Det skulle være så sundt at faste samt at bevæge sig og få pulsen op.
Men snart kan du måske skippe den periodiske faste og løbeturen for i stedet at smække benene op på sofabordet og spise en pille med et nyt molekyle, der giver udbytte som fasten og en løbetur, hævder forskere fra Aarhus.
Det skriver TV 2 samt Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Det vil i særlig grad kunne hjælpe personer, som ikke har mulighed for at følge en streng trænings- og kostplan.
Indtil videre har molekylet dog kun været testet på rotter, og menneskelige forsøg er først lige sat i gang på Aarhus Universitetshospital, så der er et stykke vej, før molekylet muligvis bliver til en motionspille, du kan købe.
Og det er da heller ikke alle, der er lige optimistiske i forhold til molekylets potentielle effekt.
TV 2 har nemlig talt med lektor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på København Universitet Christoffer Clemmensen, som er noget mere skeptisk:
»Jeg vil sætte stort spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er realistisk at fremstille en pille eller lægemiddel, som kan erstatte motion eller efterligne de gavnlige effekter,« fortæller han til mediet.
Ved faste og motion øges niveauet af mælkesyre og ketonstoffer. Det fungerer som et brændstof for kroppens celler, som har en gavnlig effekt på kroppens organer.
Og det er altså den effekt, som en gruppe af kemi-, metabolisme- og diabetesforskere fra Aarhus Universitet har ladet sig inspirere af og skabt et molekyle, der netop efterligner dén naturlige reaktion – helt uden kropslige anstrengelser eller faste.
»Vi har udviklet et molekyle, der kan imitere kroppens naturlige respons på intens træning og faste. I praksis bringer molekylet kroppen i en metabolisk tilstand, der svarer til at løbe 10 kilometer i højt tempo på tom mave,« fortæller professor Thomas Poulsen fra Institut for Kemi på Aarhus Universitet i pressemeddelelsen.
Han er en af de ledende forskere bag studiet, der er publiceret i Journal of Agricultural and Food Chemistry.
»Når laktat- og ketonniveauet i blodet stiger, øges produktionen af et appetitundertrykkende hormon, og niveauet af frie fedtsyrer reduceres i blodet.«
Her pointerer lektor Christoffer Clemmensen fra Københavns Universitet, at der er et utal af andre molekyler, som påvirkes ved faste og motion, og at det ikke er en god idé at fravælge motion.

































