Vitamintilskud er en kæmpe industri. Vi køber de ekstra vitaminer for at holde os raske - men måske opnår vi præcis det modsatte.
»Vi tror, at antioxidanter er gode for os, da de beskytter cellerne mod oxidativt stress, der kan skade vores gener. Men vores kroppe har en enorm iboende evne til at håndtere stress,« siger Hilde Nilsen til det norske forskningsmagasin Apollon. Hilde Nilsen leder en forskergruppe ved Bioteknologisenteret, Universitetet i Oslo.
Nye resultater af den norske gruppes forskning viser, at kroppens reaktioner på stress faktisk er vigtige for at forhindre, at vores DNA bliver svækket.
»Jeg frygter, at den skrøbelige balance i vores celler kan blive forstyrret, når vi supplerer vores kost med vitaminpiller,« siger Hilde Nilsen.
Vedligeholdelse af gener
Vores DNA - den genetiske kode, der gør os til, hvem vi er - er konstant udsat for skader.
I hver af de hundrede billioner celler i vores krop opstår der skader på DNA’et op til 200.000 gange hver dag. Skaderne kan skyldes miljømæssige årsager såsom rygning, stress, miljømæssige patogener eller UV-stråling, men de naturlige og livsvigtige processer i organismen er de primære kilder til skader på vores DNA.
Hvordan kan reparationen af skader på vores DNA hjælpe os med at holde os sunde og leve længe?
En lille orm giver svaret
For at besvare dette spørgsmål har Hilde Nilsen og hendes gruppe af forskere allieret sig med en lille organisme - en én millimeter lang rundorm kaldet Caenorhabditis elegans. Denne spolorm, der kun lever i 25 dage, er overraskende sofistikeret med sine 20.000 gener - vi mennesker har kun et par tusinde mere.
»C. elegans er et fantastisk kraftfuldt værktøj, fordi vi kan ændre dens arvelige egenskaber. Vi kan øge dens evne til at reparere DNA-skader, eller vi kan fjerne denne evne helt. Vi kan også overvåge, hvad der sker, når skader på DNA ikke bliver repareret - i flere hundrede eksemplarer og gennem hele deres levetid.«
Forskellige 'reparationsproteiner' tager sig af forskellige typer af skader på DNA. De mest almindelige skader er repareret ved at 'udskære' og erstatte en enkelt beskadiget DNA-base. I nogle tilfælde fjernes DNA-basen som en del af et større fragment.
I nogle eksemplarer, der ikke har evnen til at reparere skaderne, kan forskerne se, at aldringsprocessen forløber langt hurtigere end normalt. Er det fordi, skaderne i DNA’et hober sig op og forhindrer cellerne i at producere de proteiner, som de har brug for til deres normale drift? Det har de fleste forskere troet, men Hilde Nilsen tvivler på det.
Stress forlænger liv
En af de gener, som forskerne undersøgte, giver en noget forkortet levetid hos rundorme: I gennemsnit lever disse mutanter tre dage mindre end normalt. Oversat til menneskelige termer betyder det at dø i en alder af 60 i stedet for 70.
»Vi var overraskede, da vi så, at disse mutanter faktisk ikke ophober de DNA-skader, der ville forårsage aldring. Tværtimod: De har færre DNA-skader. Dette sker, fordi den lille rundorm ændrer stofskifte i lavt gear og frigiver sit eget antioxidant-forsvar. Naturen bruger denne strategi for at minimere de negative konsekvenser af den manglende evne til at reparere DNA. Så hvorfor er dette ikke den normale tilstand? Sandsynligvis fordi det kommer med en pris: Disse organismer har mindre evne til at reagere på yderligere stress - de er ganske skrøbelig,« siger Hilde Nilsen.
Hun og hendes kolleger har nu - for allerførste gang - vist, at denne reaktion er under aktiv genetisk kontrol og ikke forårsaget af passiv ophobning af DNA-skader, som ellers har været en udbredt opfattelse.
»Dette giver mulighed for at manipulere disse processer. Og det er præcis, hvad vi har gjort: Vi har genetableret den normale levetid for en kortlivet mutant ved at fjerne andre proteiner, der reparerer skader. Derfor kan årsagen ikke være ophobning af skade, idet der ikke er nogen grund til at antage, at en mutant uden nogen andre måder at reparere sit DNA på vil være mindre udsat for skader. Der må være noget andet,« fortæller Hilde Nilsen.
DNA-reparationer skal sikre sunde afkom
Forskerne opdagede, at dette 'noget andet' i virkeligheden er de andre reparationsproteiner. De mener, at proteinerne begrænser skader, som de ikke kan reparere fuldstændigt.
»Konsekvensen er, at de etablerer en barriere - en vejspærring. Dette udløser en kaskade af signaler, der omprogrammerer cellen,« siger Hilde Nilsen og fortsætter:
»Ville det ikke betyde, at reparationsproteiner trodser deres eget formål - resultatet er trods alt en kortere levetid?«
»Vi er nødt til at huske på, at det sandsynligvis er formålet med DNA-reparationerne at sikre, at vi producerer sunde afkom - ikke nødvendigvis, at vi lever så længe som muligt efter vores reproduktive alder. Igangsættelsen af en overlevelsesrespons, der styrker antioxidantforsvaret, betyder, at en manglende evne til at reparere DNA har mindre indflydelse, end det ellers ville have på vores reproduktion. For arten som helhed er det en lille pris, at nogle personer vil være mindre gode til at håndtere stress og har en kortere levetid.«
Da dette er en aktiv proces i cellerne, kalder forskerne det omprogrammering.
»Vi har fundet flere proteiner, der udløser denne omprogrammering. Processen har samme virkning som en reduktion i kalorieindtag, som vi ved bidrager til at øge levetiden i mange arter. Med andre ord er der to veje til et langt liv. Når vi stimulerer begge disse to ruter i vores rundorm på samme tid, kan vi firedoble dens normale levetid,« siger Hilde Nilsen.
Vitaminpiller kan gøre stor skade
Balancen mellem oxidanter og antioxidanter er afgørende for vores fysiologi, men præcis hvor denne ligevægt ligger varierer fra person til person.
»Det er her, hvor jeg begynder at bekymre mig om de syntetiske antioxidanter. Cellerne i vores krop bruger denne skrøbelige balance til at skabe de bedst mulige betingelser for sig selv, og det er specielt tilpasset til hver af os. Når vi tager kosttilskud af antioxidanter, såsom C og E-vitaminer, kan vi forstyrre denne balance,« advarer forskeren.
»Det lyder intuitivt rigtigt, at indtagelse af et stof, der kan forhindre ophobning af skader, vil gavne os, og det er derfor, så mange af os at supplerer vores kost med vitaminer. Vores forskningsresultater viser, at vi samtidig også kan forårsage en masse skade. Sundhedsmyndighederne anbefaler, at vi i stedet bør gå efter at have en passende kost. Det går jeg helt klart ind for. Det er langt sikrere for os at tage vores vitaminer gennem den mad, vi spiser, snarere end gennem piller,« fastslår Hilde Nilsen.
© Apollon / ScienceNordic Oversættelse: Jonas Salomonsen
