Nogle gange rejser en forklaring en lang række nye spørgsmål – og det må man sige, var tilfældet i sidste uge.
Her svarede vi på, om det er en god idé at drikke varme drikke i sommerheden, og svaret har mildest talt skabt gang i tastaturerne hos vores læsere.
Og vi lytter selvfølgelig til berettiget kritik.
Derfor har vi stillet det originale spørgsmål videre til ernæringsekspert Martin Kreutzer. Han arbejder for Forsvarets Sundhedscenter og har været ansat hos Institut for Human Ernæring under Københavns Universitet. – Køler det at drikke varme drikke, når solen skinner? »Ja, det virker på to planer. For det første starter det svedproduktionen, der køler, når sveden fordamper. For det andet åbner de yderliggende blodkar, og når blodet strømmer derud, har det en kølende effekt. Det er nærmest en febertilstand,« forklarer Martin Kreutzer. Han forklarer, at når varmen åbner for de blodkar der ligger lige under huden, har varmen lettere ved at forsvinde fra kroppen.
Det er det modsatte af, hvad der sker, når kroppen bliver påvirket af ekstrem kulde.
Så leder kroppen blodet ind mod organerne for at holde på varmen. – Hvor længe varer den kølende effekt så? »Det er mere et spørgsmål om minutter end timer. Jeg vil tro, at den kølende effekt varer en lille halv time,« mener Martin Kreutzer. I sidste uge skrev vi, at kaffe og the er vanddrivende, og det har fået vores læsere til at fare i blækhuset. Kan du give et definitivt svar? »Der findes ikke nogen endegyldig sandhed om kaffe og the er vanddrivende eller ej,« siger Martin Kreutzer.
»Mennesker, som næsten aldrig drikker kaffe, vil kun være i stand til at optage omkring 60 procent af væsken. Resten ender som urin,« forklarer Martin Kreutzer.
Kroppen hos en hærdet kaffedrikker har derimod udviklet en ‘resistens’ overfor kaffens vanddrivende effekt. Derfor vil en hærdet kaffedrikkere være i stand til at optage 90 procent af væsken, « forklarer Martin Kreutzer. »Det gælder for både the og kaffe. Så jo, det virker vanddrivende. Men omfanget er helt afhængigt af, hvor meget the og kaffe man er vant til at drikke.