Skotske forskere har bragt forventningerne til stamcelle-terapi op på et nyt plan.
I et forsøg på mus er det lykkedes dem at skabe en brissel, et vigtigt organ i immunforsvaret, udelukkende fra stamceller. Forskerne har derefter transplanteret brislen ind i en levende mus, hvor den fungerede som en hver anden brissel ville have gjort.
Det er første gang, forskere har været i stand til at skabe et helt organ fra stamceller i laboratoriet for derefter at transplantere det ind i en levende organisme.
»Det er et meget opmuntrende fremskridt, der følges af en masse interessante perspektiver. Muligheden for at lave erstatningsorganer af stamceller i laboratoriet er en af de hellige graler inden for regenerativ medicin. I første omgang kan det blive til gavn for folk, der mangler brislen, eller folk der har behov for rygmarvstransplantationer,« fortæller professor ved University of Edinburgh, Clare Blackburn, som leder forskerholdet bag den nye landevinding.
Forskningen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Cell Biology.
Dansk forsker er begejstret
Professor og sundhedsdekan ved Aarhus Universitet Allan Flyvbjerg har i mange år fulgt med i stamcelleforskningen og muligheden for at bruge den medicinsk – dog mest på diabetesområdet. Han har læst om det nye resultat, og han kalder det skotske forsøg for meget spændende.
\ Fakta
Brislen findes i brystet nær hjertet, hvor den producerer den del af immunforsvaret, som kaldes T-celler. T-cellerne har ansvaret for at bekæmpe fremmedlegemer i kroppen.
»Det virkelig interessante er, at det er lykkedes forskerne at få stamcellerne til at danne et funktionelt organ inde i en organisme. Man kan håbe på, at det også kan lade sig gøre med andre organer som eksempelvis bugspytkirtlen. Det ville være meget interessant ved en række bugspytkirtelsygdomme, herunder på diabetesområdet,« siger Allan Flyvbjerg.
Allan Flyvbjerg understreger dog også, at brislen er et af de mere simple organer i sin opbygning, hvilket nok er en klart medvirkende årsag til, at det er lykkedes at transplantere den som det første organ. I den sammenhæng kan det vise sig at være langt sværere med eksempelvis bugspytkirtlen.
Muligt at udvikle teknikken til mennesker
I deres forsøg har de skotske forskere taget celler fra musefostre og pillet kemisk ved deres DNA, så cellerne producerede et specifikt protein, der fik dem til at udvikle sig i retning af brissel-celler.
Cellerne transplanterede forskerne derefter til ydersiden af leveren på en genetisk identisk mus, hvor cellerne kunne dele sig, og brislen kunne modnes.
Efter fire uger havde brislen udviklet sig så meget, at den begyndte at organisere sig cellemæssigt som en rigtig brissel. Den begyndte også at danne de essentielle T-celler, som immunforsvaret skal bruge fra brislen til at angribe fremmedlegemer i kroppen.
Netop denne funktion mangler mennesker med brisselspecifikke sygdomme som DiGeorges syndrom, mens ældre mennesker over 80 år kun har én procent af deres oprindelige brissel tilbage og derfor ofte har et svagt immunforsvar. I England fødes der desuden 4.000 børn om året uden brissel.

Derfor ser professor Clare Blackburn også muligheder i at udvikle teknikken til også at kunne bruges på mennesker.
»Det her er et vigtigt første skridt mod målet om at lave klinisk funktionelle brisler til mennesker i laboratoriet,« mener professoren, som er tilknyttet MRC Centre for Regenerative Medicine ved University of Edinburgh.
Stadig lang vej hjem for stamceller
Selvom det nu er lykkedes forskere at lave det første funktionelle organ af stamceller, skal vi ifølge Allan Flyvbjerg fortsat se langt efter stamcelle-hjerter, -nyrer og -levere til mennesker, da disse organer er meget mere komplekse end de relativt simple brisler, der kun består af få celletyper.
Allan Flyvbjerg peger på, at hjertet for eksempel skal have fuldt udviklede hjerteklapper, mens leveren blandt mange andre funktioner også har områder, der står for dannelse og udskillelsen af galde.
»Sådan noget strikker man ikke bare sammen på en eftermiddag i laboratoriet. Chancen for succes er helt klart størst i de organer, der er mest simple,« forklarer Allan Flyvbjerg og peger på, at den enzymproducerende del af bugspytkirtlen kunne være sådan et, mens han samtidig tror, at den insulinproducerende del er for kompleks på nuværende tidspunkt.
Langt fra mus til mennesker
Ud over at de fleste andre organer er mere komplekse end brisler, er der også forskellige komplikationer i selve stamcelle- og transplantationsprocedurerne, som skal overkommes.
Jo mere komplekse organerne bliver, des flere komplikationer kan der opstå. Brislen er et ret simpelt organ, der ret beset blot består af en klump af celler. Når vi taler om større og mere komplekse organer, er der stadig meget lang vej hjem.
Allan Flyvbjerg
Blandt andet har forskerne brugt fosterceller fra genetisk identiske mus. Denne type celler har man ikke adgang til hos mennesker.
»Og så må man bare sige, at der er ufatteligt langt fra forsøg på mus til forsøg på mennesker. Før vi overhovedet kan drømme om at lave kunstige organer til mennesker, skal vi først have helt styr på, hvordan vi undgår, at organet bliver frastødt efter transplantationen. Her gælder det, at jo mere blod, der ryger gennem organet, jo større er risikoen for, at kroppens immunforsvar angriber det, og mange organer ryger der rigtigt meget blod igennem.«
»Vi skal også kunne styre organet, så det ikke bliver ved med at vokse og bliver til cancer, og så er der jo også spørgsmålet om, hvorvidt cellerne bliver ved med at være specialiserede, eller om de kunne finde på at blive til noget andet. Der er ingen nemme genveje, og der er stadig meget langt hjem,« siger Allan Flyvbjerg.

































