Det kaldes ‘kærlighedshormonet’ og har tidligere været kendt for at styrke empati og sociale bånd især mellem børn og deres forældre.
Men nu viser det sig, at hormonet oxytocin også har andre evner, skriver Telegraph om undersøgelsen, der er offentliggjort i Psychological Science. Forskere har nemlig fundet ud af, at oxytocin styrker de sociale evner hos generte mennesker. Derimod har det mindre effekt hos dem, der i forvejen er socialt velfungerende.
Det er forskere fra det israelske Seaver Autism Center for Research and Treatment og Columbia University, der har undersøgt, hvorvidt hormonet, der forekommer naturligt i kroppen, kan gøre os mere forstående overfor andre.
»Det er en udbredt opfattelse, at oxytocin gør alle mennesker mere empatiske og forstående overfor andre,« siger professor Jennifer Bartz fra Mount Sinai School of Medicine til Telegraph.
»Vores undersøgelse modsiger dette. I stedet lader det til, at oxytocin kun hjælper dem med manglende sociale evner.«
Nøjagtighedsprøve
»Vores data viser, at oxytocin selektivt forbedrer sociale evner hos folk, der mangler sociale kompetencer, men at det har mindre effekt på mere socialt udviklede individer,« forklarer Bartz.
Undersøgelsen blev udført ved at give 27 raske voksne mænd hormonet eller et placebo med en næsespray.
Herefter blev de bedt om at udføre en ’empatisk nøjagtighedsopgave’, der målte deres evner til forstå andres tanker og følelser. Det involverede at se andre diskutere følelsesladede øjeblikke i deres liv og herefter fortælle, hvad man mente, at disse mennesker følte.