Sådan lagrer din hjerne detaljerne i en krimi
Når vi hører en historie, er vi bedst til at huske informationer, der er vigtige for plottet. Når historien ikke hænger sammen, kan vi til gengæld bedre huske mere tilfældige detaljer, viser dansk forskning.

Forsøgspersonerne hørte nogle krimier, der hang sammen, og nogle, der ikke gjorde. De to typer historier fik forskellige dele af hjernen til at reagerer. (Foto: Shutterstock)

 

Hvad husker du bedst, når du lige har læst en krimi? Husker du, hvilken farve trøje detektiven havde på eller mærket på morderens bil? Eller husker du, hvilket hint der førte til opklaringen, eller hvad motivet for mordet var?

Ifølge et nyt dansk studie kan vi huske en anden type informationer, når vi hører en sammenhængende historie, end vi kan, når vi har svært ved at finde op og ned i plottet.

Studiet viser også, at det er forskellige dele af hjernen, der bliver aktiveret, alt efter hvordan vi husker.

»Vi fandt ud af, at når forsøgspersonerne hørte en historie, der hang sammen, så kunne de bedre svare på spørgsmål, som havde betydning for handlingsforløbet. Men det mest interessante var, at de ikke kunne huske de faktuelle detaljer – som hovedpersonens alder eller farven på bilen - lige så godt, som når de hørte en ikke-sammenhængende historie,« siger lektor Kristian Tylén, der står bag studiet.

Vi husker faktuelle detaljer, når plottet ikke hænger sammen

Hjernen arbejder hårdt for at finde sammenhæng. Hvis vi ser en tv-serie, og telefonen pludselig ringer, skal vi nok finde tilbage til seriens handling efterfølgende. Og når vi tager hjem fra arbejde, kan vi godt rumme at skifte mellem arbejdsopgaver og livet hjemme hos familien.

Menneskets evne til at overskue flere handlingsforløb samtidig, blev demonstreret i det danske studie, hvor 24 forsøgspersoner blev sat til at høre seks forskellige krimihistorier fra 1980'ernes Familiejournalen. Krimihistorier med et klart plot – en morder, et motiv og mange detaljer. Forsøgspersonerne hørte historierne over seks sessions, som var bygget sådan op, at de først hørte 20 sekunder af historie 1, dernæst en 20 sekunders episode fra en helt tilfældig historie, så de næste 20 sekunder af historie 1, så 20 sekunder af en anden tilfældig historie og så videre.

Det generelle billede var, at forsøgspersonerne var i stand til at huske den sammenhængende historie trods afbrydelserne, men de huskede bedst detaljer, der drev handlingen fremad. For eksempel motivet for mordet, hvordan begivenhederne hang sammen, eller hvordan mordet blev opklaret.

Når de blev spurgt ind til de ikke-sammenhængende historie-bidder, kunne de til gengæld huske perifere detaljer - som personernes tøj, alder eller bilmærke – bedre end de kunne, når historien hang sammen.

»Det fund viste, at det er forskelligt, hvad vi lægger mærke til, når vi kan integrere informationer i en sammenhæng, i forhold til når vi præsenteres for informationer, som ikke lader sig integrere i et plot. Studiet kan fortælle, at hukommelse ikke bare er én ting. Den er en dynamisk størrelse, som afhænger af, hvilken slags information vi får, og hvilken opgave hukommelsen skal løse,« siger Kristian Tylén, som er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Vores hjerner fokuserer altså energien på de detaljer, der har betydning for historien. Kristian Tylén mener, at det kan skyldes, at vi er ret gode til at regne ud, hvilke detaljer vi skal fokusere på, når bare vi kan se en handling for os.

»Vi er gode til at vide, hvad der er vigtigt. Jo mere vi får af plottet, jo bedre er vi til det. Når man ser en type film eller historie, som kører efter en klassisk skabelon, så er vi gode til at forudse, hvor historien bevæger sig hen,« siger Kristian Tylén.

