Overblik: Forskernes drukråd, dumme hunde og 60 år med NASA
Har du ikke fulgt med? Få dit videnskabsfiks med ugens bedste artikler her.
podcast

Bliv klogere på alkohol og sundhed, hundes egentlige intelligens og NASA's historie i denne uges nyhedsoverblik. (Foto: Shutterstock)

Uanset om weekendmenuen står på varme hjemmefutter eller en middag hos mutter, så gør dig selv en tjeneste, og spark den i gang med lidt videnskabelig forkælelse.

Vi har samlet et potpourri af ugens varmeste videnskabsartikler og serverer dem til dig her frisk på lyd og skrift.

God fornøjelse.

Er alkohol sundt eller usundt?

Hvis du skal ud at give den fuld spade på fuld plade i weekenden, så bør du lige spidse ører her.

For er det virkelig sundt for hjertet og hjernen med lidt rødvin til maden? Eller hvad med tre glas øl om dagen? Eller en bajer til smørrebrødet?

Alkoholforskningen peger i tusinde forskellige retninger, så det er nemt at blive forvirret.

I ugens løb bragte vi en artikel, hvor vi en gang for alle tog flasken i hånden og undersøgte, om en smule alkohol kan være sundt eller ej.

Konklusionen er… Drik for nydelsen og ikke din sundheds skyld.

Artiklen fortæller også, hvad alkohol betyder for vores risiko for kræft, hjertesygdomme og risikoen for diabetes, demens og slagtilfælde, om der er forskel på, om du drikker som ung eller gammel, og hvordan du optimalt set fordeler dit alkoholforbrug over ugen.

Med andre ord: Få en grundig opsamling på forskernes drukråd.

Hunde er dummere, end vi tror

Står weekenden på tagfat og løbetur med rottweileren, så er der også lidt viden at hente.

Et nyt metastudie, som vi skrev om i ugens løb, har gennemgået mere end 300 videnskabelige artikler om forskellige dyrs intelligens.

Her fandt de blandt andet ud af, at chimpanser og delfiner kan genkende sig selv i et spejl, og grise, duer og chimpanser kan huske, hvor og hvornår begivenheder fandt sted. Hunde kan ingen af delene.

Det gør ikke hunden til et dumt dyr, men det gør den dummere, end de fleste tror.

Forskere har nemlig en tendens til at 'løfte hunden op' og gå efter at 'bevise', at en hund har en bestemt form for intelligent opførsel.

Men faktum er, at hunden har en ret jævn intelligens på de fleste planer.

NASA's 60 års fødselsdag blev blandt andet markeret med denne video fra The Kennedy Center. (Video: The Kennedy Center)

Hip-hurra for NASA

Hvis weekenden står på fødselsdagsfejring, så husk at skåle og skråle for NASA.

Det amerikanske rumagentur fyldte nemlig i ugens løb 60 år, og det er svært at undervurdere NASA’s betydning for udforskningen af rummet og videnskaben helt generelt.

På Videnskab.dk markerede vi fødselsdagen og zoomede i løbet af ugen ind på NASA’s historie og betydning for rumhistorien.

I artiklen ruller vi baggrunden for rumagenturet ud, sætter en finger på højdepunkterne og giver dig perspektivet på, hvor NASA står i dag.

Nobelpriser, kendis-sorg og sløve katte

Hvis du ikke kan få nok af dit videnskabs-fiks, så anbefaler vi også, at du læser de her historier fra ugens løb:

  • Kvinde vinder Nobelprisen i fysik: For første gang i 55 år fik en kvinde Nobelprisen i fysik. Prisen gik nemlig til Donna Strickland, Arthur Ashkin, Gérard Mourou for deres bidrag til udvikling af forskellige laser-værktøjer indenfor fysik.
  • »Endelig« en nobelpris til immunterapi: Vinderne af Nobelprisen i medicin 2018 er James P. Allison fra Texas University og Tasuku Honjo fra Kyoto University for deres opdagelse af helt nye strategier indenfor kræftbehandling gennem immunterapi. Noget, som alle ifølge en dansk forsker har ventet på skulle ske.
  • Nobelpris til enzymforskning og identifikation af antistoffer: Nobelprisen i Kemi gik til tre forskere, hvor særligt den kvindelige vinder begejstrer en af de forskere, vi har talt med: »Sindssygt dygtig«, »fuld af energi« og »en inspiration for unge forskere«, lød reaktionen.
  • Derfor blev du ked af det, da Kim Larsen døde: Har du oplevet at knibe en tåre eller få et stik i hjertet, når en kendis, som du har kær, er gået bort? Vi har undersøgt, hvorfor vi reagerer sådan, når vi jo ikke kender vedkommende.
  • Katte er overraskende dårlige til at jage rotter: Det konkluderer en amerikansk forsker, der har fulgt og filmet katte i en baggård i New York. Her viste han, stik modsat de flestes antagelser, at katte er utroligt dårlige til at jage rotter. Se videoen i artiklen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.