I dag er en skizofreni-diagnose forbundet med en reduktion af den forventede levealder på næsten 20 år. Følger man visse kriterier, er det kun én ud af syv, som rent faktisk får det bedre igen.
Trods et utal af påståede fremskridt i behandlingen af skizofreni, er mængden af patienter, som bliver raske igen, ikke vokset gennem årene. Et eller andet er altså helt galt.
En del af problemet viser sig at være konceptet 'skizofreni' i sig selv.
Ideen om, at skizofreni er en enkeltstående sygdom, er blevet 'fatalt undermineret'.
Ligesom vi nu kalder det 'autisme spektrum forstyrrelser', er vi også begyndt at betragte psykose (typisk karakteriseret ved angstfremkaldende hallucinationer, vrangforestillinger og forstyrrende tankemylder) som noget, der kan placeres på et kontinuerligt spektrum af varierende styrke.
Skizofreni ligger i bunden af spektrets værste ende.
'Skizofreni' skal afskaffes helt
Jim van Os, der er professor i psykiatri ved Maastricht Universitet, har arguementeret for, at vi ikke kan skifte til den nye forståelse uden også at ændre vores sprog.
Han foreslår, at ordet 'skizofreni' skal afskaffes helt. I stedet for bør vi bruge konceptet 'psykose spektrum forstyrrelser', siger han.
Et andet problem er, at skizofreni opfattes som en 'håbløs, kronisk hjernesygdom'.
\ Læs mere
Konsekvensen af det er, at nogle af de folk, som får diagnosen – og enkelte forældre også – har fået at vide, at de havde været bedre stillet, hvis de var blevet diagnosticeret med kræft i stedet, da det er nemmere at kurere.
Men sådan en opfattelse af skizofreni er kun mulig, hvis man ekskluderer alle dem med et positivt slutresultat. For eksempel oplever nogle af dem, der bliver raske, at deres bedring forklares med, at »det så nok ikke var skizofreni alligevel.«
Skizofreni forstået som en skjult, håbløs og konstant forværrende hjernesygdom, siger Jim van Os, »eksisterer ikke.«
På sammenbruddets rand
Skizofreni kan vise sig at være mange forskellige ting. Den eminente psykiater Sir Robin Murray beskriver her hvorfor:
»Jeg forventer at se enden på brugen af konceptet skizofreni snart (…) syndromet er allerede begyndt at blive brudt ned (i mindre dele, red.) – for eksempel til de forskellige tilfælde forårsaget af henholdsvis genetik, stofmisbrug, social modgang, og så videre,« siger han og fortsætter:
»Den proces vil formentlig accelerere, og ordet 'skizofreni' vil blive forvist til historien.«
Lige nu undersøger forskerne de mange forskellige måder, som folk kan ende med at have de oplevelser, der er karakteristiske for skizofreni: Hallucinationer, vrangforestillinger, tankemylder og uorganiseret adfærd, apati og hæmmet følelsesliv.
En af fejlene gennem tiden har været at forveksle en vej med vejen – eller mere almindeligt – at forveksle en lille grussti med en motorvej.
For eksempel har forskerne E. Fuller Torrey og Robert Yolken, som har undersøgt parasitten Toxoplasma gondii, der transmitteres til mennesker fra katte, argumenteret for, »at den vigtigste ætiologiske agent (årsag til sygdom – her skizofreni, red.) kan vise sig at være en smittefarlig kat.«
Det kommer ikke til at ske.
Evidensen viser ganske vist, at en tidlig eksponering af Toxoplasma gondii kan øge oddsene for at få en skizofrenidiagnose.
Men der er tale om en meget lille effekt, som i bedste tilfælde er sammenlignelig med andre risikofaktorer, men formentlig meget lavere.
For eksempel kan modgang i barndommen, cannabisforbrug eller infektioner i centralnervesystmet som barn alle fordoble eller tredoble oddsene for, at man bliver diagnosticeret med en psykotisk lidelse (såsom skizofreni).
Mere nuancerede analyser viser, at effekten her faktisk kan være meget større.
Et dagligt forbrug af skunk, en højpotent type cannabis, kan for eksempel femdoble oddsene for at udvikle en psykose i forhold til, hvis man ikke røg skunk.
Og sammenligner man en gruppe, der ikke har oplevet traumer, med en gruppe, der har oplevet fem forskellige typer af traumer (heriblandt seksuelt og psykisk misbrug), er der en oddsforskel på mere end faktor 50.
Andre veje til 'skizofreni' er også blevet identificeret. Omkring en procent af alle tilfælde ser ud til at blive forårsaget af manglen på en lille DNA-strækning på kromosom 22, på fagsprog kaldet '22q11.2 deletion syndrome'.
Det er også muligt, at en encifret procentdel af folk med skizofreni oplever deres symptomer på grund af hjernebetændelse forårsaget af autoimmune lidelser såsom anti-NMDA receptor encephalitis – men den ide er stadig kontroversiel.
Alle de nævnte faktorer kan føre til de symptomer, som vi i vores uvidenhed har smidt ned i en kasse kaldet skizofreni.
