Du ligger i din seng. Dine øjne er lukkede, men uanset hvor meget du prøver at slappe af i kroppen, føles det, som om alle muskler er vågne. På stikkerne. Pludselig føles det alt for varmt under dynen. Du stikker benet ud, og sekundet efter er det for koldt. Sekunderne tikker afsted, minutterne går, timerne …

Mellem seks og otte procent af danskerne har så svært ved at sove, at de bruger en form for sovemedicin for at hjælpe søvnen på vej. Hver dag. Men er søvnen så vigtig, at den er værd at risikere at dø for?

I et stort, nyt studie, netop udgivet i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal, viser danske forskere, at der er en sammenhæng mellem brugen af sovemedicin, de såkaldte benzodiazepiner og benzodiazepin-lignende lægemidler, og overdødelighed.

»Vi ved, at søvnforstyrrelser er forbundet med sygdom, som eksempelvis depression – og så kunne man forestille sig, at hvis bare man gav noget medicin, så var alt godt. Imidlertid har kunne vi ikke finde positive langtidseffekt; tværtimod er der en øget dødelighed,« siger klinisk professor og overlæge Poul Jennum, som er hovedforfatter på studiet.

»Det er jo meget bekymrende,« lyder det fra lektor Margrethe Nielsen, som ikke har deltaget i studiet, men selv har skrevet ph.d.-afhandling om blandt andet benzodiazepiners skadelige virkning. »Benzodiazepiner bliver stadig brugt i stort omfang, og det ér altså nogle lægemidler, som vi skal omgås med stor varsomhed.«

Studiet er det største af sin slags på globalt plan og har også undersøgt sammenhængen mellem brug af antidepressiver og antipsykotika og dødelighed. Også her fandt forskerne en overdødelighed.

Tungtvejende studie på kritikernes side

Søvn og sygdom hænger sammen, og mange tidligere studier af sovepiller har beskæftiget sig med patienter af den ene eller den anden art. Poul Jennum, som er tilknyttet Institut for Klinisk Medicin på Rigshospitalet, har blandt andet udført studier i brug af sovemedicin på patienter med demens og Parkinson.

Det er efterhånden veldokumenteret, at benzodiazepiner har en lang række alvorlige bivirkninger. Du kan eksempelvis udvikle tolerans over for medicinen, hvilket betyder, at du hele tiden har brug for mere og mere for at opnå en effekt, du kan udvikle en fysisk og psykisk afhængighed, og lægemidlerne kan påvirke hukommelsen, koncentrationen og kroppens motorik.

Men hidtil er det kun enkeltstående, ofte stærkt omdiskuterede studier, som har kunnet pege på en overdødelighed ved brug af stofferne. Med det nye studie får modstanderne et tungtvejende studie på deres side. Der er nemlig tale om en ekstraordinært stor patientgruppe, siger

Margrethe Nielsen, som arbejder ved Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet på Professionshøjskolen Metropol.

»Man skal jo altid være varsom med resultater af enkeltstående undersøgelser, og man vil gerne se det bekræftet, men styrken ved det her studie er virkelig dets størrelse. Det er et studie, man må give opmærksomhed,« siger hun.

Overdødelighed ved brug af alle lægemidler

I det nye studie undersøgte forskerne hele området af psykotrope lægemidler – det vil sige stoffer, som påvirker det centrale nervesystem – for sammenhængen mellem forbrug og dødelighed. Du kan læse mere om lægemidlerne i faktaboksen til højre.

Forskerne undersøgte sammenhængen hos 49.968 danske patienter med slagtilfælde og hos en kontrolgruppe på 86.100 mennesker. De fandt en overdødelighed ved brug af alle lægemidlerne i varierende grad, fra 12 til 18 procent, i begge grupper.

»Det var nærværende at undersøge disse typer lægemidler sammen, fordi de alle sammen påvirker hjernestammen og har samme overordnede effekt på aktiveringssystemet i hjernen,« siger Poul Jennum.

Men faktisk viste det sig, at dødeligheden var endnu højere i kontrolgruppen, når det kom til benzodiazepin-lignende lægemidler og i tre ud af fem antidepressiver. Og dét kommer bag på Margrethe Nielsen.

»Det er overraskende, at der er en højere dødelighed blandt kontrollerne, og det kom bag på mig – jeg ville nok have forventet, at dødeligheden var højst blandt patienterne, for når man er syg, går der en proces i gang, og så støder der ofte andre ting til, som kan påvirke dødeligheden,« siger hun.

Forskerne har forsøgt at kontrollere for alle variabler, som kan have påvirket udfaldet, og i studiets diskussionsafsnit overvejer de, om kontrolgruppens højere dødelighed i virkeligheden er et tegn på, at de har været for konservative i deres forsøg på at kontrollere for eksempelvis køn, alder og andre demografiske kendetegn.

