Verden er fyldt med fantastiske næser

Lugtesansen er den ældste sans, vi har. Både celler, bakterier, planter og dyr kommunikerer på mange forskellige måder ved hjælp af duftsignaler.

Uden denne form for kommunikation ville vi mennesker faktisk slet ikke eksistere, da netop den slags signaler guider mandens sædceller mod kvindens ægcelle, når vi har sex.

Signalerne hjælper bakterierne med at finde næring og nye hjem, mens planter advarer andre planter om farer ved at udsende duftstoffer, hvis de lider skade.

Den fantastiske duft af nyslået græs er derfor ikke et fænomen skabt for at glæde haveejere og signalere sommerens komme, men derimod et varsel fra det ene græsstrå til det andet: 'Duk hovedet, plæneklipperen er løs!'

De mere end 600.000 danskere med hund er næppe i tvivl om, hvor vigtig hundens næse er. Såvel gravhunde som labradorer undersøger alt nyt med deres snuder, også mere lyssky steder, som ikke har meget værdi i søgen efter mad. Der er da også mere på spil.

Kommunikation via feromoner

Udover en ofte veludviklet lugtesans kan dyr også registrere lugte ved hjælp af det, som lugteforskere kalder 'det vomeronasale organ', der udelukkende opfanger bestemte kemiske signalstoffer.

Signalerne hedder feromoner, og med dem kan eksempelvis moskushjorten og en lang række andre dyr kommunikere med deres artsfæller.

Et feromonsignal fremkalder en specifik reaktion i modtageren, for eksempel en stereotyp adfærd såsom tiltrækning af det andet køn.

Flere biologer havde haft færten af, hvor vigtig denne kemiske kommunikation var for dyr, men det tog mange år, før et af de første afgørende beviser for feromoners tiltrækningskraft så dagens lys i 1959.

Den tyske nobelprisvindende kemiker Adolph Butenandt tømte duftkirtlerne på 313.000 hunsilkemøl, hvilket samlet gav 5,3 milligram af det kemiske stof bombykol, som kunne tiltrække hansilkemøl på mange hundrede meters afstand. Ja, selv møl kan være forføreriske.

Feromoner er således helt centrale for blandt andet sociale insekter såsom myrer, bier og hvepse, hvor de både styrer den måde, de bevingede væsner formerer og forsvarer sig på.

Hos mange dyr virker feromonerne kun lokalt, men eksempelvis sommerfugle kan opspore en potentiel mage på 10 kilometers afstand. Bare ved at følge næsen.

Lugt fik gravide mus til at abortere

Den britiske zoolog Hilda Margaret Bruce kortlagde imidlertid i 1959 en endnu mere overraskende effekt af lugtsignalerne.

I et spektakulært studie beskrev hun det, fagfolk senere har kaldt 'Bruce-effekten', hvor nyligt gravide mus blev præsenteret for lugten af en anden hanmus end fosterets far.

Som konsekvens af lugten aborterede 80 procent af hunmusene inden for de første tre dage af graviditeten. Hvis musenes næser derimod blev lukket til, så det vomeronasale organ blev blokeret, fortsatte graviditeten uforstyrret.

Hvordan disse tilsyneladende uskyldige dufte kan have en så grusom effekt på kroppen er fortsat et mysterium. Måske er der en evolutionær forklaring på fænomenet, som øger chancen for, at hunmusen eller de kommende unger overlever.

Mus og mennesker har et overlap på 90 procent i den genetiske arvemasse, men hvorvidt noget af effekten også gælder os, er endnu ikke belyst.

Selvom vi har spor af det vomeronasale organ i vores næser, uanset om den er en ordentlig tud eller en lille opstopper, er organet ikke koblet til vores nervebaner. Biologer mener, at det i løbet af menneskets 200.000-årige evolution simpelthen er blevet deaktiveret, da det ikke længere sender nervesignaler til hjernen. Men forskerne er stadig ret uenige, når de diskuterer feromoner hos mennesker.

Kemiske signaler påvirker nemlig stadig menneskers adfærd i stor stil.

Lugten af angstens sved

Den israelske neurobiolog Noam Sobel og hans forskergruppe har de senere år forsøgt at finde ud af, hvordan dufte styrer vores adfærd. Han har bekræftet, at andre menneskers kropslugte påvirker os, også selv om vi ikke engang registrerer dem.

Når vi er fysisk aktive ved for eksempel at spille bold eller stå på paddleboard, producerer vores kroppe sved, der dufter og opfattes anderledes end sved produceret på grund af angst, når vi ser gyserfilm eller får højdeskræk.

Mens sveden fra den fysiske aktivitet i små mængder kan virke tiltrækkende, virker angstudløst sved derimod frastødende.

Selv om tårer ikke lugter i en grad, som vi bevidst kan opfatte, fandt Sobel også ud af, at kvinders tårer nedsætter mænds ophidselse og efter 20 minutter giver en målbar reduktion af deres testosteronniveau og aktivitet i hjerneområder relateret til seksuel opførsel.

Både hos mennesker og forsøgsmus reducerer tårer også andres tendens til at agere aggressivt. Uden at vi egentlig opfatter det, kan selv meget subtile dufte altså påvirke vores hormoner og måde at opføre os på.

Lugteforskerne har nu sat jagten ind for at identificere de molekyler, der udløser effekten, og måske får beroligende dufte ligefrem potentiale som nyt våben mod hooligans.

Sporhunde kan lugte viruspartikler

Forskellige arter har vidt forskellig lugtesans. Mens mennesker har omkring 5 millioner lugtereceptorer i næsen, har en schæfer 220 millioner og en blodhund omkring 300 millioner.

Da coronapandemien ramte, tog det ikke lang tid, før sporhunde var blevet trænet til at lugte viruspartikler udskilt i huden blandt smittede.

Det fik blandt andet Helsinki og Miami lufthavne til at indføre såkaldte COVID-hunde, som skulle sniffe sig frem til potentielle smittede, før de boardede et fly og spredte virussen.

Sporhunde har nemlig den fordel, at hundetrænere ved at belønne dem igen og igen kan lære dem at reagere på en lang række meget små koncentrationer af lugtmolekyler.

Selv om sporhunde er os langt overlegne, når det gælder om at finde sprængstoffer, lokalisere narkotika og opspore en savnet person, er myten om, at hunde har meget bedre lugtesans end mennesker, dog en sandhed med modifikationer.

Fasan eller chokolade

På University of California, Berkeley, observerede lugteforskere en gruppe hunde og en gruppe studerende med bind for øjnene kravle på alle fire hen over en græsmark.

Hundene løb i zigzag med fuldt firspring over marken. De havde fået færten af en fasan og krydsede i høj fart lugtsporet, vendte rundt og løb tilbage på rette spor, når lugten blev svagere.

Gruppen af studerende sniffede sig langsommere og mere usikkert frem i en mere lige linje. En klar 1-0-sejr til hundenes næser. Men da forskerne skiftede lugten af fasan ud med et diskret spor af chokolade, vendte kampen til den menneskelige næses favør.

De studerende kunne endda træne sig bedre, så måske skal man vælge sin sporhund med omhu, næste gang man leder efter sin tabte Marsbar, for verden er fyldt med fantastiske og forskellige næser.

Laks lugter sig frem til deres yngleplads op ad lange floder.

Kiwifugle kan lugte orme under jorden og derved finde føde.

Og grizzlybjørne kan lugte godbidder på over 20 kilometers afstand. Så husk lige at pakke din camembert eller honningmad godt væk på næste vandretur i Nordamerika.