Studie: Folk, der strikker, tegner og går til koncerter, er mindre tilbøjelige til at udvikle demens
08 april 2019

At være fysisk og psykisk aktiv som midaldrende kvinde kan muligvis være med til at mindske risikoen for at udvikle demens senere i livet.

Det skriver Göteborg Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie, der er blevet offentliggjort på Journal of Neuroscience.

I over 40 år har forskere fulgt 800 kvinder helt tilbage fra 1968 og frem til i dag.

Kvinderne havde en gennemsnitsalder på 47 år, og i opstartsfasen blev deltagerne spurgt ind til deres mentale- og fysiske aktiviteter, hvilket inkluderede læsning, tegning, havearbejde, foreningsliv, religiøse aktiviteter og sport.

»Resultaterne viser, at både hjernestimulerende aktiviteter som at læse, synge, gå i teater eller koncerter - plus det at være fysisk aktiv, spiller en vigtig rolle i at forebygge demens senere i livet,« fortæller forfatteren bag studiet, Jenna Najar, som er læge og har en doktorgrad fra Sahlgrenska Akademin ved Göteborg Universitet, i pressemeddelelsen.

Svært at bevise helt entydigt

Vi har før skrevet om at andet studie, der viste, at ældre med hang til krydsord og svære spil har skarpere hjerner.

Studiet påviste ligesom studiet i denne artikel en såkaldt korrelation - altså, et sammenfald mellem de krævende aktiviteter og en skarp hjerne.

Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er aktiviteterne, som har gjort nogle deltagere bedre end andre. Måske er dem, der i forvejen har skarpe hjerner, bare mere tilbøjelige til at udfordre sig selv mentalt?

»Forskningen peger generelt i retning af, at der er en gevinst ved de her aktiviteter. Men det er meget svært at måle helt præcist, for vi kan ikke med sikkerhed vide, at det er aktiviteterne, der gør forskellen,« sagde forskeren Niels Kasper Jørgensen om det andet hjernestudie.

Det er dog en fornuftig antagelse, at svære opgaver har en positiv effekt på hjernefunktionen, vurderede Niels Kasper Jørgensen, der er neuropsykolog på Rigshospitalet og fagkonsulent på Nationalt Videnscenter for Demens.

I artiklen Kan Videnskab.dk forebygge demens? beskriver vi også, at hjernegymnastik ser ud til at mindske risikoen for demens.

I studiets indledende fase gav kvinderne sig selv point fra 1-10, alt efter hvor mange hjernestimulerende aktiviteter de deltog i dagligt. Herunder: At strikke, tegne, spille musik, gå til koncerter og deltage i religiøse aktiviteter. 

Efterfølgende blev deltagerne delt op i to grupper: Aktive og inaktive, hvor 44 procent af deltagerne var i den inaktive gruppe, og 56 procent var i den aktive.

LÆS OGSÅ: 9 videnskabelige råd til at undgå demens

I kategorien med fysisk aktivitet blev der igen brugt et pointsystem, men her blev kvinderne inddelt i tre grupper:

  1. Helt inaktiv

  2. Fire timers aktivitet om ugen: Bowling, havearbejde, cykling m.m.

  3. Regelmæssig, hård fysisk aktivitet flere gange om ugen: Tennis, svømning og løb 

17 procent af kvinderne blev placeret i den inaktive gruppe, og 82 procent var i den aktive gruppe.

I alt udviklede 194 af de 800 kvinder demens under studiet, og resultaterne peger på, at fysisk- og mental aktivitet som midelaldrende kan være med til at forebygge demens senere i livet, fremgår det i pressemeddelelsen:

  • Af de kvinder, der udførte en høj hjernestimulerende aktivitet, var 46 procent mindre tilbøjelige til at udvikle Alzheimer, og 34 procent var mindre tilbøjelige til at udvikle demens i det hele taget - sammenlignet med de kvindelige deltagere, som ikke deltog i hjernestimluerende aktiviteter.

  • Af de deltagere, som var fysisk aktive, var 52 procent mindre tilbøjelige til at udvikle såkaldt vaskulær demens (skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning eller blodkar).  

  • Yderligere var 56 procent af kvinderne mindre tilbøjelige til at udvikle mixed demens (Alzheimer og vaskulær demens), end de kvinder der var fysisk inaktive.

Forskerne tog under studiet højde for faktorer som rygning, højt blodtryk og andre ting, der kan have påvirket resultatet. De udelukkede samtidig de deltagere, der halvvejs inde i studiet udviklede demens. 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Journal of Neuroscience. 

nan

LÆS OGSÅ: Demens: Her er symptomerne og de bedste råd til forebyggelse

LÆS OGSÅ: Farvede tallerkner får demente til at spise mere

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.