Joe Bidens prostatakræft er 'aggressiv' – hvad betyder det egentlig?

USA's tidligere præsident, Joe Biden, er blevet diagnosticeret med en aggressiv form for prostatakræft, der har spredt sig til knoglerne.

Hvad betyder det egentlig, når denne type kræft beskrives som 'aggressiv'?

Jeg er urolog (urologi er den lægevidenskab, der beskæftiger sig med sygdomme og kirurgiske indgreb i urinvejene samt kønsdelene, red.), og jeg har specialiseret mig i at diagnosticering og behandling af prostatakræft.

Jeg forklarer ofte mine patienter, at hvor aggressiv en kræftsygdom er – altså, hvor hurtigt og voldsomt den udvikler sig og spredes i kroppen - ikke er afgjort af én enkelt faktor.

Det drejer sig i stedet om at forstå:

• 1) hvor unormale kræftcellerne ser ud: Det kaldes for gradering af kræftcellerne
• 2) hvor meget kræftcellerne har spredt sig: Det kaldes for tumorens stadie
• 3) kræftcellernes genetiske fingeraftryk

1) Gradering af kræftcellerne

Kræftens grad er en vigtig del af puslespillet og siger noget om, hvor aggressiv tumoren er.

Efter en prostatabiopsi inddeler en speciallæge kræftcellerne i grader ved at sammenligne kræftcellernes udseende med normale prostataceller.

Forestil dig sunde prostataceller som velorganiserede medarbejdere på en fabrik, hvor alle har deres faste opgaver.

Til sammenligning ser høj-maligne (ondartede, red.) kræftceller kaotiske ud, og de deler sig hurtigt og ukontrolleret.

Til gradering og stadieindeling af prostatakræft bruger lægerne en gradinddeling, som går fra 1 (mindst aggressiv) til 5 (mest aggressiv).

Disse grupper er en forenkling af et ældre system kaldet Gleason-score.

Joe Bidens 'Gleason 9-kræft' falder i graderingsgruppe nummer 5, hvilket betyder, at cellerne ser meget unormale ud med stor risiko for hurtig vækst og spredning.

Selvom kræftens grad kan give en idé om, hvordan tumorcellerne opfører sig, fortæller det ikke hele historien. Visse høj-maligne kræftformer kan forblive begrænset til prostata i flere måneder eller endda år.

For at finde ud af, hvor kræften sidder, og hvor meget den har spredt sig, vurderer lægerne dens stadie.

2) Stadieinddeling: Kortlægning af kræftens placering og spredning

En tumors stadie beskriver, om – og hvor langt – kræften har spredt sig fra dens oprindelsessted.

Lægerne bruger fysiske undersøgelser, skanninger og laboratorieprøver til at fastslå stadiet ved prostatakræft.

Sundhedsfagligt personale bruger som regel et detaljeret system kaldet TNM: T står for tumor (knude), N står for node (lymfeknude), og M står for metastaser (spredning).

Når T, N og M er blevet vurderet hver for sig, kombinerer lægen ofte informationerne i en samlet vurdering og karakteriserer sygdommen som værende enten på stadie 1, 2, 3 eller 4:

• Lokaliseret (stadie 1-2): Kræften er kun i prostata. Forestil dig kræften som ukrudt, der kun vokser i et lille bed i haven. Mange lokaliserede kræftformer – især dem med lav grad – betragtes ikke som aggressive og kan ofte overvåges uden behandling.
• Lokalt fremskreden (stadie 3): Kræften har spredt sig ud over prostata og vokser nu i det nærliggende væv – som ukrudt, der begynder at brede sit rodnet ud i græsplænen omkring bedet.
• Metastatisk (stadie 4): Kræften har spredt sig til andre dele af kroppen. Ved prostatakræft betyder det ofte lymfeknuder, knogler (som i Joe Bidens tilfælde), leveren eller lungerne. Det svarer til, at ukrudtet spreder frø ned ad vejen og videre ud i hele byen.

Prostatakræft i stadie 4 betragtes som fremskreden og aggressiv, fordi den har vist, at den kan sprede sig og danne nye tumorer andre steder i kroppen.

En tumors stadie har stor betydning for, hvilke behandlingsmuligheder der er, og hvad målet med behandlingen er.

Ved lokaliseret eller visse lokalt fremskredne kræftformer (stadie 1 til 3) kan målet være helbredelse – for eksempel med kirurgi eller strålebehandling.

