Lille studie: Et varmt soveværelse gør dig dummere
Kilde: 
11 juli 2018

Føler du dig udmattet og dvask her til sommer?

Ikke så underligt.

For ny amerikansk forskning, der er publiceret i PLOS Medicine, viser, at for høj varme svækker vores hukommelse og reaktionsevne, skriver dr.dk.

Forskningen, der kommer fra Harvard T.H. Chan School of Public Health, har undersøgt forskellen på præstationen fra studerende med og uden aircondition på værelset.

De i alt 44 studerende, der blev undersøgt, blev testet for deres kognitive færdigheder, ved at de hver morgen skulle udfylde forskellige tests.

Det viste sig, at de studerende, der sov med aircondition, generelt klarede disse tests hurtigere og mere korrekt - især ved de mere komplekse tests brillerede de.

Lars Nybo, viceinstitutleder for Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, forklarer over for dr.dk, at varmens indvirkning på vores kogntive færdigheder, skyldes vores væskebalance.

»Hvis du sover et sted uden aircondition eller udluftning, vil det påvirke din væskebalance. Hvis man er bare en smule dehydreret, når man vågner, bliver man dårligere i alle kognitive tests,« siger han.

Han tilføjer desuden, at danske huse og bygninger generelt er bygget til at holde på varmen, og det derfor kan give os problemer med søvn og væskebalance i varme perioder som nu.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.