Jagten på nydelse styrer alt hvad vi laver

Forestil dig en tilstand, hvor du bare flyder hen. Hvor du føler dig i balance med dig selv, hvor du ikke ønsker at være et andet sted, men hvor du bare er. Denne følelse er ifølge professor Morten Kringelbach definitionen af ren nydelse.

Vores behov for at opnå nydelse er intet mindre end den stærkeste drivkraft i vores liv, mener han. Faktisk er nydelse er så vigtigt for vores ve og vel, at han nu har skrevet en hel bog om emnet. Bogen hedder "Den Nydelsesfulde hjerne", og er baseret på forskergruppens nyeste forskningsresultater. Den udkommer fra Forlaget Gyldendal til oktober, og i den forbindelse har videnskab.dk fået et eksklusivt interview med forfatteren, Morten Kringelbach.

Mangler vi nydelse i vores liv, kan det ifølge Morten Kringelbach have store konsekvenser for vores liv. Vi risikerer nemlig at blive alvorligt syge ved eksempelvis at udvikle angst, depression, spiseforstyrrelser og kræft. Så hvis vi gerne vil passe på os selv og bevare vores gode helbred, så skal vi lære nydelsens natur at kende, mener han.

»Hvis vi kan lære at forstå nydelsen bedre, vil vi kunne hjælpe folk med en lang række alvorlige sygdomme som eksempelvis fedme, depression og spiseforstyrrelser. Fedme er, hvor mærkeligt det end lyder, også en eller anden form for mangel på nydelse,« siger han.

Skabt af evolutionen

Nydelsen er et fænomen i hjernen, som er opstået igennem menneskets evolution, hvor det i bund og grund handler om at overleve. For at overleve, har man brug for føde, som man typisk ikke kan samle, indfange og lave helt alene. Og for at reproducere, har man brug for sex med andre end sig selv. Vi kan altså kun få de to ting til at ske, hvis vi er sammen med andre mennesker, og derfor er samvær og fællesskab også et af de fundamentale behov, som vi skal have opfyldt for at være glade og tilfredse.

»Nydelsen må være evolutionens trick for at få de tre ting til at ske. Det er vores belønning, som vi får, når vi gør det. Nydelsen er altså simpelthen et princip, der gør, at man som organisme bliver belønnet, hvis man overlever,« siger han.

Nydelsen kommer altså til os hver gang vi genopretter en naturlig balance i kroppen, som på en eller anden måde truer vores eksistens. Vi får nydelse, når vi er sultne og spiser mad. Vi får nydelse, når vi er ensomme og får selskab. Og vi får nydelse, når vi har ulidelige smerter, som bliver lindret. Og netop smerter og smertelindring er et af de områder, som Morten Kringelbach har haft særligt fokus på igennem de seneste år.

»En af de absolut største nydelser, man kan få her i verden, er smertelindring,« siger Morten Kringelbach, og pointerer, at mange mennesker får ødelagt deres liv, fordi de hver dag lever i et smertehelvede.

Morten Kringelbach og hans kolleger har derfor kunnet bruge smertelindringen som et værktøj til at finde netop det område i hjernen, hvor nydelsen opstår.

Nydelsen sidder i panden

Et af de eksperimenter, som Morten Kringelbach og hans kolleger gennemførte, gik ud på at lindre de såkaldte fantomsmerter, som patienter, der har fået amputeret en arm eller et ben, oplever. De føler det, som om de har voldsomme smerter i eksempelvis den hånd, som nu er fjernet. Når man amputerer en legemsdel, så bliver nervebanerne fra hjernen og ud til kropsdelen skåret over, og det udløser stærke smerter hos 90 procent af patienterne, og normalt skal denne patientgruppe tage meget stærk smertemedicin for at få smerterne til at forsvinde.

