Tyktarmskræft rammer flere unge i rige lande: Stigningen er værst i Danmark
Kræft før du runder 50 er stadig enormt sjældent, men vi skal blive mere opmærksomme på, at yngre også kan blive ramt, mener forskere.
Ung kvinde med kræft

Udviklingen i antallet af tarmkræftpatienter i forskellige aldersgrupper er aldrig før blevet undersøgt i Danmark. (Foto: Shutterstock)

Udviklingen i antallet af tarmkræftpatienter i forskellige aldersgrupper er aldrig før blevet undersøgt i Danmark. (Foto: Shutterstock)

I perioden fra 2003 til 2012 er antallet af yngre danskere, der får konstateret tyktarms- eller endetarmskræft steget årligt, viser et nyt internationalt studie med dansk deltagelse.

Stadig flere under 50 rammes af de to kræftformer. Denne kedelige tendens er også blevet observeret i andre højindkomstlande, men Danmark er det undersøgte land, hvor den årlige stigning i tyktarmskræft blandt folk under 50 har været størst.

Mellem 2003 og 2012 steg antallet af danskere i aldersgruppen 0-49, der fik konstateret tyktarmskræft, i gennemsnit med 3,1 procent om året. I samme periode lå den årlige stigning på 0,2 procent for endetarmskræft. 

Forekomsten af de to kræfttyper steg mere blandt folk under 50 end hos folk over.

»Studiet kommer ikke med en endelig konklusion, men de unges livsstil er formentlig forklaringen, for vi kan se en stigende fedmeepedemi blandt danske unge. Der er tendens til, at de spiser flere færdigretter, mindre grønt, mindre fiberrigt og får mindre motion,« siger Morten Rasmussen, ph.d. og overlæge på Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital, til Videnskab.dk.

Morten Rasmussen har ikke været involveret i det nye studie, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Gastroenterology & Hepatology. 

Resultater

Forskerne har analyseret udviklingen af tyktarms- og endetarmskræft ved hjælp af tal fra 21 nationale registre fra Danmark, Australien, Canada, Norge, New Zealand, Irland og Storbritannien.

I Danmark er tallene udtrukket fra Cancer-registret, hvor man har set på udviklingen fra 1995-2012.

Et overordnet fald eller en stabilisering af tyktarms- og endetarmskræft er fundet i alle landene.

Indenfor de seneste cirka 10 målte år er der dog fundet en stigning i tyktarmskræft hos folk under 50 år i Danmark, New Zealand, Storbritannien og Australien og i endetarmskræft blandt folk i Canada, Australien og Storbritannien.

Kilde: Colorectal cancer incidence on the rise among young adults in several high-income countries

De ældre er stadig i størst risiko 

Selvom den årlige stigning i tyktarms- og endetarmskræft er større hos folk under 50 end hos dem over, er de to kræftformer stadig langt mere udbredt blandt ældre.

»I Danmark ser vi en stigning i diagnoser blandt de unge, der er højere end stigningen blandt de ældre, men der er stadig samlet set meget få tilfælde, og risikoen for, at du bliver ramt af tyktarms- eller endetarmskræft som ung er lille,« fastslår Gerda Engholm, seniorstatistiker i Kræftens Bekæmpelse, der er medforfatter på det nye studie. 

I perioden 2003-2012 har i alt 13.764 danskere fået konstateret tyktarmskræft. Af dem var 548 under 50 år gamle.

Ser man på tallene for endetarmskræft i perioden blev i alt 7.343 diagnosticeret, og 384 af dem var under 50 år.

»Registerdataen er utrolig god. Især i Danmark, hvor vi har så gode tal for tarmkræft, så der er ingen svage led i resultatet,« siger Morten Rasmussen, som er tilknyttet projektet Colorectal Cancer Research, der forsker i tarmkræft på Bispebjerg Hospital. 

Netop fordi vi har så god registerdata i Danmark, kan vi måle mindre stigninger. Vi må bare ikke glemme det overordnede billede, som er, at unge danskere generelt sjældent rammes af tyktarms- og endetarmskræft, mener han.

LÆS OGSÅ: Indledende forsøg: Blodprøve kan afsløre tilbagefald af tarmkræft

Hvorfor de unge? 

Rammes man af tyktarms- og endetarmskræft i en ung alder, er det typisk livsstilsbetinget. 

»Risikofaktorerne for de to typer kræft er overvægt, alkohol, tobak, et for højt kødindtag og fysisk inaktivitet. Især overvægt er en væsentlig faktor,« fortæller Gerda Engholm fra Kræftens Bekæmpelse.

Sammen med forskerkollegaer har hun udgivet adskillige studier om risikofaktorerne for tarmkræft, der viser, at øget motion mindsker risikoen for tarmkræft, samt at alkoholrygning og især fedme øger risikoen. 

Forskerne bag det nye studie vurderer da også, at stigningen i kræfttilfælde blandt de unge især skyldes usunde vaner. 

