Hjertestop som følge af indsnævrede eller forstoppede blodårer til hjertet er en af de mest udbredte årsager til for tidlig død, og der gøres derfor meget for at forhindre eller afhjælpe sådanne hjertestop.
Blandt de ting, der kan gøres - og som tilsyneladende nytter noget - er at give de mennesker, der trues af hjertestop, en psykologisk hjælp til at forhindre stressreaktioner, som ifølge tidligere undersøgelser kan øge risikoen for hjertestop.
Ved en stressreaktion pumpes der fedtstoffer ud i blodårerne, fordi den urgamle stressreaktion oprindelig er opstået for at hjælpe os til at bekæmpe en pludselig fare ved stor muskelaktivitet i form af kamp eller flugt.
En sådan stor muskelaktivitet kræver øget tilførsel af brændstoffer, herunder fedtstoffer, til musklerne, og det er netop grunden til, at der ved en stressreaktion pumpes fedtstoffer ud i blodbanen.
Men når nutidens mennesker bliver stressede f.eks. af konflikter på arbejdspladsen eller i familien, skal de jo sjældent bruge stor muskelaktivitet (men snarere stor hjerneaktivitet, som dog ikke bruger fedt til forbrænding). Bliver dette fedt i blodet ikke forbrændt f.eks. ved motion, så vil det ofte klistre sig fast på indersiden af blodårerne og medføre tiltagende åreforfedtning.
Vrede udløser stress
Nyere undersøgelser tyder imidlertid på, at det især er stressreaktioner, der er forbundet med vrede, som giver særlig risiko for åreforfedtning - og endda hjertestop.
Vreden kan tilsyneladende både få os til at pumpe mere fedt ud i blodårerne, og den kan medføre en sammentrækning af de blodårer, der fører blod til hjertet, og dermed yderligere øge risikoen for hjertestop.
Sådanne fund har givet en amerikansk forskergruppe den idé, at man måske kunne søge at nedsætte risikoen for hjertestop hos patienter med både åreforfedtning og høj vredladenhed ved at bekæmpe denne vredladenhed med psykologiske metoder.
Der findes allerede gennemprøvede metoder til 'behandling' af høj vredladenhed, men det pågældende amerikanske forskerhold var inspireret af en række ganske nye undersøgelser, der tilsyneladende viser, at »tilgivelse er sundt«, og at tilgivelse måske kan være særlig sundt for mennesker, der lider af vedvarende vrede og bitterhed over tidligere forurettelser.
Af denne grund har de amerikanske forskere udviklet en særlig 'tilgivelses-terapi', der sigter på at hjælpe mennesker, der 'sidder fast' i en kronisk vrede over fortidens begivenheder, til at tilgive de mennesker, der - ifølge deres egen opfattelse - har handlet ilde imod dem og således blive fri for den vedvarende vrede.
Tilgivelsesterapiens faser
Denne tilgivelsesterapi for kronisk vrede personer følger visse trin:
Først indkredser de begivenheder i fortiden, der har skabt den kroniske vrede. Herefter fokuserer man på de specifikke handlinger, der blev udført af de mennesker, som var årsag til vreden. Endelig forsøger man i tredje fase at se mere nuanceret på den formastelige adfærd: Kunne der være andre grunde til adfærden end ønsket om at skade den vrede person? Kunne synderen af forskellige andre grunde slet ikke have handlet anderledes? Var der psykologiske eller miljømæssige grunde til den formastelige adfærd, som kunne kaste en forsonende skær over adfærden?
Gennem denne grundige diskussion nærmer man sig gradvist den mulighed, at den vrede person nu kan se så mange formildende omstændigheder ved de tidligere begivenheder, at han eller hun kan begynde at tilgive misdæderen - og endda føle en vis forståelse for og måske ligefrem medfølelse med denne.
For at teste om denne tilgivelsesterapi for kronisk vrede hos hjertepatienter (med risiko for hjertestop på grund af åreforfedtning) virkelig kunne nytte noget, fandt forskerne frem til 32 patienter, der var i medicinsk behandling på grund af temmelig tilstoppede blodårer ved hjertet.
Disse 32 patienter blev en ad gangen bedt om at tænke på noget i deres tidligere liv, der stadig kunne gøre dem vrede - samtidig med at man målte blodgennemstrømningen til hjertet med et særligt apparat.
Det viste sig, at 17 af de 32 patienter udviste en tydelig svækkelse af blodtilførslen til hjertet, mens de fordybede sig i deres vrede over fortidens fortrædeligheder.
Da disse 17 patienter måtte anses for at være mest i farezonen for hjertestop på grund af deres vredladenhed, blev de bedt om at deltage i den efterfølgende terapiundersøgelse. Her blev de ved lodtrækning fordelt til en gruppe på ni, der fik tilgivelsesterapi og en gruppe på otte, der fik 'almindelige psykologsamtaler', i begge tilfælde med en time om ugen ti uger.
Nedgang i svækkelse af blodtilførelse
Ved en efterfølgende undersøgelse for svækket blodtilførsel til hjertet ved tanke på tidligere forurettelser, viste det sig, at der i tilgivelsesgruppen - men ikke i kontrolgruppen - var indtrådt en betydelig nedgang i den livsfarlige svækkelse af blodtilførselen til hjertet, samtidig med at de pågældende rapporterede om betydelig mindre daglig vrede efter tilgivelsesterapien.
De amerikanske forskere mener derfor, at deres specielle tilgivelsesterapi kan være til stor gavn for vrede hjertepatienter - og formodentlig også til mange andre, der lider af kronisk vrede uden (endnu) at være blevet syge.
Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet
