Populær hjerneteori hævder, at verden er en hallucination. Men det er selvmodsigende

Filosoffer og videnskabsfolk har i århundreder forsøgt at forstå og forklare den menneskelige erkendelse.

I det seneste årti har en ny teori, som kaldes ‘predictive coding’ eller ‘predictive processing’, vundet bred udbredelse. På dansk kaldes teorien nogle gange for ‘den forudsigende hjerne’.

Teorien tager udgangspunkt i en særlig forståelse af den måde, som hjernen behandler information på, og sigter mod at levere en omfattende forklaring af al menneskelig erkendelse, inklusive vores sansning, erfaring, opmærksomhed, ræsonneren og så videre.

Teoriens grundidé er, at hjernen primært interesserer sig for overraskelser. Det er overraskelser, som hjernen skal bruge tid på at bearbejde og forholde sig til.

For at spare kostbare ressourcer søger hjernen derfor at levere så gode forudsigelser om indtryk fra omverdenen, som den kan, for derved at minimere mængden af overraskelser.

Teorien betragter således hjernen som en slags ‘forudsigelsesmaskine’.

Alt dette lyder måske rimeligt tilforladeligt, men teorien har en række radikale konsekvenser. I denne artikel forklarer jeg, hvorfor den er problematisk.

Ifølge teorien lever vi i en 'neural fantasi'

Ifølge teorien om ‘predictive coding’ erfarer vi ikke verden. Derimod erfarer vi en model af verden, som er skabt af vores hjerne.

For bedre at forudsige sandsynlige sanseindtryk konstruerer hjernen nemlig interne modeller af de mulige årsager til disse indtryk. Og ifølge fremtrædende fortalere for teorien, er det netop disse modeller, vi ser, hører og føler.

Som Chris Frith, en kendt britisk neuropsykolog, formulerer det i sin bog 'Making up the Mind': »Jeg erfarer ikke verden, men min hjernes model af verden.«

Det, som hjernen har kontakt til, er den information, som befinder sig inde i hjernen. Og den omverden, vi tror, vi har kontakt til gennem vores sanseerfaring, er i virkeligheden en neural konstruktion.

En anden kendt hjerneforsker, Anil Seth, deler dette synspunkt. Seth har skrevet bestselleren 'Being You', hvor han udtrykker det på følgende måde:

»Vores perceptuelle verden, der er fuld af farver, former og lyde, er intet andet end vores hjernes bedste bud på de skjulte årsager til de farveløse, formløse og lydløse sanseindtryk... [D]et er ikke kun oplevelser af katte, kaffekopper og gorillaer, der kan forklares på denne måde - men alle aspekter af vores perceptuelle oplevelse.«

Seth skriver videre, at det, vi erfarer, i virkeligheden er en »neural fantasi«, og at vi lever i en »vågen drøm« eller »kontrolleret hallucination«.

Uanset om vi snakker om farver, former, lugte eller lyde, er der tale om neurale projektioner. Og det samme gælder ifølge Seth også for vores oplevelse af varighed, forandring og årsagssammenhænge.

Ja, rent faktisk svarer vores erfaring »ikke nødvendigvis - eller nogensinde - direkte til ting, der har en bevidsthedsuafhængig eksistens«, som Anil Seth skriver i sin bog.

Teorien falder sammen

Men hvorfor overhovedet foreslå, at det, vi erfarer, er drømme eller hallucinationer snarere end den virkeligt eksisterende verden?

Og for lige at gøre det klart; påstanden omfatter jo ikke blot den røde rose, den kolde isterning og den varme kop te, men også de bombede bygninger i Ukraine og Gaza, samt vores kolleger og familiemedlemmer. Skal vi virkelig tro, at disse erfaringer er en slags hallucinationer?

Teorien siger, at det er den konklusion, vi bør drage på baggrund af den nyeste hjerneforskning. Man må jo håbe, at denne forskning er baseret på empirisk evidens.

Og uanset om vi observerer hjernen 'direkte' ved at åbne kraniet eller indirekte gennem forskellige hjerneskanninger, vil dette involvere sanseerfaring. Vi vil for eksempel betjene os af vores synssans.

Men er der ikke et problem her? Hvordan kan man begrunde en generel skepsis om vores sanseerfaring på baggrund af hjerneforskning? Forudsætter sidstnævnte ikke, at vi kan stole på vores sanseerfaring – i hvert fald til en vis grad?

Problemet er i første omgang ikke, hvordan vi kan komme ud af vores hjerne og få kontakt med virkeligheden, men snarere hvorfor vi overhovedet skulle tro, at vi til at starte med har hjerner.

Hvis vi skal betragte det, som sanseerfaringen fortæller os, som en konstruktion, vores hjerner har lavet, må dette også gælde det, som erfaringen fortæller os om hjernen.

Anil Seth har brug for virkelige hjerner for at kunne karakterisere erfaringsverdenen som en hjerneskabt fantasi, men konsekvent gennemtænkt må hjernen ifølge hans egen teori også betragtes som en hjerneskabt konstruktion. Og det får teorien til at falde sammen.

Er fællesskabet også en hallucination?

Seth er godt klar over, at påstanden om, at vi lever i en fantasiverden, kan virke paradoksal og i sidste ende lede til en form for generel skepticisme. Det er her, han så trækker sit trumfkort og henviser til fællesskabets betydning:

»Man kan sågar sige, at vi alle hallucinerer hele tiden. Det er bare sådan, at når vi er enige om vores hallucinationer, så er det det, vi kalder virkeligheden.«

Men hvor overbevisende er det argument?

Givet, at Seth mener, at vi alle befinder os i vores egen hjerneskabte virkelighed, kan man vel ikke bare tage det for givet, at der findes andre mennesker. Deres eksistens må drages lige så meget i tvivl som eksistensen af alle de øvrige genstande, vi erfarer.

Så hvem er det egentlig, Seth har i tankerne, når han taler om ’vi’? I sidste ende må Seths læsere også indgå i hans egen neurale fantasi og kan derfor ikke fungere som uafhængige kontrolinstanser.

Teorien om den forudsigende hjerne (‘predictive coding’-teorien) har masser af medvind for tiden. Men den præsenteres ofte iklædt en række teoretiske antagelser, der virker uigennemtænkte og selvmodsigende.