Data fra undersøgelsen Den Nationale Sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed står bag, viser, at 46,8 procent af danskere var overvægtige eller svært overvægtige i 2010. I undersøgelsen fra 2017 var tallet steget til 51 procent.

Ikke kun skidt, at risikoen blandt unge stiger mest

Stigningen i risikoen for at få tyktarms- eller endetarmskræft, hvis man er under 50, er større, end hvis man er over 50, men at undersøgelsen viser det, er ikke et entydigt dårligt tegn, vurderer Morten Rasmussen.

»Den faldende forekomst af kræft hos de ældre kan også forklare det. Igennem mange år har vi haft en stigende forekomst af tyktarms- og endetarmskræft i Vesten blandt ældre, så det er positivt, at den har udlignet sig,« siger han.

Fra 2003 til 2012 er forekomsten af tyktarmskræft steget 2,3 procent mere blandt folk under 50 end hos de 50-74 årige. 

For endetarmskræft steg antallet af tilfælde slet ikke blandt de 50-74 årige, men faldt med 0,7 procent i perioden. 

LÆS OGSÅ: Markant flere danskere overlever kræft

Positiv udvikling blandt ældre

Hos de 50-74-årige faldt forekomsten af tyktarmskræft i Australien (med 1,6 procent), i Canada (1,9 procent) og i New Zealand (3,4 procent) i løbet af de seneste 10 målte år. 

Forekomsten af endetarmskræft i aldersgruppen faldt i Australien (med 2,4 procent) i Canada (1,2 procent) og i Storbritannien (1,2 procent).

Kilde: Colorectal cancer incidence on the rise among young adults in several high-income countries

Udviklingen er kendt i USA

Stigningen i forekomsten af tyktarms- og endetarmskræft i yngre aldersgrupper har hidtil været ukendt i Danmark, men er begyndt at vise sig i USA og enkelte steder i Europa.

Der er blevet lavet store studier i Holland og USA, der finder stigning i risikoen for de to kræfttyper i yngre aldersgrupper.

»Vi havde forventet at se den samme udvikling i Danmark på et tidspunkt, men det kommer bag på os, at den viser sig allerede, for vi er ikke udsat for den samme fedmeepidemi som i USA endnu,« siger Morten Rasmussen.

Selvom Danmark ikke er ramt af fedmeepidemien i samme grad som USA, ser Gerda Engholm alligevel stigningen af tyktarms- og endetarmskræft blandt yngre danskere som et problem, vi bør blive mere opmærksomme på.

»Vi laver flere kampagner om sund livsstil end tidligere, og der er kommet mere fokus på sundhed, men vi ser fortsat en stigning i andelen af overvægtige i folkesundhedsundersøgelserne,« siger Gerda Engholm. 

Skal vi screene tidligere?

For at foregribe kræft blandt folk under 50 år har American Cancer Society i 2018 ændret deres retningslinjer. Nu anbefaler de at sænke startalderen for screening for tyk- og endetarmskræft til 45 år. 

I Danmark begynder man først at få tilbudt screening for de to kræfttyper, når man er over 50 år, så spørgsmålet er, om vi ligesom i USA bør sænke aldersgrænsen til 45 år på baggrund af det nye resultat. 

»Jeg mener, det er en lidt for tidlig konsekvens at tage af to årsager. For det første ved vi på nuværende tidspunkt ikke, om kræft hos den yngre gruppe har gavn af at blive fundet ved screening, for der findes ingen dokumentation for, at det nedsætter dødeligheden at screene tidligere,« siger Morten Rasmussen og fortsætter: 

»Samtidig er det meget sjældent, at man får de to typer kræft, når man er under 50, så vi ville skulle screene rigtig mange raske, for at finde en syg. På den måde ville ulemperne ved screening muligvis overstige fordelene.«

LÆS OGSÅ: Unge kræft-overlevere har svært ved at fungere senere i livet

Udbredelsen af tyktarms- og endetarmskræft

Tyktarms- og endetarmskræft er den tredjemest almindelige kræftform i verden, og det estimeres, at 1,8
millioner blev diagnosticeret med det i 2018.

I Danmark er det også nogle af de hyppigste kræftformer, hvor det forventede antal for 2018 er 5.585 tilfælde.

Læger bør huske, at unge også kan få tarmkræft

Frem for at screene tidligere mener Morten Rasmussen, at læger i al almindelighed bør blive mere opmærksomme på, at unge også kan blive ramt af tyk- og endetarmskræft. 

»I stedet for tidligere screening skal vi gå en anden vej, hvor vi får mere opmærksomhed på, at når unge mennesker henvender sig til lægen med blødning fra endetarmen, så skal de henvises til koloskopi,« siger Morten Rasmussen.

Fordi det er så sjældent, at unge under 50 får tarmkræft, er det ikke lægernes første tanke, at det kan ske, så lægerne bør have mere fokus på det, mener Morten Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Melatonins effekt på kræft »næsten for god til at være sand«

LÆS OGSÅ: Kræftceller oplyst i neonfarver: »Jeg blev meget betaget, da jeg så det i mikroskopet«

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.