Stofmisbrug: Måden, vi indtager stoffer, afgør, hvor afhængige vi bliver

Mange mennesker tager stoffer, men ikke alle bliver afhængige. Hvorfor? Det afhænger til dels af, hvordan stofferne bliver taget.

Bliver de røget, injiceret, sniffet eller slugt? Måden dikterer, hvor meget af stoffet der når hjernen, hvor hurtigt, og hvor ofte niveauet af stofferne i hjernen stiger og falder.

De er alle farmakokinetiske variabler (se faktaboks), og de afspejler, hvordan kroppen absorberer og distribuerer stofferne.

Hvis man for eksempel ryger en joint, stiger og falder niveauet af cannabis i hjernen meget hurtigere, end hvis man spiste den samme mængde cannabis i en kage.

Hurtige stigninger og fald af stoffernes niveau i hjernen har en større sandsynlighed for at føre til afhængighed. Det er også derfor, stoffer kan føre til afhængighed i en sammenhæng (nikotin i cigaretter) og behandle afhængighed i en anden (nikotinplaster).

Farmakokinetik spiller en stor rolle

Jeg er professor i farmakologi og har i flere år studeret den rolle, farmakokinetik spiller i afhængigheder. Studiet af disse variabler kan hjælpe os med at forstå de hjerneændringer, som fører til afhængighed.

En identifikation af ændringerne kan måske hjælpe os til at designe en måde at omgøre dem. Hvor hurtigt og hvor ofte et stof når hjernen, kan forudsige afhængigheden.

Man bliver afhængig, når et stof er skyld i hjerneændringer, der får en person til at tragte efter at tage stoffer. I de fleste tilfælde fokuserer forskerne på, hvor meget stof der skal til, før ændringerne finder sted.

Men måske er det vigtigere at kunne forudsige risikoen for afhængighed, hvor hurtigt og hvor ofte stofferne når hjernen, end i hvilke mængder de indtages.

Det efterforskede forskerne med laboratorierotter, og de fandt, at både hastigheden, hvormed stofferne nåede hjernen, og hvor hyppigt niveauet i hjernen steg og faldt under rusen, har en stor indflydelse på afhængigheden.

Kontinuerligt versus sporadisk misbrug

En række undersøgelser, der til dels blev udført i mit laboratorium, viste, at rotter, som får hurtige indsprøjtninger af et stof (i dette tilfælde kokain), udviklede en større trang til stoffet.

I løbet af undersøgelserne trykkede rotterne frivilligt på en vægtstang for dagligt at få intravenøse indsprøjtniger af kokain. Nogle af rotterne blev injiceret hurtigt, i løbet af fem sekunder, så kokainen nåede hjernen med samme hastighed, som hvis stoffet blev røget.

Blandt de øvrige rotter blev kokainen injiceret over 90 sekunder, så kokainen nåede hjernen med den samme hastighed, som hvis man sniffede stoffet.

Rotterne, som fik de hurtige indsprøjtninger, udviklede en ekstrem stor trang til kokain i forhold til de rotter, som fik langsommere indsprøjtninger.

Efter lang tids afholdenhed var de også mere tilbøjelige til at begynde med at trykke på den vægtstang, der udløste kokain, så snart de fik mulighed for det, hvilket imiterer tilbagefald efter afholdenhed.

Hvad, der er nok så vigtigt, er, at de to grupper rotter havde fået det samme totale antal indsprøjtninger, og alligevel så forskerne en adfærdsforskel.

Hvorfor er cigaretter afhængighedsskabende og nikotinplastre ikke?

Andre studier af rotter antyder, at hyppigheden, hvormed stoffernes niveau i hjernen stiger og falder, er bedre til at forudsige afhængighed end mængden af stoffer, der tages.

For at efterforske dette sammenlignede forskerne sporadisk stofmisbrug med kontinuerligt stofmisbrug.

En gruppe rotter tog dagligt sporadiske intravenøse kokaininjektioner. Derved blev der produceret kraftige stigninger og dyk i niveauet af stoffet i hjernen.

En gruppe rotter fik kokain kontinuerligt, hvilket producerer et højt og stabilt niveau i hjernen. Denne gruppe konsumerede dagligt fire til fem gange så meget kokain som gruppen, der fik kokain sporadisk.

Men den gruppe, der fik kokain sporadisk, trykkede alligevel meget hyppigere på vægtstangen, som udløste kokain, selv for at få meget små mængder af stoffet.