Morten Kringelbach og hans kolleger allierede sig med en neurokirurg, der satte elektroder dybt ind i hjernen på patienter med fantomsmerter. Herefter gav de patienten et elektrisk stød med en bestemt frekvens, hvilket øjeblikkeligt fik smerten til at forsvinde. Da eksperimentet blev gennemført i en hjernescanner, kunne forskerne se, at den pludselige smertelindring udløste en heftig hjerneaktivitet i en bestemt del af hjernen kaldet den orbitofrontale cortex.

Eksperimentet gav forskerne en mistanke om, at det var dette område, der styrer, hvor meget nydelse, vi har i vores liv. De gennemførte derfor en lang række eksperimenter, der gik ud på at give forsøgspersoner nydelse på forskellig vis. Men uanset hvad det var, der udløste nydelsen, var resultatet hver gang det samme.

»Nydelsen opstår lige her i den forreste del af hjernen i det område lige oppe over øjenvipperne - det er dette område, der kaldes for den orbitofrontale cortex,« siger Morten Kringelbach og peger lige oppe over øjet. «Det er simpelthen det område, hvis hjerneaktivitet svinger op og ned med den glæde, som vi får, når vi eksempelvis får smertelindring eller når vi spiser et godt måltid mad.«

Hjernen har sin egen medicin

Umiddelbart skulle man tro, at man som smerte-plaget patient kun kan opnå nydelse, hvis læger giver ham en eller anden form for behandling. Men faktisk viser flere af hans undersøgelser, at placebo i lige så høj grad kan hjælpe patienterne. Og placebo har den klare fordel, at det ikke giver negative bivirkninger, som almindelig medicin gør, da 'medicinen' jo ikke indeholder nogen form for aktive virkestoffer. Når placeboen virker, er den eneste årsag, at vi selv tror på det.

Det, som er særligt interessant ved placebo er, at det aktiverer præcis det samme område af hjernen, som når en smerteplaget patient får smertelindring. Placeboen kan altså bruges som et værktøj til at give os nydelse.

»Grunden til, at placebo tilsyneladende har en effekt er, at vi bilder os selv ind, at det virker. Vi fortæller altså en historie for os selv, som vi tror så meget på, at den bliver til virkelighed - og hvis nu vi kunne lære at fortælle de rigtige historier, dem, som virkelig er nydelsesfulde for os, så kan vi lære at aktivere vores egen placebo. Man kan sige, at hjernen på den måde indeholder sin egen medicin,« siger Morten Kringelbach.

Ren indbildning - men det virker

Hjernen har en formidabel evne til at bilde sig selv noget ind, og det kommer Morten Kringelbach med utallige eksempler på.

»Forestil dig eksempelvis, at jeg har en bunke kort foran mig, som alle bærer et motiv i form af en smuk kvinde. Så tager jeg to kort op og viser dem til dig. Og så beder jeg dig om at vælge, hvilken kvinde, du synes er smukkest. Du peger på et kort, som jeg lægger ned på bordet, mens jeg lægger det andet kort væk. Nu beder jeg dig om at forklare, hvorfor netop denne kvinde er smuk. Og du kaster dig straks ud i en lang udredning. Hun minder dig om din mor, eller hun har smukke øjne, eller også er det bare hele hendes fremtræden, som tiltaler dig. Hvad du nu finder på. Og det er lige præcis det, "finde på", for du ved ikke, at jeg er tryllekunstner, som i al ubemærkethed har udskiftet det kort, som du egentlig foretrak, med det andet kort, som du valgte fra. Så du bilder dig selv og alle andre ind, at du synes, at netop denne kvinde er smukkest, selv om du jo egentlig havde forkastet hende,« siger han.

Placebo virker kort sagt, fordi vores hjerner forsøger at give mening til noget, der sker omkring os. Og vi kan tro så meget på vores historier, at de bliver til virkelighed.

»Vi fortæller os selv en historie om, hvorfor den pille vi tager, den virker. Så selv om den ikke virker, så virker den alligevel. Og fordi den virker, så er vi i stand til at styre vores egne mål, som eksempelvis smertelindring. Placebo virker ofte lige så godt, som var det rigtig medicin,« siger Morten Kringelbach til videnskab.dk.

