Sygdom, vold, dødsfald, stress, skilsmisser og katastrofer. Det er episoder, vi alle helst vil styre uden om gennem livet.
Men et mangeårigt studie af 2.400 personer slår nu fast, at »hvad der ikke slår os ihjel, vil faktisk i moderationer gøre os stærkere.«
De personer, der i studiet havde oplevet enkelte perioder med modgang, følte sig psykisk bedre tilpas og mere lykkelige end dem, der havde været de triste begivenheder foruden. Det skriver scientificamerican.com.
For meget modgang giver stress
Sammenhængen mellem mentalt velvære og modgang viser sig at være en U-formet kurve. Det betyder, at et stort antal livskriser ligesom fraværet af dem ikke har nogen positiv effekt på livskvaliteten.
Ifølge forskerne bag indikerer det, at en bestemt mængde kampe gennem livet skaber robusthed og en følelse af kontrol, mens for få eller for mange giver uro, angst og stress.
Det er dog umuligt at bestemme præcis, hvor mange modgangsperioder, der skal til for at beskytte mod ulykkelighed, men forskerne peger på to til tre.
De fraråder dog alle bevidst at påføre sig selv psykisk smerte for at hærde sig selv.
Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Journal of Personality and Social Psychology.

































