De unge går en sløret fremtid i møde, hvis det står til et nyt kinesisk studie.
For inden 2050 vil mere end 740 millioner børn og unge se dårligt på lang afstand. Det er mere end en tredjedel af unge, lyder estimaterne i studiet.
Det skriver ScienceAlert.
Fremskrivningerne kommer fra et nyt metastudie, hvor man har indsamlet data i perioden 2015 til 2023.
Analysen trækker på data fra 276 studier, hvor mere end 5,4 millioner børn og unge fra 50 lande har deltaget.
\ Hvad er et metastudie?
Reviews, metaanalyser, litteraturgennemgange eller systematiske forskningsgennemgange – kært barn har mange navne, men allesammen betegner de en forskningsmetode, som giver den mest troværdige evidens.
I denne type studier gennemgår forskerne nemlig den tidligere forskning i et specifikt forskningsspørgsmål, og på den baggrund samler og opsummerer de den tilgængelige evidens.
Forskerne fra Sun Yat-Sen University fandt frem til, at fra 1990 til 2023 var den globale forekomst af nærsynethed hos de 5-19-årige steget fra 24 til 36 procent.
Der er dog forskel på, hvor der er flest nærsynede unge, viser studiet:
- I Paraguay er 0,84 procent af børn og unge nærsynede, mens det i Japan er hele 86 procent.
- Hvis man zoomer ind på kontinentet, estimerer forskerne, at næsten 70 procent af unge i Asien kan blive nærsynede indenfor de næste 30 år.

Selvom genetik kan bidrage til nærsynethed, kan forskerne bag studiet ikke forklare de store stigninger.
Tidligere studier har imidlertid undersøgt sammenhængen mellem mere uddannelse og mere nærsynethed, mens andre studier har kædet coronapandemien sammen med et forværret syn blandt unge.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet British Journal of Ophthalmology.

































