Skizofreni: Intensiv behandling har stor effekt

Da Henrik Jensen var 20 år gammel, blev hans liv og hverdag overtaget af en stor og altoverskyggende sorg. Han var ellers på landsholdet i judo og trænede hver dag, men pludselig kunne han ikke se meningen med træningen. Han stoppede på landsholdet og isolerede sig derhjemme.

»Der gik nogle måneder, så fandt jeg ud af, hvorfor jeg var så ked af det. Det var, fordi jeg var alene i verden, og ingen holdt af mig,« fortæller han.

Han havde vrangforestillinger om, at hans venner syntes, at han var en vittighed og grinede af ham bag hans ryg.

Hans far sendte ham til psykolog, som sendte ham til psykiater, som indlagde ham på Dianalund Psykiatrisk Hospital. To år efter kom Henrik Jensen med i OPUS – et finmasket behandlingsforløb for unge med skizofreni.

Konklusion: OPUS virker

»Jeg har aldrig før oplevet, at nogen gik så meget op i mig og tog hånd om min situation på den måde. Det var, som om der var nogen med en finger på hver knap til at passe på mig. Om det så var en indlæggelse eller hjælp til at få hverdagen til at fungere eller støtte til at vælge og komme i gang med uddannelse,« fortæller han.

OPUS blev sat i gang i 1998 som et forskningsprojekt. 547 unge med debuterende psykose deltog. Halvdelen fik standardbehandling, mens den anden halvdel fik et særligt tilrettelagt OPUS-forløb i to år.

En gruppe forskere har nu evalueret effekterne af OPUS-behandlingen, og resultaterne taler klart for den intensive behandlingsindsats.

Evalueringen viser blandt andet, at de patienter, som var i OPUS-behandling, generelt havde en meget større tilfredshed med behandlingen sammenlignet med de patienter, som fik standardbehanling i psykiatrien. Samtidig var deres medicinforbrug mindre, og medicinen virkede generelt bedre på sygdommen.

OPUS fokuserer ikke kun på sygdommen

Disse resultater kommer ikke bag på overlæge og leder af kompetencecenter for debuterende psykose i Roskilde, Ulrik Haahr. Han står for at koordinere OPUS-forløbene i Region SJælland.

»Jeg kan godt genkende det, selvom vi ikke har lavet samme undersøgelse i vores region. Den medicinske behandling er nok nogenlunde ens i OPUS og standardbehandlingen. Det er de behandlingstiltag, som ligger uden om medicinen, der virkelig gør forskellen,« påpeger han.

OPUS-behandlingen adskiller sig på flere måder fra standardbehandlingen, fortæller professor på Psykiatrisk Center København, Merete Nordentoft. Hun har været en af hovedkræfterne bag opstarten af OPUS-forløbene i København, og hun har også været med til at lave evalueringen.

»Den unge møder et mere tværfagligt team, som består af både psykologer, psykiater, ergoterapeuter og socialrådgivere. Personalet har bedre tid. På den måde kommer man rundt om hele personen og alle de udfordringer, han eller hun har i hverdagen. Man fokuserer ikke kun på sygdommen,« fortæller hun.

I dag er behandlingsforløbene udbredt til alle regioner i Danmark, og i Region Hovedstaden får alle unge med skizofreni tilbud om et OPUS-forløb.

Patienten er en længe ventet gæst

I vejledningen til OPUS-personalet står blandt andet, at patienten skal mødes som en længe ventet gæst, som man er glad for at få besøg af, og som man gerne vil have til at blive længe.

»I standardbehandlingen bliver det meget mere: ‘Har du symptomer? Her er noget medicin’. I OPUS kan man tilbyde en meget mere fintmasket hjælp. Man har kontakt med sin kontaktperson en gang om ugen. Familien bliver inddraget. I OPUS kan vi gå ind i de bekymringer, de unge har om at miste kammerater, blive smidt ud af sin lejlighed eller studium og så videre,« siger Merete Nordentoft.

