’Kaj’ ringede 112 flere end 100 gange på et år. Hvorfor? 

Har du nogensinde prøvet at ringe 112? De fleste danskere vil enten svare »nej« eller »ja, men kun én gang« til det spørgsmål. Heldigvis.

For 112 er til nødssituationer, som eksempelvis livstruende sygdom, trafikuheld eller voldsomme akutte skader, og en gennemsnitlig dansker ringer meget sjældent 112.

Anderledes ser det ud for mennesker som Kaj, en mand i 50'erne, der har ringet hele 116 gange til 112 det forgangne år.

Vi vil gennem artiklen henvise til Kaj, som er pseudonym for en deltager i et forskningsprojekt, hvor vi undersøgte mennesker med mange opkald til 112 i Region Midtjylland.

I denne artikel præsenterer vi data fra forskningsprojektet med fokus på, hvorfor mennesker som Kaj ringer så ofte, og hvordan dette udfordrer 112-vagtcentralen.

Man ringer 112 af en grund

»Jeg går da ud fra, dem der ringer ind til 112, det er dem, der har brug for en eller anden form for hjælp, ikke også?,« siger Kaj selvfølgeligt, før han fortsætter: »Og det er også det, som jeg har gjort de sidste ... ja, 14 dage eller sådan noget.«

Kaj forklarer, at hans helbred er »så langt nede, som det kan komme«, og at han utallige gange forgæves har forsøgt at komme igennem på telefonlinjer som Livslinjen:

»Når man så ringer på de her forskellige telefonnumre, så kan man bare ikke komme igennem. Og så bliver man henvist til 112, hvis det er, at det er kritisk.«

Han ser sig selv som en del af en gruppe borgere, som ikke bliver hjulpet af ’Velfærdsdanmark’:

»Det kan godt være, at vi har et velfærdsdanmark-agtigt noget, og vi ligger øverst ... Sådan rimeligt i hvert fald med hensyn til at vi har det godt alle sammen. Det har vi jo så åbenbart ikke alligevel jo. Men derfor skal der også være personale til, at vi kan også ... Hvad hedder sådan noget? Nogle, der kan varetage over dem, som ikke har det så godt.«

For mennesker som Kaj er de mange 112-opkald altså udtryk for et vedvarende eller uopfyldt behov for hjælp til problemer, som knytter sig til helbred og svære livsomstændigheder.

Stemmen i den anden ende af 112

Samtidig udgør 'hyppige indringere' en særligt udfordrende og ressourcekrævende gruppe for medarbejderne i Akut Medicinsk Koordinering.

Her bliver alle helbredsrelaterede 112-opkald besvaret og visiteret af garvede sundhedsprofessionelle, eksempelvis sygeplejersker og paramedicinere.

En af disse sundhedsfaglige visitatorer er Hanne, som netop har afsluttet et opkald med et hjertestop, hvor hun hjalp indringer med at få den bevidstløse patient ned i den rigtige position, begynde hjertelungeredning, åbne døren for hjerteløberne og så videre.

Det var hektisk, men måske var Hanne med til at redde et liv. Nu ringer telefonen igen, denne gang er der en velkendt stemme i den anden ende.

Det er Kaj, igen. Hanne trækker vejret dybt, polstrer tålmodigheden og siger »hvad vil du nu i dag, Kaj?«. Hanne kan hans CPR-nummer udenad.

Kaj ringer, fordi han gerne vil have hjælp, men Hanne vurderer, at hun ikke kan hjælpe ham, da han ikke er akut syg eller tilskadekommen, og hun afslutter samtalen med et råd til Kaj om at ringe til sin egen læge i morgen.

Undersøgte 400 hyppige indringere

I 2023 gennemførte vi, med økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden, et tværfagligt forskningsprojekt om mennesker med mange helbredsrelaterede 112-opkald.

Vi har i en periode på fire måneder gennemgået opkaldsaktiviteten for alle 413 borgere, der i de forgangne seks måneder havde haft fire eller flere helbredsrelaterede 112-opkald i Region Midtjylland, og som havde et nyt opkald i den periode, projektet forløb.

De borgere, der ville, kunne deltage i et interview eller udfylde et spørgeskema (se mere i faktaboksen).

Vores resultater er endnu ikke publicerede i et videnskabeligt tidsskrift (det sker formentlig til efteråret), men vi vælger at dele nu, fordi vi synes, historien er vigtig at få ud.

