De officielle kostråd anbefaler, at vi skal begrænse indtaget af rødt og bearbejdet kød. Grundlaget for anbefalingen er forskning, der tyder på, at for meget af den slags kød kan øge risikoen for tarmkræft.
Men nu har 23 forskere fra en række forskellige lande gennemgået, hvilken slags forskning der findes på området, og skrevet en artikel i tidsskriftet Meat Science, hvor de fremhæver usikkerhederne på fagområdet.
De konkluderer, at forskningen ikke har sikre svar på om rødt og bearbejdet kød i sig selv giver tarmkræft. De skriver, at vi har brug for et bedre grundlag for kostanbefalinger om rødt og bearbejdet kød.
Der findes mange teorier
En af teorierne om årsagen til, at rødt og bearbejdet kød er farligt, er, at det indeholder stoffer, der kan gøre skade på vores arvemateriale og øge risikoen for, at der dannes kræftceller, såkaldte carcinogener.
Man har også overvejet den mulighed, at bearbejdet kød som bacon, salami, røget skinke og pølse, samt farsprodukter, er skadeligt, fordi jernet i kødets muskelfibre kan virke lokalt i tarmen, og fordi jern er skadeligt i fri form.
Måske er der rent faktisk en direkte årsagssammenhæng mellem det røde kød i vestlig madkultur og en øget risiko for at få tarmkræft, men sammenhængen, man ser i studier, kan også være vildledende, fordi der kan være andre faktorer, der påvirker risikoen, indvender forskerne i Meat Science.
Der er flere usikkerheder i studierne, skriver de i artiklen.
Den ene er, at resultaterne er meget forskellige.
Studier på området er mangelfulde
Enkelte undersøgelser viser, at det at spise rødt eller bearbejdet kød øger risikoen for tarmkræft, mens andre undersøgelser ikke viser nogen effekt. Desuden findes der undersøgelser, der ikke finder nogen sammenhæng.

Studierne på mennesker har ofte svagheder, fordi de er foretaget blandt mennesker af forskelligt køn fra hele verden. Måske husker de heller ikke altid lige, hvad de har spist til enhver tid, indvender forskerne bag den nye artikel.
Artiklen er et resultat af en workshop om netop forskning på rødt og bearbejdet kød og koblingerne til tarmkræft.
Det kan desuden tage mange år at kortlægge, om mennesker får kræft af deres kostindtag eller ej, og studierne er dyre at gennemføre. Derfor bruger forskerne ofte dyr i deres eksperimenter, og det er meget almindeligt med forsøg på mus og rotter.
Det giver hurtigere resultater og er billigere. Men disse studier har også svagheder, skriver forskerne.
Forsøg med dyr er urealistiske
En af forskerne, der deltog i workshoppen er Bjørg Egelandsdal ved Institut for Kemi, Bioteknologi og Matematikvidenskab ved Norges Miljø- og Biovidenskabelige Universitet, NMBU.
Ifølge hende, er en vigtig indvending fra forskergruppen, at studierne, der ser på sammenhængen mellem kødet og sygdommen, ikke kan sige, om kødet er årsag til tarmkræft.
En anden er, at dyrestudiet ikke formår at afspejle et kostindtag, der svarer til det, et kødædende menneske har.
»De negative resultater, man ser i dyreforsøg, når det kommer til tarmkræft, forudsætter en diæt, der mangler vigtige og nødvendige mikrostoffer, skriver hun til forskning.no i en mail.
Hypoteser for sammenkoblingerne mellem rødt kød og tarmkræft
Til trods for at kød er den største proteinkilde i den vestlige diæt, bidrager forskningsresultatater samt negativ medieomtale til, at forbrugerne er blevet mere kritiske over for den slags produkter, skriver forskerne bag den nye artikel.

Men hvorfor finder en del studier så en kobling mellem rødt og bearbejdet kød og risiko for tarmkræft?
Forskerne kommer med en del hypoteser i den nye artikel:
Meget af det, vi finder i kød, er sundt for os, men får vi store mængder af disse stoffer ind i kroppen, kan det måske skabe en ubalance i kosten, som på sigt skaber en risiko for kræft i endetarm og tyktarm, foreslår forskerne.
Hvis din kost f.eks. er fattig på kalcium og antioxidanter, kan det måske gøre dig sart over for kød, fordi der ikke vejes op for stofferne i tarmen.
Enkelte dyrestudier tyder på, at en kost med mangel på kalcium kombineret med et højt indtag af rødt kød kan give risiko for tarmkræft.
Der findes også et vis grundlag for at mene, at en god tarmflora kan være en fordel mod skaderne, som rødt og bearbejdet kød måske forårsager.
Desuden kan det betale sig at få tilstrækkeligt med fibre fra frugt og grøntsager.
Det lader også til, at tilberedningen kan have en betydning for risikoen. Stegning og grilning er blevet forbundet med dannelsen af kræftfremkaldende kemikalier. Det gælder dog alt kød og kan derfor ikke bruges som et argument mod at spise rødt kød.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle

































