Kaffe kan reducere risikoen for kræft
Kan daglig kaffedrikning bidrage til at beskytte os mod forskellige former for kræft? Nyt forskningsarbejde styrker opfattelsen af en forbindelse.

Endnu en undersøgelse antyder, at kaffe kan reducere risikoen for kræft(Foto: Colourbox.)

Endnu en undersøgelse antyder, at kaffe kan reducere risikoen for kræft(Foto: Colourbox.)

Vi danskere elsker vores morgenkaffe - og sammen med de øvrige nordiske lande hører vi til de mest kaffedrikkende nationer. Ny forskning antyder, at den sorte eliksir kan reducere risikoen for visse former for kræft.

Forskere ved University of Utah i USA har gennemgået ni undersøgelser indenfor dette felt.

De personer, som daglig indtog koffeinholdig kaffe, havde 39 procent lavere risiko for kræft i nakken/hovedet, end de personer, der afstod fra den sorte drik, antyder forskerne i deres gennemgang.

Forbindelsen var stærkest hos de, der drak mindst fire kopper daglig, lyder det ifølge en presseskrivelse fra 'American Association for Cancer Research'.

I Danmark drikker vi i gennemsnit 4 kopper om dagen, og vi overgås kun af finnerne i vores kærlighed til den bitre drik. Finnerne indtager 4,5 kop dagligt - og det er verdensrekord.

I Norge bliver '3-4 kopper daglig' omtalt som et 'moderat indtag for voksne', i udkastet til nye råd om kost.

»Det er fuldt ud muligt, at der ligger noget i associationerne omkring kaffedrikning og reduceret risiko for kræft. Men endnu er det svært at sige noget klart om, hvilken rolle kaffe kan spille i forebyggelsen af denne type sygdom.«

Det siger professor Christian A. Drevon fra Afdelingen for ernæringsvidenskab på Universitetet i Oslo, til forskning.no.

En enestående drik

I de seneste år er der blevet publiceret flere undersøgelser, som peger imod at koffeinholdig kaffe kan bidrage i positiv retning, hvad angår kræft.

Blandt disse finder vi altså den nye amerikanske metaundersøgelse, som er publiceret i tidsskriftet 'Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention'.

»Dette er typisk resultater som genererer hypoteser, man finder en association, og så er der mulighed for at yderligere undersøgelser og studier kan bringe forskerne tættere på en årsagssammenhæng,« siger Drevon.

I december 2009 rapporterede forskere fra Harvard University, at de mænd i deres undersøgelse, som drak mest kaffe, havde 60 procent lavere risiko for at udvikle aggressive former for prostatakræft, end de mænd som ikke drak kaffe.

I januar i år antydede en anden undersøgelse i 'Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention' en reduceret risiko for hjernesvulster.

Christian Drevon.

Denne association blev fundet hos personer, som drak fire eller flere kopper kaffe, ifølge forskerne fra Imperial College i London.

Tættere på et svar

Christian A. Drevon tror, det vil være muligt at komme tættere på et svar på, om hvorvidt kaffedrikning i væsentlig grad spiller en rolle i at forebygge kræft:

»Man bør nok have afdæmpede forhåbninger, men muligheden er der. Med en systematisk tilnærmelse, originale ideer, skarpsynet epidemiologi og intelligente mekanistiske studier på dyr og celler.«

»Desværre er der ikke så store forskningspenge i fødevarer og ernæring, de går snarere til felterne sygdomme og medikamenter.«

»Ernæringsforskere har problemer med at få denne type projekter finansieret, eftersom der er få kommercielle interesser indenfor dette felt,« siger Drevon.

Er det antioxidanterne?

Omkring halvdelen af alle antioxidanter vi indtager, kommer fra kaffe, oplyser Drevon.

Præcist hvad det er i kaffen, som kan virke positivt mod kræft, er det alligevel vanskeligt at sige noget om, fordi kaffe er en kompleks drik. Den indeholder meget andet end antioxidanter.

»Kaffe indeholder stoffer som ingen andre fødevarer indeholder. Det er sådan set en enestående drik. Noget af det specielle ved kaffe er den store mængde af antioxidanter.«

»Vi ved ikke med sikkerhed, om antioxidanter hæmmer forskellige former for kræft, men den effekt, de har i kroppen, kan være en mulig forklaring på de associationer, forskere ser ved denne type undersøgelser,« siger Drevon.

Også negative effekter

Kaffe indeholder tusindvis af stoffer, forskerne indtil videre ikke kender. »Der svømmer et helt univers af interessante molekyler rundt i denne sorte drik,« siger Drevon. Han påpeger, at kaffe også indeholder stoffer, som kan give negative effekter på kroppens sundhed.

»Et eksempel er diterpener, fedtstoffer som i deres kemiske struktur minder lidt om kolesterol. Diterpenerne har faktisk en enorm kolesterol-øgende effekt, og dette er baggrunden for diskussionen om kaffefedt - og forklaringen på at vi anbefaler filterkaffe frem for kogekaffe,« siger Drevon. »Filteret fjerner alt kaffefedtet og dermed de kolesterol-øgende stoffer, mens de allerfleste af de andre stoffer bevares i filterkaffen. Sådan set er stempelkandekaffe et skridt baglæns, for med denne måde at brygge kaffe på, har man ikke noget filter som fjerner diterpenerne,« tilføjer han.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.