Sagt med andre ord, den sporadiske gruppe var villige til at ‘betale’ meget mere for at få stofferne.

Det kan sammenlignes med en person, der ryger cigaretter, versus en person, der bruger nikotinplastre. Når man suger og inhalerer, mens man ryger en cigaret, produceres der sporadiske kraftige stigninger og dyk i hjernens nikotinniveau.

Plastrene producerer et kontinuerligt nikotinniveau. Cigaretter kan være afhængighedsskabende, det er plastrene som regel ikke.

Farmakokinetik ændrer stoffernes effekt i hjernen

Narkotika indgår i hjernens belønningssystem på samme måde som mad, vand og sex. Når hjernens belønningscenter stimuleres, frigør nervecellerne en neurotransmitter, dopamin, i mellemhjernen og i cellekernen nucleus accumbens.

Dopamin virker som et kald om opmærksomhed og handling, der siger ‘Der er lige sket noget vigtigt. Bliv i nærheden, og lær, hvordan du kan få det til at ske igen.’

En kraftig stigning af dopamin får hændelsen til at forekomme tiltrækkende. Når et narkotisk stof, som kokain, hurtigt når hjernen, når det ryges eller injiceres snarere end sniffes, producerer det en hurtigere stigning af dopaminniveauet i nucleus accumbens.

Det får brugerene til at tragte endnu mere efter stoffet, og det kan være en af årsagerne til, at der er en større risiko for afhængighed, når niveauet af stoffer stiger hurtigt i hjernen.

Hvilken betydning har det for afhængighed?

Den eneste pålidelige måde, hvorpå du kan sikre dig, at du ikke bliver afhængig, er ved ikke at tage stoffer. Men mennesket har eksperimenteret med stoffer gennem flere hundrede generationer, og det vil de blive ved med, da stofferne aktiverer hjernens belønningssystem.

Hjernen er i besiddelse af beskyttelsesmekanismer, der regulerer indtaget af stoffer, for at minimere omkostningerne og maksimere fordelene.

For eksempel kan alkohol give dig en følelse af mod og få dig til at omgås andre med større lethed. Det kan være en fordel. Men på samme tid aktiverer alkohol de bitre smagsreceptorer og kan gøre dig svimmel.

Man kan godt tilsidesætte begge disse beskyttelsesmekanismer, hvis man virkelig vil, men de beskytter os fra at drikke for meget.

Renere stoffer og direkte indgiftning udfordrer beskyttelsesmekanismerne

To hændelser af nyere dato i den menneskelige historie udfordrer disse beskyttelsesmekanismer: renere narkotiske stoffer og direkte indgiftning, for eksempel injektion.

Denne udvikling gør, at stofferne kan nå hjernen hurtigere og i et mønster med flere kraftige stigninger, som begge forøger risikoen for afhængighed.

Med den viden kan vi manipulere de farmakokinetiske variabler for at ændre hastigheden, hvormed narkotikaniveauet i hjernen stiger og falder, og derved ændre stoffernes effekt.

Ved at manipulere disse variabler kan vi gøre nogle stoffer mere afhængighedsskabende, men samtidig kan vi ændre andre stoffer, så de i stedet for at være afhængighedsskabende bliver helbredende og kan bruges behandlingsmæssigt.

Oral amfetamin kan behandle kokainafhængighed

Vi benytter allerede visse af disse principper til at behandle afhængighed. Metadon bruges til at behandle heroinafhængighed.

Både heroin og metadon aktiverer hjernens belønningssystem, men metadon i oral dispenseringsform producerer en langsom stigning af niveauet af stoffet i hjernen og kan derfor bruges i behandlingen af afhængighed.

Forskerne er i gang med at studere muligheden for at benytte oral amfetamin i behandlingen af kokainafhængighed.

Når man indtager amfetamin oralt, stiger niveauet af stoffet stødt og roligt. Teorien er, at man ved at producere et lavt aktivitetsniveau i hjernens belønningssystem kan benytte amfetamin til at reducere kokainmisbruget.

Hvor end disse teorier fører os hen, antyder evidens allerede, at det ville være en stor fejltagelse, hvis afhængighedsforskerne ignorerede, hvad farmakokinetik har at byde på.

Anne-Noël Samaha modtager støtte fra Canadian Institutes of Health Research, Canada Foundation for Innovation, National Sciences and Engineering Research Council og Fonds de recherche du Québec - Santé. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark