det regiment, som sandsynligvis slog til mod os den dag, og som synes at have mistet mange officerer og halvdelen af hele regimentet. Jeg bad ham om en anden gang at få lov til at gå i fred, når man én gang er blevet skudt.«

Optegnelserne fra krigen blev delvist publiceret

I Danmark havde tyskernes beskydning af sårede, når der ikke var fjender i nærheden, vakt stor indignation. En kilde angiver antallet af svenske frivillige i den danske hær i 1864 til 434, hvoraf 280 menige.

Efter kampene ved Dybbøl var 6 svenske officerer faldet, 6 underofficerer og menige var blevet såret eller taget til fange. Den danske hær optalte omkring 1.400 døde og 3.400 tilfangetagne. De tyske tab opgives i en anden kilde til omkring 1.200 mand.

Efter hjemkomsten til Sverige gjorde Otto Nordenfalk god karriere, både civilt og militært. I år 1900 blev han forfremmet til oberstløjtnant. Han efterlod optegnelser om sin deltagelse i krigen, som senere blev delvist publiceret.

På Bernshammars herregård i Västmanland, som nu ejes af familien Lorichs, opbevarer slægtninge til Nordenfalk stadig feltflasken, som reddede hans liv. Den blev fremvist og kommenteret i 2011 i svensk fjernsyn om herregården og gav mig inspirationen til denne artikel.

Frederik den Store oplevede en lignende hændelse

En lignende oplevelse, som Nordenfalk gennemgik, synes at have overgået ingen mindre end den preussiske Friedrich 2., bedst kendt som Frederik den Store (konge 1740-86). Ham er der mange historier om.

En af dem, som sandsynligvis har grund i virkeligheden, handler om en episode i Syvårskrigen 1756-63 ved det for preusserne ødelæggende nederlag mod en russisk-østrigsk hær 12. august 1759.

Slaget fandt sted ved Kunersdorf i Brandenburg, ca. 6 kilometer øst for byen Frankfurt (an der Oder).

Kongen blev reddet af en snustobaksdåse

Kongen var meget nær ved selv at blive en af de 18.500, som Preussen mistede den dag. Efter slaget skrev han til sin bror, prins Heinrich:

»Min dragt er gennemhullet af kugler, to heste blev skudt under mig; min ulykke er, at jeg endnu er i live.«

Ejendommeligt nok nævner han ikke det uhørte, at han sandsynligvis reddede livet takket være en såkaldt tabatière, en snustobaksdåse, som han havde i lommen, og hvis låg tog den kugle, som var tiltænkt ham.

Dåsen findes stadig

Dåsen findes endnu og indgår i skatkammeret på Burg Hohenzollern i Sigmaringen. Dertil blev den evakueret under Anden Verdenskrig fra det Hohenzollermuseum, som i 1877 var indrettet i slottet Monbijou i Berlin.

Den ovale og enkelt formgivne gulddåse er 6,8 centimeter lang og er sandsynligvis fremstillet af guldsmeden Jean Elie Odoul. Den har meget elegante emaljeindlægninger i form af blomsterranker. I låget sidder stadig en 11 millimeter blykugle i sit indgangshul.

Dåsen indeholder et håndskrevet notat, hvoraf det fremgår, at kongen skænkede den til sin Vorleser, dvs. en slags privatsekretær, Herr von Catt, fra hvem den via arv og til slut ved salg kom tilbage til de kongelige samlinger.

En af disse dåser tilhører det danske kongehus

Frederik den Store var en hengiven misbruger af tobak, han både røg og snuste, mest det sidste. Han ejede i hundredvis af snus- og tobaksdåser, som regel overpyntet med ædelsten af alle slags. Den, han skal have båret i Kunersdorf, er nok den enkleste.

Dåserne synes blandt andet at være bestilt for at støtte og fremme det hjemlige guldsmedehåndværk; nogle af dem fik kongens miniatureportræt på og blev skænket til andre regenter, familiemedlemmer og andre.

En af disse dåser tilhører det danske kongehus. Dåsen kom hertil med den svenske prinsesse Louise, som 28. juli 1869 blev gift med kronprinsen, den senere Frederik 8. Louise havde i lige linje på kvindesiden arvet dåsen fra den store Frederik.