Kræftceller oplyst i neonfarver: »Jeg blev meget betaget, da jeg så det i mikroskopet«
En særlig teknik gør det muligt for forskere at undersøge kræftceller ved at tilsætte selvlysende farver.
Fotokonkurrence 2019

Fotoet, der er navngivet Immunofluorescent microscopy of cancer cells  viser forstørrede cancerceller: »Det man ser på billedet er cellernes kerner, der er farvet blå og så nogle forsøg, hvor jeg har tilført grønne- og rødfarvede proteiner. Nogle af cellerne har optaget proteinerne og har dermed fået farve, eksempelvis de lidt svagere røde celler i bundet af billedet. Når de forskellige proteiner er tæt på hinanden, giver det den lysende gule farve, som kan ses på nogle af cellekernerne. Den gule farve kan dermed være med til at signalere, om proteinerne arbejder sammen, hvilket jeg vil forskere videre i,« forklarer Lea Milling Korsholm, der er forskeren bag billedet. (Foto: Lea Milling Korsholm)

'Immunofluorescent microscopy' er en speciel teknik, der bringer farver til celler af forskellig art, hvilket også har været en yndet metode i flere af billederne i Danmarks Grundforskningsfonds fotokonkurrence 2019.

Og billedet, der netop er døbt 'Immunofluorescent microscopy of cancer cells', er ingen undtagelse.

Her ses kræftceller oplyst i psykedeliske farver af rød, orange og blå – næsten som et abstrakt maleri.

Dog er der, ifølge forskeren bag, ikke noget abstrakt ved konkurrencefotoet:

»Det er faktisk ret hverdagsagtigt, selvom det er utroligt smukt. Men jeg blev meget betaget af det, da jeg så det i mikroskopet,« siger Lea Milling Korsholm, der er ph.d.-studerende i Kræftens Bekæmpelse under Københavns Universitet.

En verden, der normalt er skjult

Hun arbejder til dagligt med farvemetoden, der skal gøre det lettere at kortlægge proteiner i celler.

Viden om, hvordan proteinerne agerer kan være meget gavnlig i forhold til at undersøge, hvordan de forsøger at reparere DNA-skader, som eksempelvis forekommer i forbindelse med kræft og kemobehandling.

»Det man ser på billedet er cellernes kerner, der er farvet blå og så nogle forsøg, hvor jeg har tilført grønne- og rødfarvede proteiner. Nogle af cellerne har optaget proteinerne og har dermed fået farve, eksempelvis de lidt svagere røde celler i bundet af billedet. Når de forskellige proteiner er tæt på hinanden, giver det den lysende gule farve, som kan ses på nogle af cellekernerne. Den gule farve kan dermed være med til at signalere, om proteinerne arbejder sammen, hvilket jeg vil forskere videre i,« forklarer Lea Milling Korsholm og tilføjer:

»Det er sjovt at arbejde med de her fluorescerende stoffer. Man kan pludselig se en verden, der ellers normalt ligger skjult for det blotte øje.«  

Du kan stemme på dit favoritbillede i konkurrencen fra 12. til 21. marts.

LÆS OGSÅ: Levende kræftceller optaget i rummet

LÆS OGSÅ: Er alle kræftceller ens?

Sådan foregår fotokonkurrencen

Danmarks Grundforskningsfond startede sidste år, 2018, en fotokonkurrence, hvor billeder fra grundforskernes dagligdag blev indsendt og vurderet af en jury.

Igen i år arbejder Videnskab.dk sammen med Danmarks Grundforskningsfond om at formidle forskernes billeder, men denne gang får I, kære læsere, også mulighed for at stemme på jeres favorit blandt de ti udvalgte fotos.

Det foregår her på Videnskab.dk i perioden 12. til 21. marts 2019. 

Om konkurrencen skriver Danmarks Grundforskningsfond:

»Danmarks Grundforskningsfond har iværksat fotokonkurrencen, fordi fonden ønsker at udbrede, hvordan videnskabelige fremskridt hver dag skaber ny viden og udvikler verden omkring os. Dette kan gøres ved at fortælle historierne om forskernes videnskabelige fremskridt og opdagelser ved hjælp af et foto som en visuel indgangsvinkel. Via fascination og æstetik har billeder evnen til at åbne forskningens verden på indbydende og overraskende vis.«

Fonden har desuden nedsat en jury bestående af:

  • Christine Buhl Andersen, Direktør, Ny Carlsberg Glyptoteket
  • Louise Wolthers, Forskningsansvarlig/kurator, Hasselbladstiftelsen
  • Minik Rosing, Professor Statens Naturhistoriske Museum, medlem af Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse og Louisianas bestyrelse

De skal udenom Videnskab.dk's læserkonkurrence vurdere omkring 100 fotos, der i alt er indsendt til konkurrencen, og vil offentliggøre resultatet senere i marts.

Dommerpanelet vurderer billederne efter følgende kriterier:

  • I hvilken grad vækker fotografiet følelser hos publikum
  • I hvilken grad fungerer fotografiet som visuel indgang til historien bag et specifikt forskningsresultat
  • Fotografiets æstetiske kvalitet

Læs mere om konkurrencen på Danmarks Grundforskningsfonds hjemmeside

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.