Hvordan vores hjerner adskiller tale og musik, når de to er blandet sammen i sange, har længe været et mysterium.
Men ny forskning viser nu, at sangtekster og melodier bearbejdes i forskellige sider af hjernen, skriver New Scientist.
»Det giver mening, at vores hjerner opfatter ord og melodier separat. Det ville være for besværligt, hvis én region både tog sig af timing og frekvens,« siger studiets førsteforfatter, Philippe Albouy, som er seniorforsker ved Montreal Neurological Institute på McGill University, til New Scientist.
I forsøget skabte han og de andre forskere 100 unikke a cappella-sange (sang uden instrumenter) ved at kombinere ti franske og ti engelske sætninger med ti originale melodier.
Forskerne spillede sangene for 27 fransktalende og 22 engelsktalende forsøgspersoner, imens de manipulerede forskellige elementer af sangene, for at forstå hvordan deltagerne opfattede ordene og melodierne, skriver New Scientist.
De brugte både franske og engelske forsøgspersoner, for at se om sprog ville have betydning for opfattelsen af tale og musik.
Imens forsøgspersonerne lyttede til musikken, fik de MR-skannet deres hjerne. (En MR-skanner fungerer ved hjælp af magnetisk resonans og radiobølger, der sendes ind i kroppen, hvorefter en computer registrerer ekkoet og laver et detaljeret billede af kroppens indre.)
Her viste det sig ifølge New Scientist, at forsøgsdeltagernes venstre hjernehalvdel opfangede timing-information, der tillader ordgenkendelse, mens den højre hjernehalvdel opfangede frekvens-information, som lader os identificere melodier.
Resultatet stemmer overens med tidligere observationer som foreslår, at vores taleevner er i større risiko for at blive påvirket, hvis vi får skadet den venstre hjernehalvdel, skriver New Scientist.
Skader i højre side af hjernen vil mere sandsynligt skade vores musikalske evner.
ast