Det er Tour de France-tid, og så er det også tid til at genoptage diskussionerne om, hvorvidt cykelrytterne er dopet med epo eller ej. Men lad nu for en kort stund cykelrytterne være i fred og tænk på dopede mus i stedet for.
Danske forskere fra Rigshospitalet har gjort en opdagelse på dopede mus, der kan blive guf for verdens medicinalfirmaer, der prøver at udvikle effektive slankemidler.
Forskerne har opdaget, at mus, der er dopet med en unaturlig høj mængde af erytropoietin, epo, tager mindre på end almindelige mus, når de dagligt bliver fodret med en kost, som i fedtprocent svarer til et måltid junkfood til mennesker; kost med en fedtprocent på omkring 60.
Dopede mus tager halvt så meget på
I undersøgelsen, som netop er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLoS ONE, sammenlignede forskerne vægtforøgelsen hos almindelige mus og dopede mus, som enten blev fodret med en almindelig kost eller med den meget fedtrige kost.
Resultaterne er overraskende. For mens de almindelige mus i løbet af 12 uger tog 13 gram på og steg fra ca. 22 til 35 gram i vægt, så tog de dopede mus kun 7 gram på og endte med en gennemsnitsvægt på cirka 29 gram.
Så mens de almindelige mus øgede deres vægt med cirka 60 procent, øgede de dopede mus kun deres vægt med 30 procent. Med andre ord: De dopede mus tog kun halvt så meget på.
»Vores resultater viser, at epo er et meget effektivt slankemiddel i denne musemodel. Det kunne godt tænkes, at epo ville have den samme virkning i mennesker, og det kan blive en inspirationskilde for de virksomheder, som arbejder på at udvikle effektive slankemidler,« siger ph.d. Pernille Højman, der har stået i spidsen for undersøgelsen og arbejder på Center for Inflammation og Metabolisme på Rigshospitalet under Københavns Universitet.
Lang vej til slankemiddel

Opdagelsen betyder ifølge Pernille Højman ikke, at overvægtige mennesker skal dope sig med epo i håb om at smide de overflødige kilo. For epo har mange forskellige funktioner i kroppen, og en unaturlig høj mængde epo kan få nogle kedelige bivirkninger.
»Kunstig tilførsel af epo vil sætte produktionen af røde blodlegemer kraftigt i vejret og vil gøre blodet meget tyktflydende. Det vil øge risikoen for blodpropper i hjernen, hjertet og andre steder i kroppen. Det er en alt for alvorlig bivirkning at skulle leve med,« siger Pernille Højman.
Det betyder ikke, at drømmen om at bruge epo som slankemiddel skal lægges på hylden, men det kræver, at man laver nogle kunstige ændringer af epo-molekylet.
»Udfordringen bliver at lave en kunstig udgave af epo-molekylet, så det mister evnen til at få de røde blodlegemer til at eksplodere i vækst. Vel og mærke uden, at det går ud over epos evne til at øge fedtforbrændingen,« siger Pernille Højman.
Og måske står man allerede med sådan en udgave i dag. For det er lykkedes forskere at lave en kunstig udgave af epo, hvor evnen til at få røde blodlegemer til at dele sig er slået ud. Og ellers ligner det naturligt epo på en prik.
»Spørgsmålet er, om de kunstige epo-molekyler bevarer sin fedtforbrændende virkning. Det bliver spændende at se,« siger Pernille Højman og fortsætter:
»Det er ikke vores kompetence at lave lægemidler. Det er nu op til medicinalfirmaerne at vurdere, om de vil gå ad epo-vejen i kampen for at udvikle nye, effektive slankeprodukter,« siger Pernille Højman.
EPO øger fedtforbrænding i musklerne
Selve dopingen af musene er foregået med en meget sofistikeret metode, som forskergruppen har specialiseret sig i.
Under bedøvelse giver forskerne skinnebensmusklen et elektrisk stimulus. Det får muskelcellernes membraner til at blive porøse for en kort bemærkning, og det øjeblik udnytter forskerne til at sprøjte det gen, der koder for epo, ind i musklerne. (Se også boksen i bunden af artiklen.)
Det kunne godt tænkes, at EPO ville have den samme virkning i mennesker, og det kan blive en inspirationskilde for de virksomheder, som arbejder på at udvikle effektive slankemidler
Pernille Højman, Rigshospitalet
»Det betyder, at genet kan få adgang til muskelcellerne, og det giver efter kort tid muskelcellerne en evne til at producere et kæmpe højt niveau af epo. Det betyder rent faktisk, at epo-koncentrationen i blodet bliver 100 gange større end i almindelige mus,« siger Pernille Højman.
Forskerne har fra muskelprøver fra musene også fundet ud af, hvad der rent fysiologisk sker i musene.
»Epo øger fedtforbrændingen i musklerne. Det betyder, at de dopede mus på den fede kost, kan få gjort kål på fedtet i musklerne og bruge fedtet som en effektiv energikilde. Når fedtet er brændt af, vil musklerne optage mere fedt fra blodbanen. Det betyder, at fedtet på musens mave og under huden vil svinde ind. Og det er jo det, vi ser ske,« siger Pernille Højman.
Cykelryttere på slankekur?
Hvis forskernes resultater holder vand og kan overføres til mennesker, så skal epo måske ikke kun ses som en præstationsfremmer i lyset af, at det kan øge sportsudøveres iltoptagelse. Det gør dem måske også lettere, og så er det jo alt andet lige lettere at få cyklen over bjergene.
Det kunne være, at dopingkontrollen skulle begynde at veje cykelrytterne?
\ Doping af mus og mennesker
Den mest anvendte metode til at dope mus og mennesker i dag er at sprøjte vækstfaktoren (proteinet) epo direkte ind i blodbanen. Det vil have en effekt på de røde blodlegemer med det samme; de vil dele sig voldsomt.
Det øger dyrene eller menneskenes evne til at optage ilt fra lungerne til blodbanen, hvor ilten bliver transporteret af de røde blodlegemer og virker præstationsfremmende. Den kunstige mængde epo forsvinder i løbet af et par døgn, og så vil niveauet af epo og røde blodlegemer atter blive normalt.
I det omtalte forsøg har forskerne brugt en utraditionel metode til at dope musen. De har sprøjtet det gen ind, som koder for epo, direkte ind i muskelcellerne i musens skinneben.
Genet ender i kernen på muskelcellerne, og informationen i genet bliver omsat til unaturligt store mængder af epo (under normale omstændigheder bliver musens epo produceret i nyrerne - ligesom i mennesker). På den måde behøvede forskerne ikke at sprøjte musene med epo hver dag, da den selv sørgede for den store produktion. Den metode bruges - så vidt vides - ikke på mennesker.

