Men hvis du allerede nu vil læse mere videnskabelig litteratur om de hyppige indringeres eget perspektiv på den hyppige kontakt, så se dette engelske studie fra 2024.

Arketypen på en ’hyppig indringer’ findes ikke

Vores systematiske gennemgang af opkaldsaktiviteten viste, at cirka 400 borgere i Region Midtjylland opfyldte vores kriterie for at være en ’hyppig indringer’ til 112.

Tilsammen stod de for 1.803 registrerede helbredsrelaterede 112-opkald på fire måneder. Det vil altså sige, at omkring 0,03 procent af regionens befolkning stod for godt seks procent af alle helbredsrelaterede 112-opkald på fire måneder.

Antallet af opkald fra – eller på vegne af – denne gruppe borgere i løbet af de fire måneder svarer faktisk nogenlunde til det antal 112-opkald en sundhedsfaglig visitator i Akut Medicinsk Koordinering i Region Midtjylland besvarer på et helt år.

Den systematiske gennemgang af opkaldsaktiviteten viste også, at borgere med hyppige helbredsrelaterede 112-opkald er en blandet gruppe.

Aldersmæssigt spændte gruppen fra 2 til 96 år, men den største gruppe var mellem 51 og 60 år (cirka 17 procent). Det var samtidig denne aldersgruppe, der stod for flest opkald i løbet af de fire måneder (cirka 25 procent).

Der var en nogenlunde ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, med en lille overvægt af mænd blandt de cirka 400 borgere. Næsten en tredjedel af borgerne havde ikke e-Boks.

Der findes med andre ord ikke én arketype for en hyppig indringer. Det er tværtimod en lille gruppe med stor diversitet, der tilsammen står for rigtig mange 112-opkald.

Mennesker som Kaj har brug for hjælp – men hvilken?

I løbet af de fire måneder gav 17 borgere os et unikt indblik i deres perspektiv på den hyppige kontakt til 112.

Vores spørgeskema stillede blandt andet skarpt på borgernes motivation for at ringe 112.

Her angiver borgerne, at de primært ringer 112, fordi de vurderer, at deres symptomer eller tilstand er kritisk, og at de ikke kan vente længere på at få hjælp.

De angiver, at de føler sig bange, frustrerede, er i smerte og meget bekymrede, når de ringer 112.

Gennem interviewene bliver det tydeligt, at borgere med hyppig kontakt til 112 ofte er socialt udsatte borgere med svære livsomstændigheder.

Mange er ensomme, nogle er hjemløse, nogle plages af krigstraumer, nogle er multisyge, og nogle har komplicerede familieforhold. Mange har svært ved at navigere i sundhedssystemet.

De ringer 112 som en sidste udvej, når de ikke kan håndtere problemerne længere, men har generelt svært ved at give udtryk for, hvad deres symptomer eller problem egentlig er, og hvilken hjælp de har behov for.

Som Kaj siger: »Jeg havde brug for at snakke med nogle. Jeg havde brug for at få noget hjælp et eller andet sted fra, så jeg kunne få det bedre med mig selv.«

Men Kaj er ikke alene …

Kaj har været den gennemgående figur i denne artikel, som et eksempel på en borger med hyppig kontakt til 112. Men Kaj er ikke alene, der er andre som for eksempel Anja (også et pseudonym).

Anja, som har haft en svær opvækst og nu bor på gaden, beklager sig over sin status som det, hun selv kalder en 'svingdørspatient'.

Hun bliver ofte hentet af en ambulance og kørt til hospitalet, hvor hun bliver udskrevet dagen efter.

»Jeg ønsker mere en plan for, jamen, er det tre dage eller et eller andet, så du har noget at forholde dig til, i stedet for at du tager det én dag ad gangen. […] Jeg har brug for hele tiden at vide, hvad der skal ske, for ellers kan jeg ikke slappe af, og så kan man heller ikke hjælpe mig.«

Selvom der kun er få borgere i Danmark som Anja og Kaj, står de for et stort antal helbredsrelaterede 112-opkald.

Borgere som Anja og Kaj har brug for hjælp, når de ringer 112. Men de har sjældent brug for den hjælp, som 112 kan give dem. Derfor er der behov for at tænke alternativt, hvis vi skal hjælpe disse borgere hensigtsmæssigt.

Hjælpen kan antage mange former, som en ung kvinde i vores studie påpeger:

»Det ville have været dejligt med bare et kram. Og nogen der sagde, ’jeg forstår, at det gør ondt, men det skal nok gå over’.«