Så lærte jeg også noget nyt i dag. Jeg troede, at alle alveoler var åbne hele tiden – det er de ikke ...
Vi sukker 9-10 gange i timen helt spontant. Dette åbner de alveoler, som er kollapset, og frigiver ny surfaktant i alveolerne. Dette gør vi helt automatisk, så de kollapsede dele af lungerne åbner sig igen.
Hvis du derimod ligger i fuld narkose (bedøvelse) før en operation, sukker du ikke længere. Bedøvelsen paralyserer musklerne, og du ånder ikke længere spontant – derfor ventileres lungerne mekanisk.
Desværre ånder vi ikke med et jævnt tempo og konstant volume, som ville være meget nemt at styre. Så derfor oplever op mod 100 procent af de, som bliver lagt i narkose, lokale kollapser af alveolerne.
Der er tre årsager til, at alveolerne kollapser:
1. Musklerne paralyseres, så der er ikke den samme ”trækkraft” på alveolerne, som hos en, der ånder af sig selv.
2. Den luft, som blæses ned i lungerne, er 100 procent ilt (mod de omtrent 20 procent ilt, som findes i almindelig luft), og fordi ilt bevæger sig hurtigere fra alveolen og over i blodet end nitrogen (affaldsstoffet, som overføres fra blodet til luften i lungerne), "tømmes" alveolen og kollapser.
3. Den tredje årsag til problemet er, at når du ligger i fuld narkose, sukker du ikke.
Er det et problem?
Disse lokale lungekollapser fører til komplikationer efter operationen, som kan give længere hospitalsindlæggelse og ubehag for patienten. Dette koster også mange penge.
Hvad kan man gøre?
Løsningen på problemet er at ”sukke” for patienten under operationen og opvågningen fra narkosen.
Dette gøres ved at puste mere luft in i lungeren end under normal ventilation og at holder den der i nogle sekunder; en dyb indånding efterfulgt af at man holder været et kort øjeblik; et suk. Dette åbner alveolerne, indtil du selv kan gøre det. Genialt!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
