Forleden kørte jeg i undergrundsbanen i London på vej fra ét møde til et andet og læste i avisen 'The Independent', som jeg havde taget på hotellet. Jeg faldt over en af disse overskrifter, som beskriver et gennembrud i kræftforskningen, som inden for kortere eller længere tid vil betyde en forbedring for vores patienter.
Jeg kan blive helt træt af at se disse artikler, som ofte lover mere end de kan holde.
Ydermere ved tanken om, at hvis en lignende artikel kommer ufordøjet i pressen herhjemme, vil man uvægerligt kunne give urealistiske forhåbninger for svært syge kræftpatienter, som vel at mærke ikke har nogen som helst chance for at få gavn af de beskrevne fund, som oftest er – i bedste fald – indikatorer på, at noget nyt og bedre er i vente.
Forskningsgruppen kan ikke udforske alle aspekter af en sygdomsgruppe
Da Tuben imidlertid holdt stille lige før Tottenham Court Road stationen, som er den nærmeste før University College Hospital, hvor jeg skulle af, læste jeg for en gangs skyld videre. Jeg bemærkede, at arbejdet, som der blev refereret til, drejede sig om kræftstamceller ved forstadier til leukæmi, og at det udgik fra et velanskrevet institut i Oxford.
Så faldt 10-øren for mig, for jeg blev klar over, at jeg selv var medforfatter til artiklen (!). Baggrunden er, at jeg i snart 35 år med tilladelse fra forskellige Videnskabelige Komite-systemer har haft tilladelse til at nedfryse levende celler fra patienter på vores afdeling, dels så vi kan reanalysere dem til gavn for patienten selv, men klart også til, at vi kan forske i deres sygdom.
I dette tilfælde drejede det sig altså om forstadier til leukæmi, hvor blodproduktionen er gået af sporet (fagudtrykket er noget så mærkeligt som 'myelodysplastiske syndromer'). Selv om der er udgået adskillige videnskabelige afhandlinger om dette emne fra min forskningsgruppe, magter vi selvsagt ikke at udforske alle aspekter af denne komplicerede sygdomsgruppe.
Her supplerer forskningsgruppen i Oxford os, og vi har derfor i flere omgange sendt celler over til dem.
Ophav fra én celle kan analyseres for genetiske forandringer
I Oxford har man faktisk udført nogle meget avancerede forsøg i laboratoriet, hvor cellerne først gror i seks uger for derfor at overføres til en anden kultur, hvor de gror i yderligere to.
Ved at oprense mulige stamceller før kultureringen, har de (som faktisk er nordmænd) opnået en mere detaljeret viden om de celler, som må antages til at give ophav til den afsporede bloddannelse og faktisk også udviklingen af leukæmi, som ses hos op mod halvdelen af disse patienter.
Der er ikke alene tale om at cellerne gror, men at ophav fra en eneste celler kan analyseres for sig for genetiske forandringer, som kan være årsagen til kræftudvikling.
Meget svære forsøg (som ofte ender med ganske få celler til den endelige analyse) har efter min mening givet bevis for, at en kræftsygdom kan stamme fra en lille undergruppe af celler, som imidlertid er nok til at give anledning til ikke alene sygdomsudbrud men også eventuelle tilbagefald.
Journalistsk vinkling kan medføre urealistiske håb
Jeg er glad for at have kunnet bidrage med celler, med diskussioner med forskerne og også forslag til manuskriptets udformning til dette vigtige arbejde, men min anke er, at en journalistisk vinkling som denne kan medføre urealistisk håb om, at en behandlingsmæssig konsekvens er lige om hjørnet. Hertil kræves,
- at fundene eftervises af andre forskere
- at cellernes evne til at overleve standard kræftbehandlinger bedømmes
- og endelig, at man måske udvikler nye lægemidler, som med færre bivirkninger med større effektivitet rammer kræftstamcellerne.
Det kan – i den konkret situation – efter min mening ikke nås på mindre end 10 år.
Det er en svær balance
Faktisk var jeg sammen med tre fra min gruppe et par dage senere end min tur i Londons undergrund på besøg hos gruppen i Oxford, da vi foretager lignende forsøg, men ved en anden sygdom.
Her havde jeg lejlighed til at diskutere problemstillingen om kommunikation af forskningsresultater med førsteforfatteren (når han ikke lige gav mine medarbejdere vigtige tekniske tips eller vi talte om andre emner).
Vi var enige om, at det er en meget svær balance at veje på den ene side ønsket om at informere samfundet om vores forskning og på den anden ikke være for populistisk og forenklende.
Her er vejen fra lovende resultater i alle tilfælde lang, men værd at fortælle om, også selv om man altså kan have svært ved at genkende sig selv i avisartiklen!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