Forsøgspersonernes hjerner blev scannet

Lektor Osman Skjold Kingo, som forsker i hukommelse på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, synes studiet er spændende og overbevisende. Han fortæller, at resultaterne passer med eksisterende viden og en række teorier.

»Skolebarnet, der kommer i skole første dag, og endnu ikke ved, hvordan en skoledag fungerer, vil huske detaljer som farven på en taske, eller hvordan lamperne ser ud. Men den slags detaljer træder i baggrunden, når rutinerne melder sig,« siger Osman Skjold Kingo.

Forsøgspersonern hørte første del af en historie, så en tilfældig episode, så anden del af historien, så en tilfældig episode og så videre. Derefter skulle de svare på en række spørgsmål om krimihistorien. (Illustration: NeuroImage)

Han synes, det mest interessante ved studiet er, at forsøgspersonerne blev placeret i en MR-hjernescanner, imens de hørte historierne. Det viste sig, at to forskellige steder i hjernen blev aktiveret alt efter, om forsøgspersonerne blev præsenteret for de sammenhængende bidder eller de helt tilfældige historie-episoder.

»Det er skridtet videre, at de simpelthen kan vise, at den måde, man husker på, passer med særlige områder i hjernen. Det er meget elegant og interessant læsning. Jo mere information, vi skal holde styr på, jo mere bliver bestemte dele af hjernen aktiveret,« siger Osman Skjold Kingo.

 

Nogle kan bedre regne plottet ud end andre

Hos de forsøgspersoner, der især havde tendens til at huske plotspørgsmål ved de sammenhængende historier og detaljer ved de ikke-sammenhængende, var det særlig tydeligt, hvornår de to dele af hjernen hver især blev aktiveret.

»Der var nogle, som ikke viste den helt samme sensitivitet, og det skyldes måske, at nogle folk hurtigt regner ud, hvordan et plot er skruet sammen. De vil nok koncentrere alt opmærksomhed på de informationer, der er vigtige for handlingen, mens andre ikke er så gode til at gennemskue plottet, så de kommer til at fokusere lidt mere på ligegyldige detaljer,« siger Kristian Tylén.

Den hjernedel, der reagerede på de sammenhængende forløb, blev mere og mere aktiveret, efterhånden som forsøgspersonerne fik flere sammenhængende informationer.

Ifølge forskerne er det særligt spændende, at den del af hjernen blev aktiveret, når forsøgspersonerne skulle huske lange og afbrudte historier. Det bakker nemlig op om en teori om, at hjernen har en langsomt arbejdende del af hukommelsen - kaldet ‘Default Mode Network’ - som fungerer anderledes end de dele af hukommelsen, der koncentrerer sig om opgaver, der skal løses her og nu, og straks lagrer forskellig information.

‘Deafult Mode Network’ kan blandt andet holde styr på handlingsforløb, selvom de er blevet afbrudt og fiske dem frem igen, når vi vender tilbage til en tv-serie eller en arbejdsopgave senere.

»Det var vi ret glade for at finde. Det peger nemlig i retning af, at der er noget om idéen om en form for langsomt arbejdende hukommelse, der kan samle informationer og integrere dem i de her samlede plots,« siger Kristian Tylén.

 

Flere forsøg er nødvendige

Kristian Tylén mener, at studiet giver ny viden, der kan hjælpe os med at forstå vores hukommelse bedre.

»Hvis du spørger os, har ingen vist det her før. Vi vidste godt, at de her dele af hjernen kunne være gode kandidater for den langsomt arbejdende hukommelse, men hvordan det hang sammen med,  hvad vi lægger mærke til, når vi præsenteres for forskellige slags informationer, det er helt nyt,« siger Kristian Tylén.

Osman Skjold Kingo er enig i, at studiet giver noget nyt til eksisterende viden. Men for at man kan generalisere resultaterne kræver det flere forsøg.

»Det er en fin metode, at se på de her historier. Men det spændende er, om man kan se det samme mønster med andre typer information end krimihistorier. Spørgsmålet er, om man kan generalisere resultaterne. Det kan man ikke sige mere om, før man har samme forsøg af på andre slags information,« mener Osman Skjold Kingo. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.