Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Læger bag nyt studie: Hold dig ikke for næsen, mens du nyser

Annonce:

Et nys er sjældent belejligt, og du har garanteret oplevet en situation, hvor du har kæmpet med trangen til at udbryde et højt og vådt: »ATJUUUUU!«

Det kan være ubehageligt at holde et nys tilbage, men nu viser et eksempel fra BMJ Case Reports, at det også kan være skadeligt, hvis man er uheldig.

En britisk mand på 34 år endte med store skader på halsen og lungerne efter at have holdt sig for næsen og presset munden sammen for at undgå at nyse højlydt.

Han kunne ikke tale og havde voldsomme smerter, beretter lægerne, der tilså ham ifølge Livescience.com.

Efter en CT-skanning kunne lægerne se, at manden havde små luftbobler i huden omkring halsen og også i brystområdet mellem lungerne – en tilstand kendt som ’pneumomediastinum’.

Derudover viste skanningen, at mandens tilbageholdte nys havde lavet et hul i bunden af halsen, hvilket lægerne behandlede med antibiotika.

Det kan være skadeligt at tilbageholde nys ved at blokere næsen og munden og bør derfor undgås, konkluderer forfatterne til eksemplet beskrevet i BMJ Case Reports:

Annonce:

»At tilbageholde nys kan føre til mange komplikationer såsom luft, der er fanget i brystet mellem lungerne, skader på halsen, og endda også sprængte blodkar i hjernen,« forklarer de.

Manden blev udskrevet fra hospitalet uden varige men efter syv dage.

ie