Har folk på sovemedicin i forvejen øget risiko for at dø?

En anden uafhængig forsker, klinisk professor og overlæge Merete Nordentoft, påpeger, at man desuden skal være opmærksom på den evige ’hønen og ægget’-diskussion.

Dør man af sovemedicin? Eller er det folk, der i forvejen har øget risiko for at dø, der ender på sovemedicin?

»Studiet er jo naturalistisk, og vi ved derfor ikke sikkert, om overdødeligheden skyldes medicinen eller forhold associeret med grunden til at tage medicin, om der for eksempel er flere rygere i medicingruppen. Men det skader jo aldrig at være forsigtig,« skriver hun i en mail til Videnskab.dk.

Poul Jennum anerkender, at der kan være svagheder ved studiet (se i øvrigt faktaboksen til højre), men han mener, at forskerne så vidt muligt har forsøgt at imødekomme usikkerhederne.

»Det er altid en diskussion, om der kan være andre faktorer, der påvirker resultaterne. Der kan for eksempel være nogle bagvedliggende sygdomme – men vi har altså forsøgt at korrigere for både det og øvrige risikovariable, og det er det bedste, vi kan gøre,« siger Poul Jennum.

Nye lægemidler er ikke mere sikre end de gamle

Sovemedicin har været udskældt i mange år. Mange har dog argumenteret for, at de nyere typer sovepiller – de benzodiazepin-lignende lægemidler – skulle være mindre skadelige end de oprindelige benzodiazepiner, som kom frem i 1950'erne.

»Til at begynde med var man meget begejstret, da benzodiazepinerne kom frem. De havde ikke så stor giftighed, som de lægemidler, der tidligere havde været på markedet, og de bredte sig hurtigt. Op gennem 1970'erne og 80'erne blev man dog opmærksom på, at de også var stærkt afhængighedsskabende,« forklarer Poul Jennum og fortsætter:

»Derfor blev man endnu mere begejstret, da en ny gruppe af ikke-benzodiazepiner (de benzodiazepin-lignende lægemidler, red.) kom frem. De så ikke ud til at være så vanedannende som deres forgængere. Men i løbet af 90’erne begyndte mistanken mod dem at vokse; også de så alligevel ud til at være vanedannende, og der blev også rejst tvivl om deres effekt på dødeligheden.«

Poul Jennum og hans kollegaer finder i det nye studie ingen tegn på, at de nyere lægemidler – de benzodiazepin-lignende stoffer – er at foretrække over de gamle. Ud af de mange danskere, som er på sovemedicin, er halvdelen i behandling med et af de benzodiazepin-lignende lægemidler.

»På basis af vores resultater kan vi ikke sige, at de nye lægemidler er bedre end de gamle,« lyder det fra overlægen.

Klinikere skal sørge for at følge op med kontrol

I Danmark er forbruget af sovemedicin faktisk faldende. Men det gør ikke undersøgelsens resultater mindre relevante, mener Margrethe Nielsen.

»Selvom forbruget er faldende, forekommer der stadig et væsentligt forbrug, og det skal vi altså være varsomme med – det går jo ikke, at vi behandler folk med noget, der giver overdødelighed.«

Forskerne anbefaler i studiets konklusion, at man skal være forsigtig med at udskrive sovemedicin, men også at der skal være klinisk kontrol med de mennesker, man nu engang udskriver medicinen til, og det synes Margrethe Nielsen er fornuftigt.

»Klinikerne skal tage meget konkret stilling i den enkelte situation, om det er det rigtige valg – og så skal det følges op af den relevante kontrol,« siger hun.

Man er nødt til at anerkende, at der er nogle mennesker, der har behov for medicinen, lyder det fra Poul Jennum. Men netop opfølgningen er her det springende punkt, understreger han:

»Vi anerkender, at når vi taler medicin inden for det her område, så kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at udskrive det. Men det, vi især gerne vil have skabt en opmærksomhed omkring, er det her med, at man også får fulgt op på patienterne, og at man er klar til at tage dem af medicinen igen, hvis der opstår problemer.«

I sidste ende handler det om, om patienterne er klar over, hvilken risiko de løber, lyder det fra Margrethe Nielsen.

»Vi skal leve op til ’det informerede valg’ for patienten, som betyder, at vedkommende altid skal have den fulde information om det lægemiddel, han eller hun skal til at modtage. Så kan vedkommende beslutte: ’Vil jeg løbe den risiko? Er min søvn så vigtig for mig, at jeg vil risikere at dø af behandlingen?’«