Taktikken med lige at ryste hænderne efter en omgang vand og sæbe dur ikke. Lige skidt er det at gnide hænderne mod hinanden under en håndtørrer.
I stedet skal man for hygiejnens skyld sørge for at tørre hænderne helt, inden de rører ved hinanden eller andre genstande. Det konkluderer engelske forskere ifølge telegraph.co.uk.
Den bedste metode til at holde bakteriebestanden nede er derfor at tørre hænderne med papirservietter eller lade dem tørre under en håndtørrer, uden at hænderne rører ved hinanden.
LÆS OGSÅ: Skal jeg bruge håndsæbe eller flydende sæbe?
Fugtige hænder transporterer bakterier
De fleste bakterier på hudoverfladen dør ved almindelig håndvask med sæbe, men ikke alle. Og har man fugtige hænder, er det lettere for de resterende bakterier at sætte sig på andre overflader, man rører ved.
Forskerne fandt således, at personer, der enten ikke tørrede hænder eller hurtigt tørrede dem af i tøjet, havde en forøget risiko for at sprede bakterier.
\ Fakta
Studiet viste også, at antallet af bakterier steg hos personer, der gned hænderne mod hinanden under en håndtørrer i stedet for at holde dem adskilt under maskinen. Det kan skyldes, at bakterier, der lever i huden, kommer op til overfladen, når hænderne gnider mod hinanden.
Forskerholdet konkluderer, at jo vådere hænder, des større risiko for at overføre bakterier til andre overflader.
Resultaterne er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Applied Microbiology.

