Håb for kræftpatienter

Perspektiverne i placeboen er store, for meget tyder på, at det ikke 'bare' vil kunne bruges til smertelindring, men formodentlig også som et værktøj i behandlingen af eksempelvis kræft. De fleste forskere er enige om, at kræft i mange tilfælde skyldes genetiske fejl, der gør, at man får kræftknuder, der vokser uhæmmet. Men samtidigt ved forskerne godt, at der er en sammenhæng mellem kroppens immunsystem og hjernen.

»Det er derfor nærliggende at forestille sig, at man vil kunne styre sit immunforsvar med tankens kraft. Det er jo hjernen selv, der styrer en lang række af kroppens systemer. Den danske nobelpristager og immunolog, der pudsigt nok hedder Niels Jerne, sagde i sin tid, at neuro-immunologi var lige så kedeligt og goldt som ordet var langt - men selv en nobelpristager kan jo tage fejl. Og faktisk er der meget der tyder på, at der netop er den sammenhæng mellem hjernen og kroppens immunforsvar. Jeg er overbevist om, at dette samspil handler netop om kropslig nydelse. Kropslig nydelse handler jo i allerhøjeste grad om et samspil mellem kroppen og hjernen,« siger han.

Samvær giver lykke

For Morten Kringelbach handler nydelse om at genoprette en balance i hjernen. Han tror ikke på, at folk, der har nydelse kan få mere nydelse. Men han mener, at hans forskning vil kunne give almindelige mennesker nogle værktøjer til at finde ud af, hvad det virkelig er, der gør dem glade, og så gå efter det.

»Det er ikke sådan, at jeg kan sætte nogle elektroder ned i din hjerne, og så give dig et stød, så du bliver lykkelig til dine dages ende. Når vi tænker på de situationer, hvor vi har følt os lykkelige, så handler det ikke om en tilstand, hvor man nærmest er orgastisk hele tiden, men mere om, at du er i balance med dig selv og ikke føler nogen trang. Og for at kunne opnå den tilstand, gælder det om at fortælle de historier for dig selv, som i virkeligheden er nydelsesfulde for dig,« siger han.

Desværre så viser hans forskning, at vi ofte fortælle de forkerte historier for os selv, og derfor kommer vores liv til at udvikle sig i en forkert retning. Af en eller anden grund, så er vi ekstremt dårlige til at finde ud af hvad det i virkeligheden er, vi har brug for.

»Min forskning viser, at vi er lavet på en måde, så vi ikke kan få nok af andre mennesker. Det største mål af glæde her i livet er andre mennesker. Og hvis man spørger folk, så er det også det, de altid siger, der rangerer allerhøjest,« siger han.

Vi får for lidt

Han henviser til en amerikansk undersøgelse, hvor man spurgte 900 kvinder i Ohio, hvad de lavede i går set i forhold til hvad de satte mest pris på at gøre. Og her viste det sig, at det, der gjorde kvinderne gladest var at have sex - men det tog kun i gennemsnit 0,2 timer om dagen. Det, der rangerede næsthøjest, var at være sammen med andre venner.

Til gengæld er det, der gør folk allermest bitre på en dag, er at pendle frem og tilbage på arbejde.

Og det står i diametral modsætning til, at vi hele tiden forsøger at kæmpe os op af rangstigen, der giver os endnu mere arbejde og længere pendlertid, og dermed mindre tid sammen med vores venner, kæreste og familie.

»Hvordan kan det være, at vi kender os selv så dårligt, at vi ikke vælger at være sammen med vores venner og familie, når nu det er det, der gør os allermest glade?« spørger han, og svarer:

»Det er fordi vi fortæller de forkerte historier for os selv. Vi er i en trædemølle, hvor vi bøjer os for forventningspresset, i stedet for at forfølge de ting, der i virkeligheden ville gøre os glade. Så hvis vi vil have nydelse, gælder det om at lære at fortælle de rigtige historier for os selv, og det er bl.a. det, som min bog kan hjælpe med,« siger han.