Opsigtsvækkende teori: CO2 gør dig tyk

Tjek bare datoen herover igen, men den er god nok; det er ikke 1. april.

Det er i stedet dagen, hvor danske forskere som de første i verden går ud i offentligheden med en hypotese, som enten er helt hen i vejret – eller som i bedste fald kan være med til at forklare, hvorfor mennesker verden over bliver federe og federe.

Holder hypotesen, sætter den samtidig en tyk streg under, at det har alvorlige konsekvenser for livet på jorden, hvis vi bliver med at forurene atmosfæren med CO2.

Teorien er i sig selv ganske enkel: luftarten CO2 er med til at gøre os fede.

Vi bliver fede pga. noget i miljøet

Mistanken opstod første gang for nogle år siden, da Lars-Georg Hersoug satte sig ned og kiggede nærmere på udviklingen i fedme blandt mennesker, som i årevis var blevet fulgt i store befokningsundersøgelser, kaldet Glostrup-undersøgelserne (eller MONICA), der kortlægger livsstil blandt tusindvis af danskere.

Kurven afslørede højst overraskende, at tynde og tykke danskere over en periode på 22 år havde taget forholdsvis lige meget på.

»Man forestiller sig, at tykke bliver tykkere, fordi de ikke bevæger sig så meget, og det ville give en kurve, der drejede meget af i toppen (se figuren længeren nede i artiklen, red.). Men undersøgelsen viste, at de tynde også blev tykkere, så kurven blev meget overraskende for mig bare forskudt mod højre over de 22 år.«

»Det sagde mig, at der måtte være noget i miljøet, som påvirkede tykke lige så meget som tynde. Det kunne måske være CO2,« beretter Lars-Georg Hersoug, der i dag er postdoc på Center for Forebyggelse og Sundhed på Glostrup Hospital.

Fedme ser ud til at følge koncentrationen af CO2

Lars-Georg Hersoug har siden holdt øje med begivenheder og forskningsresultater, der kunne pege i samme retning, og det er efterhånden blevet til en pæn lille bunke:

1. Udviklingen i fedme i USA er ifølge Lars-Georg Hersoug gået hurtigst fra 1986-2010 de steder på østkysten, hvor CO2-koncentrationerne er størst.
   
2. Et studie fra 2010 på 20.000 dyr i forskellige laboratorier viste, at alle dyr løbende tog på i vægt, også selvom de fik mad under kontrollerede forhold og derfor ikke burde tage på. Målingerne omfattede hunde, katte, mus og aber – og resultatet var i øvrigt det samme, da forskerne undersøgte rotter i byer og på landet i USA.
   »Sandsynligheden for, at alle dyr inden for otte forskellige arter tager på af tilfældige årsager, er 1/10.000.000. Det tyder på, at en miljøfaktor har påvirket dem, og så kan man jo spekulere over, hvad det kan være,« bemærker Lars-Georg Hersoug.
   
3. En helt afgørende brik i forskernes teori blev dog leveret i 2007, da et studie afslørede, at blodets pH-værdi – surhedsgrad – påvirker nerveceller i hjernen, som regulerer vores appetit og stofskifte.
   
   Opdagelsen gjorde det muligt at lave en præcis hypotese for, hvordan CO2 gør os tykkere: Vi indånder luftarten, der gør vores blod mere surt; det påvirker vores hjerne, så vi får lyst til at spise mere.

CO2 får os til at spise mere mad

I 2011 gik Lars-Georg Hersoug sammen med kollegerne Anders Mikael Sjödin og Arne Astrup fra Københavns Universitet for at teste hypotesen i et lille forsøg på mennesker.

På Institut for Human Ernæring satte forskerne seks unge mænd ind i særlige klimakamre, hvor nogle af dem blev udsat for ekstra meget CO2. Efter syv timer i kamrene fik mændene lov at spise så meget mad, de ville.

Det lille pilotstudie afslørede, at mænd med ekstra meget CO2 i blodet indtog seks procent mere føde, end mænd som havde siddet i normale mængder CO2.

»Vi kunne også se, at ekstra CO2 fik f.eks. hjerterytmen til at stige, og det er med til at pege i retning af, at CO2 påvirker hjernens nerveceller – orexiner i hypothalamus – som blandt andet kontrollerer vores næringsomsætning og appetit. En meget lille ændring i nervecellernes aktivitet vil formentlig have stor betydning for vores udvikling af fedme eller vedligeholdelse af vores vægt,« siger Lars-Georg Hersoug.

Forklarer CO2, hvorfor mænd får ølmave?

Hvis forskernes hypotese holder, rejser det en lang række spørgsmål. CO2 findes f.eks. også som bobler i sodavand og øl – har det betydning for, om vi bliver fede?