Kontaktpersonerne for de unge har hver kun 10-12 unge tilknyttet. I standardbehandlingen i distriktspsykiatrien har en kontaktperson omkring 40 unge.

»OPUS gør flere ting rigtigt,« fortæller Ulrik Haahr, ledende overlæge på kompetencecenter for debuterende psykose i Roskilde.

»Man satser på intensiv behandling tidligt. Det forhindrer forværring af symptomerne. Man sørger for, at der er en tæt kontakt til den samme behandler. Meget tættere, end man har kunnet give i den traditionelle behandling. Kombinationen af den støttende behandling, psykoedukation (undervisning i sygdommen, red.) og familiebehandling betyder rigtig meget for udkommet på længere sigt,« siger han.

Netop oplevelsen af at være ønsket, og af at nogen virkelig tager hånd om en og bekymrer sig om en, havde stor betydning for Henrik Jensen.

»Der er ikke nogle udbrændte mennesker i OPUS. Det var folk, som ønskede det bedste for mig. Jeg har hørt en sige om OPUS: Hvis jeg falder, så ved jeg, at OPUS vil gribe mig. Der var en tryghed om, at det aldrig gik helt galt,« forklarer han.

Familien er med i behandling

De pårørende er så vidt muligt altid inddraget i OPUS-behandlingen. Det lykkedes i 90 procent af tilfældene at inkludere de pårørende i forløbene. Da OPUS blev startet op, undersøgte forskergruppen, hvor ofte de pårørende var inddraget i standardbehandlingen. Her var det kun i 20 procent af tilfældene, at det lykkedes at få de pårørende med.

»Det er godt for de pårørende at være med, for de er selvfølgelig bekymrede og i vildrede om, hvordan de kan hjælpe. De kan få en bedre forståelse af sygdommen og symptomerne. Det er også en fordel for patienten, fordi de pårørende bliver bedre til at give den rigtige støtte. De pårørende kender også patienten meget bedre end os, og de kan gøre os opmærksom på symptomer, som vi ikke ser,« forklarer Merete Nordentoft.

For Henrik Jensen var det en stor lettelse, at hans familie blev inddraget.

»De tog hånd om min familie. Der var familiegrupper, hvor man kunne tale om alt. De kunne tale om små ting, som hvorfor jeg ikke kunne overskue at komme til deres fødselsdage. Min familie vidste jo lige så lidt om sygdommen som mig,« fortæller han.

Professor i psykiatri på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Poul Videbech, har mødt mange pårørende, som har været utroligt glade for OPUS.

»Der, hvor OPUS virkelig gør en forskel, er i forhold til de pårørende. Jeg har mødt utrolig mange pårørende, som er meget glade for OPUS, fordi de får en meget bedre forståelse af sygdommen,« siger han.

Undervisning i sygdommen er en del af OPUS

En anden vigtig del af et OPUS-forløb er, at både den syge og de pårørende bliver undervist i sygdommen. På den måde lærer den unge og familien at genkende symptomer på forværring af sygdommen.

Samtidig giver det en forståelse af, hvordan medicinen virker, hvilke bivirkninger den har, og hvorfor det er vigtigt at tage den på trods af bivirkningerne.

»Vi ved fra mange sygdomme, at jo mere man ved om sin sygdom, jo bedre går det. Uanset om det er sykkersyge eller depression eller skizofreni,« fortæller Poul Videbech.

Henrik Jensen blev også undervist i sin sygdom.

»Det er altid rart at vide, hvad man fejler. Når man får at vide, at grunden til, at det gør ondt, er, fordi du har denne her sygdom, så er det rart at vide, hvad det er for en sygdom. Det er også en god ting at forstå, hvorfor jeg tager medicinen, og hvordan den virker,« fortæller han.

OPUS billigere end standardbehandling

På trods af, at OPUS-behandlingen er så meget mere omfattende end standardbehandlingen af unge med skizofreni, er den intensive indsats alligevel billigere.

