Ny metaanalyse: D-vitamintilskud afværgede ikke hjertesygdom
Ikke meget tyder på, at D-vitamintilskud mindsker risikoen for hjertekarsygdomme. Men det er vigtigt at forebygge vitaminmangel, mener norsk professor.
D-vitamin værdier tilskud effekt helbred hjertekarsygdomme vitaminmangel sygdomme diabetes 2 interventionsstudie observationsstudier

Forsøg med mere end 80.000 patienter indikerer, at D-vitamin-tilskud ikke afværger hjertesygdom. (Foto: Shutterstock)

Forsøg med mere end 80.000 patienter indikerer, at D-vitamin-tilskud ikke afværger hjertesygdom. (Foto: Shutterstock)

Egentlig virker det ret ligetil: En række observationsstudier viser, at personer med lave D-vitamin-værdier har større risiko for hjertekarsygdom. Det gælder også for norske studier.

Betyder dét, at vi kan mindske antallet af tilfælde af hjertesygdom ved ganske enkelt at opfordre befolkningen til at tage D-vitamintilskud? Svaret er ikke så enkelt, som man skulle tro.

Observationsstudier, der kortlægger livsstil og sundhed, kan afdække, om personer med lavere D-vitamin-værdier oftere bliver syge. Men studierne kan ikke afsløre, om det lave niveau af D-vitamin var årsag til sygdommen.

For at finde svaret, skal forskerne bruge såkaldte interventionsstudier, der inddeler forsøgsdeltagerne i grupper, hvor en gruppe får vitamintilskuddet, mens den anden får placebo. Hvis færre deltagere i vitaminpillegruppen får hjertesygdom indikerer det, at tilskuddet har effekt.

Faktisk har forskerne foretaget en hel del af den slags studier, men resultaterne har ikke været entydige.

Nu har en gruppe forskere opsummeret datamængden fra mange nyere eksperimenter for at afgøre, om tilskuddene har effekt på de fleste mennesker.

Og det korte svar er: Nej.

D-vitamin havde ingen effekt

Mahmoud Barbarawi og hans kollegaer fra Michigan State University er forskergruppen bag studiet.

De samlede data fra 21 forskellige studier, der samlet havde mere end 80.000 deltagere, hvor halvdelen tog D-vitamin-tilskud, mens resten fik placebo.

Resultaterne fandt ingen forskel mellem de to deltagergrupper: Deltagerne, som tog D-vitamintilskud, havde hverken lavere risiko for alvorlig hjertesygdom, hjertedød eller anden dødsårsag.

Så hvad betyder det? Hvordan kan en så markant effekt i observationsstudierne forsvinde i interventionsstudierne?

LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal vide om placebo

Et spørgsmål om livsstil?

Den ene forklaring kan være, at D-vitaminens tilsyneladende gunstige effekt i virkeligheden slet ikke handler om vitaminer.

Vi får jo ikke kun D-vitaminer fra vitaminpillerne, men også fra maden, eksempelvis fed fisk, og ikke mindst fra sollyset.

Det betyder muligvis, at personer med høje D-vitamin-værdier har en helt anden livsstil end personer med lave D-vitamin-værdier.

En livsstil, som alene muligvis kan have effekt på risikoen for hjertekarsygdomme gennem andre mekanismer end D-vitamin.

Måske har personer, som spiser meget fisk, ganske enkelt en sundere kost? Og personer, som er meget ude i sollyset, er måske også mere fysisk aktive?

Vi kan heller ikke udelukke, at sollyset har flere effekter på kroppen.

Studier med dyr indikerer eksempelvis, at UV-lys kan påvirke immunforsvaret og risikoen for hjertesygdom, helt uafhængigt af vitamin D.

Havde ikke vitaminmangel

Endnu en sandsynlig forklaring på vitamintilskuddets skuffende effekter kan imidlertid være, at forsøgene ikke viser hele billedet,  mener professor Jutta Dierkes ved Universitetet i Bergen, som selv forsker i D-vitamin.

»Problemet er, at mange af studierne kommer fra lande som USA og Australien, hvor man generelt har høje D-vitamin-værdier. Og da kan man jo med rette spørge: Hvis folk ikke mangler vitamin D, hvad forventer man så, at et tilskud vil gøre?«

Måske ville resultatet se anderledes ud, hvis forskerne havde inkluderet personer med lave D-vitamin-værdier?

Samme kritik lyder fra adjunkterne Arshed A. Quyyumi og Ibhar Al Mheid fra Emory School of Medicine, som kommenterer studiet.

De påpeger imidlertid, at der allerede foreligger analyser af studiedeltagerne, som havde lave D-vitamin-værdier, da studiet begyndte.

Men de ser heller ikke ud til at opnå en nævneværdig effekt af tilskudene, skriver forskerne.

LÆS OGSÅ: Æbler nedsætter risikoen for hjerte-kar-sygdomme

Ikke noget vidundermiddel

Arshed A. Quyyumi og Ibhar Al Mheid mener, at der er grund til at stile spørgsmålstegn ved D-vitamins rygte som en slags vidundermiddel med effekt mod en lang række sygdomme.

Stadig flere studier sår tvivl om helseeffekten. For nylig viste et interventionsstudie, at D-vitamin-tilskud ikke har effekt på risikoen for diabetes 2.

Jutta Dierkes fra Universitetet i Bergen er enig.

»Der er tale om ernæring. D-vitamin er et livsvigtigt stof, som vi har brug for hele livet, men det er ikke en mirakelkur, som hjælper mod alt,« siger hun og tillføjer:

»Det ville ganske enkelt være mærkeligt, hvis et næringsstof havde en så mirakuløs effekt.«

Jutta Dierkes understreger dog, at det er vigtigt at behandle personer, som har vitamin D-mangel for at sikre et sundt skelet samt forebygge sygdomme.

»Her i Norge ser vi ikke så meget sollys, og vi ligger i toppen for knogleskørhed og hoftebrud. Her er det sikkert en god ide at opholde sig ude i sollyset om sommeren og tage tran-tilskud om vinteren. Men det handler om at afværge mangel - ikke om at have superhøje D-vitamin-værdier.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: D-vitamin: Det ved vi om effekt, mangel og tilskud

LÆS OGSÅ: Studie: Høj dosis D-vitamin under graviditeten forebygger emaljefejl hos børn

LÆS OGSÅ: Kæmpestudie: Langt de fleste kosttilskud hjælper ikke mod hjertesygdomme eller døden

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.