Vækkeuret ringer, det er mørkt, du er træt, og du er ikke klar til den dag, der venter forude. Men heldigvis venter en god kop kaffe på dig.
Ah. Du tager den første slurk, og det føles næsten som medicin. I takt med at du drikker din kop kaffe, føler du dig nemlig mere og mere frisk.
For mange mennesker er kaffe en fast del af morgenritualet. Og det er der en god grund til. Den koffeinholdige drik har nemlig en opkvikkende effekt.
Men hvorfor gør kaffe dig mere frisk? Og burde dit forbrug bekymre dig, eller er et dagligt indtag af kaffe tværtimod sundt?
Det kan du blive klogere på i denne uges episode af Brainstorm - Videnskab.dk’s hjernepodcast, hvor værterne Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen undersøger kaffens effekt på hjernen.
Det gør de med hjælp fra Kjeld Hermansen, som er lektor emeritus på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, og Birgitte Rahbek Kornum, som er søvnforsker og professor ved Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet.
De fortæller blandt andet om, hvorfor du ikke kan blive decideret afhængig af kaffe, selvom det føles sådan.
Hør podcasten i afspilleren i toppen af artiklen eller i din podcast-app – bare søg efter ‘Brainstorm’.
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragyder til dansk offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Koffein snyder din hjerne
Vi danskere elsker kaffe. Faktisk indtager vi så meget af den sorte, varme drik, at vi er det fjerdemest kaffedrikkende folk i verden.
Og det har sine fordele.
Når du får dit daglige koffeinfix, bliver din hjerne nemlig snydt. Det skyldes, at koffein ligner adenosin. Det er et stof i hjernen, der binder sig til hjernens såkaldte adenosinreceptorer, og det gør, at du føler dig træt.
Men fordi koffein ligner adenosin-stoffet så meget, klistrer det sig til dine adenosinreceptorer og blokerer for, at adenosinet kan komme til. Koffein snyder på den måde din hjerne.
Og så føler du dig altså mere vågen - også selvom du måske i virkeligheden er træt og burde sove.
Samtidig lader det også til, at koffein gør dig skarpere. Studier viser nemlig, at kaffedrikkere oplever at præstere bedre i en kort periode, efter de har indtaget de sorte dråber. Og det er både deres reaktionshastighed, årvågenhed, opmærksomhed og koncentration, som bliver skærpet.
\ Læs også
Det tyder også på, at det ikke kun er koffeinen, der gør dig skarpere. Men forskningen har dog endnu ikke svaret på, hvilke andre ingredienser i kaffe der - måske - kan påvirke hjernen positivt.
Det kan du høre mere om i podcasten, hvor du også kan blive klogere på, hvordan du ophober en søvngæld, hvis du drikker kaffe for at holde sig vågen.
Lyt med, og find ud af:
- Hvor mange kopper kaffe Anne Sophie og Nana drikker om dagen.
- Om du bør drikke kaffe inden sengetid.
- Om kaffe kan være sundhedsskadeligt, hvis du drikker for meget.
- Hvorfor effekten af koffein afhænger af dine gener.

































