Amning bliver ofte hyldet som et vidundermiddel, og studier har blandt andet vist, at det kan gøre dit barn klogere, give mindre overvægt i voksenlivet og give dit barn højere IQ og en tykkere pengepung.
Men nu bliver den sidste påstand altså udfordret af et nyt studie, der viser, at amning ikke har nogen indflydelse på børns kognition. Det skriver Sciencealert.com.
\ Læs mere
En gruppe forskere fra irske University College Dublin har trevlet data igennem fra 7.478 irske børn, der som 3- og 5-årige er blevet testet på parametre som problemløsning, opførsel, hyperaktivitet, forhold til andre mennekser og sprog.
Resultaterne viser, at når man ser bort fra andre faktorer, der kan have indflydelse - som eksempelvis forældrenes indkomst og uddannelsesniveau - er der ikke noget, der tyder på, at amning forbedrer børns kognition.
De fandt dog én forskel hos børnene, der blev ammet:
»Vi kunne se en direkte sammenhæng mellem amning og en reduktion i hyperaktivitet hos børn i treårsalderen. Denne sammenhæng var der ikke, når børnene er fem år gamle, hvilket tyder på, at der kan være andre faktorer, der har større indflydelse, som børns udvikling skrider frem,« siger Lisa-Christine Girard fra University College Dublin, der er forfatter på studiet til The Independent.
Hun forklarer, at grunden til, at tidligere studier har vist det modsatte - at amning giver en kognitiv fordel - kan skyldes, at studierne ikke har set bort fra socioøkonomiske faktorer som mødrenes indkomst.
I udviklede lande er det nemlig oftere kvinder, der er veluddannede, har høj indkomst og ikke ryger under graviditeten, der ammer deres børn, og derfor er det vigtigt at se ud over disse faktorer, hvis man skal undersøge, om der er en sammenhæng mellem amning og den kognitive udvikling.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Pediatrics.
