Ved metastatisk kræft er helbredelse som regel ikke muligt. Her handler behandlingen i stedet om at bremse sygdommens udvikling, lindre symptomer og bevare livskvaliteten.

Mange former for prostatakræft bruger hormoner – især androgener – som 'brændstof' til at vokse.

Behandlinger, der blokerer for disse hormoner, kan være effektive i lang tid – ofte i flere år – især ved hormonfølsom kræft, som i Joe Bidens tilfælde.

Heldigvis bliver cirka 69 procent af prostatakræfttilfælde i dag opdaget, mens kræften stadig er begrænset til prostata (stadie 1 til 2), takket være bedre screening og øget opmærksomhed.

Kun omkring 8 procent af nye tilfælde er metastatiske på diagnosetidspunktet.

3) Genetik: Afsløring af kræftens DNA

Udover grad og stadie bruger læger i stigende grad kræftens genetiske profil – altså dens specifikke DNA-sammensætning – for at få et bedre indblik i, hvor aggressiv kræften er, og hvilke behandlingsmuligheder der kan være relevante.

DNA'et fungerer som en detaljeret brugsanvisning for cellerne. Det styrer, hvordan de skal vokse og fungere – og hvornår de skal stoppe med at dele sig eller dø.

Ved kræft kan mutationer – små 'stavefejl' i denne brugsanvisning – få cellerne til at ignorere de normale kontrolmekanismer og i stedet vokse ukontrolleret og sprede sig.

Genomisk testning kan identificere disse specifikke genetiske forandringer.

Det kan enten gøres direkte på selve tumoren, hvor man leder efter såkaldte somatiske mutationer, som er opstået efter fødslen.

Eller det kan ske via en blod- eller spytprøve for at finde nedarvede mutationer – kaldet germline-mutationer – som man er født med.

For mænd med prostatakræft på et tidligt stadie kan visse genomiske test på tumoren hjælpe med at vurdere risikoen for, at kræften udvikler sig.

Denne viden er vigtig, når man skal beslutte, om aktiv overvågning – altså tæt kontrol uden straks at starte behandling – er en tryg løsning, eller om det er bedre at begynde behandlingen med det samme.

Vigtigt at finde særlige mutationer

Ved fremskreden eller metastatisk prostatakræft er det særligt vigtigt at finde specifikke mutationer.

For eksempel kan mutationer i BRCA1- eller BRCA2-generne – som ellers mest forbindes med bryst- og æggestokkræft – også forekomme ved prostatakræft.

Disse mutationer kan gøre kræften mere aggressiv, men de kan også gøre den modtagelig for en særlig type medicin kaldet PARP-hæmmere, især hvis kræften ikke længere reagerer på hormonbehandling.

De nationale, amerikanske retningslinjer anbefaler i dag, at alle mænd med metastatisk prostatakræft får lavet genomisk test for at finde sådanne 'behandlingsrelevante' mutationer.

Denne udvikling mod mere personlig medicin, der er tilpasset den enkelte, betyder, at behandlingerne i højere grad kan skræddersys til den unikke genetiske profil i den enkelte patients kræftsygdom.

Forståelse af kræftens 'aggressivitet' kommer an på flere faktorer

Det er vigtigt at forstå, at 'aggressiv' ikke bare er et simpelt mærkat, men en samlet vurdering af flere faktorer.

Kræft, der ser aggressiv ud under mikroskopet, men som bliver opdaget tidligt og stadig er begrænset til prostata (stadie 1 og 2), har næsten 100 procents 5-årsoverlevelse.

Men hvis den samme meget ondartede kræft allerede har spredt sig (stadie 4), falder den relative 5-årsoverlevelse markant – til omkring 38 procent.

Denne store forskel i overlevelse understreger et vigtigt budskab: For at få det mest præcise billede af, hvor farlig en kræftsygdom er, skal man foretage en samlet vurdering, hvor man ser på flere egenskaber ved tumoren.

Bedre forståelse af aggressiv kræft

Den samlede vurdering hjælper patienten og det sundhedsfaglige personale med at træffe informerede beslutninger.

Heldigvis fører fremskridt inden for genetik, billeddiagnostik og målrettet behandling til en stadigt bedre forståelse af, hvad aggressiv kræft betyder, hvordan den sandsynligvis vil udvikle sig – og hvordan behandlingen kan tilpasses den enkelte.

Denne udvikling giver et større håb om bedre resultater – selv for patienter med de mest aggressive former for prostatakræft.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.