Anorektikere skal ikke sidde alene til individuelle terapi-sessioner og udforske de underliggende grunde til deres sygdom.
I stedet for skal patientens familie involveres og læres op i, hvordan de holder anorektikeren i en stram snor, så han eller hun spiser nok og ikke træner for meget.
Faktisk er den familiebaserede terapi dobbelt så effektiv, når det kommer til at helbrede anoreksi-patienter. Det viser et amerikansk studie fra Stanford University, der bliver publiceret i Archives of General Psychiatry i dag.
Anorektisk adfærd skal udfordres
James Lock, der er hovedforfatter på artiklen og professor i psykiatri ved Stanford University, tror, at den højere helbredsrate kan skyldes, at den rituelle adfærd og de handlinger, der er forbundet med anoreksi, spiller en meget stor rolle i at holde sygdommen i gang.
Derfor skal adfærden hele tiden udfordres, og det kan forældrene.
»Hvis man forstyrrer den opførsel, der fastholder sygdommen, og får patienterne til at spise, forstyrrer man også deres tankegang, og hele tiltrækningskraften ved den måde at tænke på bliver mindre,« udtaler han i en pressemeddelelse om fordelene ved, at forældre til anoreksi-patienter hele tiden holder deres børn fast på at spise og at afholde sig fra at træne for meget.
Dobbelt så høj succes
Forskerne i Locks team undersøgte 121 mandlige og kvindelige anoreksipatienter i alderen 12-18, som blev delt i to grupper.
Den ene modtog individuel terapi, mens den anden fik familie-baseret terapi. For at undgå, at enkelte lægers måde at arbejde på gav udslag i resultatet, fik alle læger tildelt patienter fra begge grupper.
Patienterne blev evalueret af forskerne i begyndelsen og slutningen af den etårige periode, som forsøget løb over.
\ Fakta
VIDSTE DU
Kirsten Hørder fortæller, at noget af det vigtigste, som forældre til børn og unge med spiseforstyrrelser skal lære, er at skelne mellem deres barn og barnets sygdom. På fagsprog hedder det ‘eksternalisering’. Man skal have skilt patienten og sygdommen ad.
Efterfølgende kiggede de på patienterne efter 6 måneder og igen efter 12. Hvis patienterne havde opnået 95 % af deres normalvægt, og klarede sig godt i en test, blev de anset for at være raske. Hvis de havde opnået 85 % af deres normalvægt, blev de erklæret delvis raske.
Efter studiets afslutning var knap halvdelen af patienterne, der modtog familie-baseret terapi, erklæret raske, mens det kun gjorde sig gældende for 23 % af dem, der fik individuel terapi. Lige mange patienter i de to grupper blev erklæret delvis raske.
»Selvom begge behandlinger hjalp en gruppe patienter, indikerer dette studie klart, at familie-baseret terapi fungerer bedst,« udtaler James Lock.
Ikke ny viden, men vigtig forskning
Kirsten Hørder, overlæge og leder af Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital, er positiv over for studiet, der lander på et tørt sted.
»Jeg synes, det er rigtig vigtig forskning, for der er ikke lavet særlig meget forskning i behandling af anoreksipatienter,« siger Kirsten Hørder.
»Men der er egentlig ikke tale om ny viden, nærmere en bekræftelse på allerede eksisterende viden,« siger hun, og henviser til studier lavet i slutningen af 80’erne og 90’erne af blandt andre Ivan Eisler fra Institute of Psychiatry i London.
Undersøgelserne konkluderede, at familie-terapi gav bedre resultater.
Den nye undersøgelse fra Stanford University har dog flere deltagere, og Kirsten Hørder vurderer, at der er tale om en troværdig undersøgelse. Det understøttes af, at den skal publiceres i Archives of General Psychiatry, hvilket ifølge Kirsten Hørder borger for kvalitet.
Anoreksi skal provokeres
På Center for Spiseforstyrrelser ved Syddansk Universitet arbejder man i dag meget med familie-baseret terapi.
Vi arbejder med at styrke forældrene, lære dem at sætte grænser og at være autoritetsfigurer for deres børn
Kirsten Hørder
»Fordi vi arbejder med børn og unge, der stadig bor hjemme, er det vigtigt også at hjælpe forældrene, så de kan hjælpe deres børn,« siger Kirsten Hørder.
»Vi arbejder med at styrke forældrene, lære dem at sætte grænser og lære dem at være autoritetsfigurer for deres børn, og så lærer vi dem at skelne mellem deres barn og anoreksien – når de har en konflikt, er det anoreksien, der siger grimme ting, og ikke barnet.«
»Forældrene skal også lære, at anoreksien skal provokeres og udfordres, for det er i konflikterne, udviklingen sker. Hvis der ikke sker udvikling i sygdommen, har anoreksien overtaget,« forklarer Kirsten Hørder, og er dermed enig med James Lock fra Stanford.
Familie-baseret terapi er udbredt i Danmark
I Danmark er familiebaseret terapi ganske udbredt.
Kirsten Hørder fortæller, at Sundhedsstyrelsen anbefaler denne terapiform, når det drejer sig om unge patienter. Det gør de på baggrund af de undersøgelser, der tidligere er lavet.
Hun understreger dog, at behandling af patienter med spiseforstyrrelser sammensættes af flere forskellige elementer, afhængig af den enkelte patient.
For Kirsten Hørder giver det alt i alt god mening, at familie-baseret terapi bruges meget.
»Barnet er jo en del af en familie. Det vil sige, at deres symptomer og adfærd udspilles i samspil med familien. Så hvis man hjælper familien med at ændre handlingsmønstre, kan man måske skabe mulighed for forandring i forhold til sygdommen,« slutter hun.
