Det er almindelig kendt, at vore lunger har en enorm overflade, men at de også er dækket af væske, er viden, som er mindre udbredt.
Denne væske virker som sæbe: De samme egenskaber, som gør, at man kan vaske madrester af beskidte tallerkener, gør, at lungerne ikke kollapser, hver gang vi ånder ud. Sæben sænker væskens overfladespænding. Når man vasker op, gør dette, at vandet nemmere kan fugte overfladen af kopper og tallerkner og komme til snavs og madrester.
I lungerne virker den lave overfladespænding sådan, at alveolerne ikke kollapser, når væskeoverfladerne kommer tættere på hinanden. I lungerne kaldes opvaskemidlet lungesurfaktant.
Børn gives i dag flere doser lungesurfaktant
Lungernes opbygning giver dem deres enorme overflade. Når luften åndes ind gennem luftrøret, forgrener dette sig hurtig til bronkioler, som igen deler og deler sig mange gange, indtil de til sidst kaldes de terminale brokioler. For enden af de terminale bronkioler sidder lungeblærene, alveolerne. Denne forgrening og blærerne gør, at lungerne har en overflade på omtrent 100 m².
Det meste af denne overflade er dækket af lungesurfaktant. Voksne mennesker har 10-20 ml lungesurfaktant, så denne væskefilm er meget tynd (0,2 micrometer). Den er ikke desto mindre helt essentiel for, at vore lunger fungerer.
Hvor vigtig denne væske er, blev klart i 90'erne, da man fandt ud af, at den primære dødsårsag hos for tidligt fødte børn (før uge 34) var pga. overbelastning, fordi de forsøgte at ånde med lunger med næsten ingen eller meget lidt lungesurfaktant.
Disse børn gives i dag en eller flere doser lungesurfaktant udvundet fra dyrelunger, og dette har resulteret i et markant fald i dødeligheden af fortidligt fødsel.
Senere har forskningen vist, at lungesurfaktanten er påvirket af mange lungesygdomme, for ikke at sige de fleste. Blandt disse finder man ARDS (acute respiratory distress syndrom) som opstår af flere årsager såsom traumer, sepsis, inhalation af giftige kemikalier m.fl. Lungesurfaktant funktionen er påvirket i andre mere 'almindelige' sygdomme såsom astma, KOL og lungebetændelse.
Lungens overflade reduceres med cirka 20% ved udånding
Hvad er det så med denne væske, som gør den så vigtig? Væske er et kompleks miks af lipider og proteiner, som reducerer overfladespændingen på væskefilmen. Overfladespændingen på almindelig vand er 70 mN/m, men på overfladen af en lungesurfaktant film er den kun 20-25 mN/m.
Når man ånder ud, reduceres lungens overflade med ca 20%, hvilket vil sige, at væggene i alveolerne kommer tættere på hinanden. Hvis overfladespændingen er høj, vil de klappe sammen. Lungesurfaktanten sænker overfladespændingen til nær 0 mN/m, så selv meget små alveoler kan holdes åbne. Dette gør, at det at puste kræver meget lidt kraft.
Hvis lungesurfaktanten derimod er beskadiget, som kan ske ved sygdom, sænkes overfladespændingen ikke til disse meget lave værdier, og der sker lokale kollaps af alveoler, og væske fylder de mindste forgreninger, de terminale bronkioler. Alveolerne skal åbnes igen og væsken fjernes fra bronkiolerne, og det kræver kraft - man puster tungt.
Hvordan lungesurfaktanten bliver påvirket af vore omgivelser, vil jeg komme tilbage til i de næste mange blogindlæg.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
