Kinesiske forskere bliver snart de første i verden, der injicerer mennesker med celler, der er blevet genmanipuleret med CRISPR-teknikken. Det skriver Nature.com.
Holdet fra Sichuan University’s West China Hospital i Chengdu planlægger at begynde forsøgene i næste måned, hvor de vil afprøve cellerne på patienter med lungekræft.
»Det er et vigtigt skridt fremad,« siger Carl June, der er forsker i immunterapi ved University of Pennsylvania i Philadelphia, USA, til Nature.com.
Der har været en række andre menneskeforsøg med andre genteknologier. Blandt andet har Carl June stået bag forsøg i 2014, hvor det lykkedes at øge forsøgspersonernes immunforsvar mod HIV.
Det kinesiske forsøg kigger på patienter, der har lungekræft, og hvor kemoterapi og andre behandlinger ikke har virket.
»Behandlingsmetoderne er meget begrænsede. Den her teknik lover godt for patienterne, specielt de kræftpatienter, som vi behandler hver dag,« siger Lu You, der er onkolog og leder det kinesiske forsøg, til Nature.com.
Lu’s forskerhold skal udvinde T-cellerne fra blodet hos forsøgspersonerne for derefter at bruge CRISPR-teknologien til at indsætte en ‘molekylær guide,’ der kan finde frem til specifikke steder på et kromosom, samt et enzym der kan fjerne det - så de kan slå bestemte gener ud i cellerne.
Det specifikke gen, som forskerne er ude efter, koder for et protein ved navn PD-1, der hos raske personer fungerer som en kontrol af cellens evne til at iværksætte en immunreaktion - Men hos syge risikerer at angribe raske celler.
De ændrede T-celler vil derefter blive dyrket og formeret i laboratoriet og genindsat i patienternes blodomløb, hvor de forhåbentlig vil finde frem til kræften.


