Et OPUS-forløb varer omkring to år, hvorefter de unge overgår til den almindelige distriktspsykiatri. Tre år efter endt OPUS-behandling har de unge i gennemsnit 20 procent færre indlæggelsesdage på psykiatriske afdelinger. Samtidig er der dobbelt så mange af dem, som bor selvstændigt, altså ikke på institution.

Det tilsammen gør, at den intensive indsats bliver billigere for samfundet.

Positive effekter forsvinder

Tre år efter, OPUS-patienterne var overgået til standardbehandling, var mange af de positive effekter af behandlingen desværre forsvundet.

»Vi har diskuteret meget med os selv, hvorfor det ser sådan ud. Vi havde håbet, at OPUS kunne være en slags kørekort i sygdommen og i at leve med den. Efter to års behandling skulle man have lært at klare sig og leve med sygdommen selv. Sådan ser virkeligheden desværre ikke ud. Vi kan se, at det hjælper, mens behandlingen er aktiv, men vi havde troet, at det var mere langvarigt,« siger Merete Nordentoft.

Det undrer dog ikke Ulrik Haahr:

»Det er svært at gå fra to års intensiv behandling til standardbehandling. I Region Sjælland har vi gjort det sådan, at efter de to år overgår de til standardbehandling, men OPUS-behandlingen foregår samme sted, hvor de eventuelt skal fortsætte. Måske kan det gøre en forskel,« siger han.

Nyt forskningsprojekt under opstart

Merete Nordentoft og hendes kollegaer er nu ved at opstarte et nyt OPUS forskningsprojekt, hvor de unge skal være i behandling i fem år.

Det er meget positivt, mener professor i psykiatri fra Aarhus Universitet, Poul Videbech.

Hvis jeg falder, så ved jeg, at OPUS vil gribe mig.

Henrik Jensen, tidligere skizofren

»Skizofreni er en meget værre sygdom, end man tror. Man skal være mere opmærksom på den videre opfølgning. Man kan ikke behandle intensivt i to år og så bare slippe de unge. Jeg tror, man bliver nødt til at køre med de fem år. Det er et langt, sejt træk,« understreger han.

Efter hans vurdering er OPUS altså ingen mirakelkur, men dog det bedste middel vi har til rådighed i dag i behandlingen af skizofreni.

Henrik Jensen afsluttede sit OPUS forløb for 7-8 år siden. Han oplevede standardbehandlingen som langt mindre omsorgsfuld. Det betød dog ikke, at han fik tilbagefald.

»De er meget overbebyrdede. Det var OPUS ikke. I OPUS har du én person, du kommer til, og så sørger hun for at lede dig i den rigtige retning. I distriktspsykiatrien var der tit ventetid på mange ting. Der var ikke den samme omsorg,« siger han.

Uden OPUS havde Henrik stået alene

Henrik Jensen er i dag 33 år. Han bor i en lejlighed i Bagsværd sammen med sin kone. Gennem OPUS fik han støtte og opbakning til at tage en uddannelse som tømrer. Det, er han overbevist om, ikke var sket uden OPUS.

»Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan det var gået uden OPUS. Jeg ville have stået helt alene med min sygdom og selv skullet arrangere at blive indlagt og selv forklare min familie, hvad sygdommen gik ud på,« siger han.

»Det er fuldstændig stensikkert, at jeg ikke var blevet tømrer. Jeg havde ikke hørt om revalidering, før min arbejdsmarkedskonsulent hos OPUS fortalte om det. Og havde jeg ikke fået revalidering, havde jeg ikke gennemført studiet. Jeg havde nok isoleret mig og fået en sporadisk behandling og eventuelt førtidspension,« siger Henrik Jensen.

Evalueringen af OPUS er publiceret i tidsskriftet Early Intervention in Psychiatry.

Henrik Jensen er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.