\ Læs mere
En anden oplever måske symptomerne på grund af en kompleks posttraumatisk reaktion. Men sådanne interne og eksterne faktorer kan også virke i samspil.
Alt andet lige viser det sig, at de to ekstreme lejre i 'skizofrenikrigen' – dem der mener, at det er en genetisk sygdom, og de der mener, at det er en reaktion på psykologiske faktorer – begge har en del af svaret.
Det var forestillingen om, at skizofreni skulle være én bestemt sygdom med en enkeltstående årsag, som udløste konflikten i første omgang.
Hvad betyder det for behandlingen?
Mange andre sygdomme – for eksempel diabetes og forhøjet blodtryk – kan have et virvar af årsager, men ikke desto mindre påvirke de samme biologiske områder og reagere ens på en bestemt behandling.
Skizofreni kan måske opføre sig på samme måde, og det er da også blevet foreslået, at de mange forskellige årsager til skizofreni alle fører til det samme slutresultat: Øget dopaminniveau.
Hvis det er tilfældet, så er debatten om, hvorvidt man kan bryde skizofreni ned til forskellige årsagsfaktorer, pludselig en smule akademisk, da den ikke hjælper med at finde en behandling.
Men der er flere og flere indikationer for, at de forskellige årsager også kræver forskellige behandlingsformer.
For eksempel peger foreløbige resultater på, at skizofrenipatienter, som oplevede traumer i barndommen, har mindre gavn af antipsykotisk medicin.
Der er dog behov for flere undersøgelser af dette, og folk, som tager antipsykotisk medicin, skal ikke stoppe deres behandling uden vejledning fra lægen.
Det er også blevet foreslået, at nogle tilfælde af skizofreni faktisk er en form for autoimmun hjernebetændelse, og at den mest effektive behandling vil være immunterapi (såsom kortikosteroider) og udskiftning af blodplasma.
Men det er stadig et broget behandlingsbillede, som toner frem. Nogle nyere tiltag, såsom familie-terapi, tyder på at have potentiale for en bred vifte af folk med skizofrenidiagnoser.
Både generelle og specifikke interventioner kan altså være nødvendige. Derfor er det altafgørende at undersøge og udspørge folk om alle potentielle årsager.
Det indebærer også at spørge ind til eventuelt misbrug i barndommen, hvilket stadig ikke er en del af diagnoseproceduren.
Muligheden for, at forskellige behandlinger virker på forskellige mennesker, forklarer yderligere 'skizofrenikrigen'.
Psykiateren, patienten eller familien, som oplever dramatisk forbedring på grund af antipsykotisk medicin, vil naturligt blive indædte fortalere for den behandlingsform. Psykiateren, patienten eller familien, som ikke ser nogen effekt af medicinen, men derimod har succes med alternative behandlingsformer, bliver fortalere for disse.
Hver gruppe ser den anden som benægtere af behandlingsformer, som, de selv har oplevet, virker, og i deres iver for at tale for eller imod den ene eller anden behandlingsform kan de ende med at udelukke nogle fra den behandling, som ville virke bedst for dem.
Hvad gør vi nu?
Intet af dette skal forstås som et forsøg på at sige, at konceptet 'skizofreni' slet ikke kan bruges til noget.
Mange psykiatere ser det som et nyttigt klinisk syndrom, der kan hjælpe med at definere en gruppe, som har nogle bestemte sundhedsbehov.
Her forstås sygdommen som en biologisk tilstand, der endnu ikke er fult forstået, men som har en fælles genetisk basis i mange patienter.
Nogle af de mennesker, som bliver diagnosticeret med skizofreni, synes også, det er et nyttigt begreb.
Det kan hjælpe dem med at få adgang til behandling, og det kan øge støtten fra familie og venner.
Samtidig kan det også sætte et ord på de problemer, som de har, hvilket kan være med til at styrke selvværdet, da man nu har en sygdom at bebrejde og ikke kun sig selv.
Klassifikation af sygdom er altid en kamp
Der er selfølgelig stadig mange, som oplever, at diagnosen ikke hjælper dem. Vi er nødt til at fastholde de positive og frigøre de negative betydninger af skizofreni, efterhånden som vi bevæger os mod en post-skizofreni-tid.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Hvordan, det vil se ud, er uklart. Japan besluttede for nylig, at skizofreni er en 'integrationslidelse'. Vi har også set på ideen om 'psykose spektrum forstyrrelser'.
Historisk set, er klassifikationen af sygdomme i psykiatrien altid resultatet af en kamp, hvor »den mest berømte og velartikulerede professor vinder.«
\ Læs mere
Fremtiden bør baseres på evidens og en dialog, som også omfavner dem, der oplever sygdommen på egen krop.
Hvad end der genopstår af skizofreniens aske, så skal det give os en bedre måde at hjælpe dem, som kæmper med de meget virkelige symptomer.
Simon McCarthy-Jones modtager forskningsmidler fra det Irske Forskningsråd og den USA-baserede Brain & Behavior Research Foundation.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation. Oversat af Kristian Secher.
