Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Overdosis af potensmiddel købt på nettet giver mand alvorlig synsskade

Annonce:

En 31-årig mand har skadet sine nethinder, muligvis permanent, efter at have taget en overdosis sildenafil, der er det aktive stof i potenspillen Viagra. Det skriver Science Alert.

Med til historien hører, at manden havde købt den flydende sildenafil på internettet, altså udenom læge og apotek, og at han tog en mængde langt over den anbefalede på 50mg.

Væsken, som manden har forklaret, at han drak direkte fra flasken, kan have været kontamineret (forurenet).

Samtidig er det ikke ukendt, at potensmidler kan have konsekvenser for synet. Dog sjældent i så ekstrem grad.
  • Mandens syn blev i begyndelsen forstyrret af pludselige glimt af lys
  • Mere end 12 måneder efter de første symptomer, oplever manden stadig, at hans syn er rød-tonet

Bivirkninger, der tidligere er blevet påvist ved selv små doser af sildenafil, er sløret syn, blå-tonet syn og øget følsomhed over for lys.

Forskning i sildenafil i mus har vist, at der kan være tale om en genetisk mutation.

Selvom der ikke er foretaget forsøg på mennesker, hæfter forskere, der har undersøgt den 31-årige mand, sig ved, at patientens nethinder ligeledes har undergået en strukturel forandring efter hans overdosis.

En af disse forskere er Richard Rosen fra New York Eye and Ear Infirmary of Mount Sinai (NYEE), der blandt andet har anvendt såkaldt 'optical coherence tomography' i det mest detaljerede studie af nethinder nogensinde.

Annonce:

Metoden afdækker nethinden i tværsnit, lag for lag, og har vist, at mandens øjne er skadet på mikroskopisk niveau, i det område der handler om farvesyn. Faktisk ligner hans lidelse nogle arvelige nethinde-sygdomme hos dyr.

Ingen behandling har indtil videre kunnet afhjælpe mandens synsskade - muligvis fordi han er skadet helt ned på celleniveau.

Forskernes resultater er publiceret i Retinal Cases and Brief Reports.

ele