Tænk at leve et helt liv, uden at vide at man har gemt på en ekstremt sjælden tilstand.
Det er tilfældet for en 78-årig engelsk mand, der var uvidende om hans meget unikke anatomi frem til hans død. Efter at have doneret sin krop til forskning, opdagede lægerne, at han havde ikke bare én, men to ekstra penisser.
Det skriver Gizmodo.
Ved det blotte øje var der ikke noget ud over det sædvanlige. Men da forskerne dissekerede hans lig, fandt man to små penisser inde i pungen.
De to ekstra penisser var henholdsvis 3,8 og 3,7 cm lange og var halvt så store som hans primære penis. Derudover fandt forskerne ud af, at hans urinrør gik gennem hans primære og sekundære penis.

Så hvad er det for et fænomen?
I en videnskabelig artikel, udgivet i Journal of Medical Case Reports, beskriver forskerne, at manden er den anden patient i historien med den sjældne sygdom ‘triphallia’, hvor man fødes med tre penisser.
Det første registrerede tilfælde var et 3-årigt barn i Irak, viser et studie fra 2020.
Da forskerne ikke kender til mandens sygdomshistorie, er det uvist, hvordan de ekstra penisser har påvirket hans hverdag. Det er dog kendt, at flere penisser kan forårsage problemer som urinvejsinfektioner og impotens.
Andre forskere mener imidlertid, at studiet kræver yderligere gennemgang, da man kan have forvekslet den sekundære penis med en del af den primære penis.
Men der er ingen tvivl om, at det bliver en spændende case for forskere og medicinstuderende at dykke ned i.

































