Midt i sommervarmen leder mange danskere efter en mirakelkur mod den overvældende varme.
En af dem er vores læser Susanne Jørgensen, og hun vil gerne have undersøgt et gammelt råd hun fik af sine brødre. »De fortalte, at man skal drikke noget varmt, når det er hedebølge, i stedet for noget koldt, som vel er det naturlige valg. Jeg har siden hørt det gentaget, men er det rigtigt?« spørger hun.
Kaffe og the, en dårlig idé
Vi stille det varme spørgsmål videre til Michael Bom Frøst, lektor ved Institut For Fødevarevidenskab under Københavns Universitet. »Det er ikke en god idé at følge rådet om at drikke varme drikke, når det er varmt. De eneste to varme drikke, man kommer i nærheden af om sommeren, er kaffe og the. Begge er vanddrivende, og væsketab er ikke noget, man ønsker sig i varmen,« forklarer han. »Der går meget kort tid før dét, du har drukket, har kropstemperatur, så effekten af at drikke eller spise noget, for at få det koldere, er meget kortvarig.«
Chili virker kølende
\ Fakta
DRIK MASSER AF VAND
Hvor meget du skal drikke ekstra på grund af varmen afhænger blandt andet af højde og vægt, men som hovedregel har man brug for ca. en halv gang mere at drikke end man plejer, forudsat at man ikke er meget fysisk aktiv enten pga. arbejde eller fysisk træning. Sørg også for at spise en normal kost.
– Men hvad så med mexicanerne, de spiser da chili for at køle sig? »Chili er et stof, som giver en brændende smag, og desuden sætter det gang i svedproduktionen, som afkøler kroppen,« forklarer Michael Born Frøst. – Er der overhovedet noget, man kan indtage for at få det køligere? »Selv spiser jeg is. Men nej, jeg mener ikke, der findes noget, man kan spise eller drikke for at få det køligere,« beklager Michael Bom Frøst.
Opfølgning
Dette svar gav så mange tillægsspørgsmål, at vi sendte spørgsmålene videre til ernæringsekspært Martin Kreutz. Læs fortsættelsen i “Køler det at drikke varme drikke, når solen skinner? Afsnit II”