»Jeg har selvfølgelig tænkt på, om CO2 også har meget lokal effekt, så det kunne forklare, hvorfor man får ølmave. Flere studier har ikke kunnet vise sådan en sammenhæng, men måske giver denne her hypotese nogle flere argumenter, så det skal undersøges nøje,« fortæller Lars-Georg Hersoug.

Mange vil nok også tænke, at hvis CO2 i luften alligevel gør os alle sammen tykke, hvad er så pointen med at gå på en pinefuld slankekur eller med at forsøge at svede kiloene af under en håbløst kedelig løbetur. Men ifølge Lars-Georg Hersoug er hypotesen ingen undskyldning for bare at give dellerne fred – tværtimod.

Motion og grøntsager kan holde 'CO2-effekt' nede

»Vi ved allerede, at stillesidning er en risikofaktor for mange sygdomme, og ifølge vores teori kan det bl.a. være, fordi man syrer til, når man sidder stille indenfor, hvor CO2-koncentrationen er højere end udenfor.«

»Hvis man til gengæld er ude at løbe, får man både gang i blodomløbet og ventileret sin CO2 ud, så hypotesen er nærmere yderligere et argument for, at det er sundt at dyrke motion – og måske bliver det endnu mere nødvendigt at røre sig i fremtiden, hvor vi må leve med en højere CO2-koncentration i luften,« lyder det.

Lars-Georg Hersoug tilføjer, at frugt og grønt også nedsætter din blod-pH, så CO2-teorien er altså også et argument for at spise sundt.

CO2-hypotese er 'interessant idé'

Hypotesen er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nutrition and Diabetes, blandt andet for at sætte tanker i gang hos fedmeforskere verden over. Én af de førende sidder i Danmark som leder af fedmeforskningscentret DanORC.

Professor Thorkild I.A. Sørensen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet fortæller, at han gerne vil se flere konkrete undersøgelser, før han tør tro på, at hans tre danske kolleger har fundet et vigtigt bidrag til at løse mysteriet om fedmeepidemien.

»Forfatterne har helt ret i, at vores hidtidige forståelse af fedmeepidemien er yderst mangelfuld, og at vi bestemt ikke kan forlade os på, at det bare er, fordi vi har 'spist for meget og rørt os for lidt'.«

»De gør helt ret i at interesse sig for andre muligheder, og den, de foreslår, er en ny og ganske interessant idé, som tydeligvis er inspireret af studierne på dyr i fangenskab, der også er steget i vægt, og fælles for mennesker og disse dyr er jo luften, vi indånder, « skriver Thorkild I.A. Sørensen i en mail til Videnskab.dk.

Professor savner konkrete målinger af CO2 og fedme

Thorkild I.A. Sørensen fortsætter:

»Der er dog umiddelbart det problem, at fedmeepidemien har udviklet sig meget ujævnt over tid og sted, selv inden for Danmarks grænser, og det er kun en andel af befolkningen, der er ramt, selvom vi alle stort set indånder den samme luft.«

»Forfatterne vil nok hævde, at man også skal tage forskellig tilbøjelighed til fedme i betragtning, men for mig er et afgørende skridt i en afprøvning af, om ideen er holdbar, at undersøge, om fedmeforekomsten har ændret sig præcis så lang tid efter stigninger i den lokale CO2-koncentration i luften, som det tager at udvikle fedme.«

»Hvis det ikke er tilfældet, kan ideen om, at det er CO2-stigningerne, der har udløst fedmeepidemien, ikke opretholdes, da årsag nødvendigvis må komme før virkning,« skriver Thorkild I.A. Sørensen.

Svaret gemmer sig måske i bjergene

Lars-Georg Hersoug peger på, at det kan være svært at lave sådan nogle målinger. I stedet har forskerne overvejet at teste hypotesen i højderne.

Flere studier har vist, at man taber sig i bjerge, hvor der er lidt mindre ilt i luften, og hvor man ånder mere CO2 ud, og på fedmestatistikken fra Centers for Disease Control and Prevention i USA ser det med lidt god vilje ud til, at fedmeepidemien har sværere ved at slå igennem i bjergstater.

»Men på nuværende tidspunkt har vi ikke tænkt det ind i vores forsøg, fordi det er vigtigere at få konstateret, om vi ved kontrollerede forsøg overhovedet kan påvise en effekt. Finder vi det, skal der selvfølgelig humane, epidemiologiske undersøgelser til – men dem kan vi ikke få penge til, før vores hypotese er verificeret,« siger Lars-Georg Hersoug.

Lars-Georg Hersoug og hans kolleger går snart i gang med at lave rotteforsøg, der skal være med til at underbygge eller aflive hypotesen. Håbet er, at de senere hen får penge til at lave flere og større forsøg, der bl.a. skal kaste lys over, hvordan forskellige typer kost spiller sammen med CO2.

Redaktionel note: Hvordan det gik, kan du læse i artiklen Fire år er gået: Bliver vi tykke af CO2?