Insulin er et af kroppens vigtigste hormoner, og nu viser det sig, at det ikke blot er med til at regulere blodsukkeret, men muligvis også kan bruges som medicin mod bakterieinfektioner.
Det oplyser ScienceDaily på baggrund af forsøg med testpersoner, der blev inficeret med en giftig bakterie. Efterfølgende viste det sig, at en indsprøjtning med insulin mindskede inflammationen.
Forsøget blev udført ved Kaleida Health’s Diabetes-Endocrinology Center of Western New York af forskere fra Buffalo University.
Resultaterne er netop offentliggjort i tidsskriftet Diabetes Care.
Raske blev gjort syge
19 raske personer fik en dosis bakterier med giftige egenskaber afmålt i forhold til deres vægt. Efter indsprøjtningen blev 10 af dem behandlet med insulin, mens de andre fik saltvand.
Herefter fulgte forskerne dem over det næste døgn.
Alle fik feber, hovedpine og ømme muskler. Hos insulin-gruppen var smerterne dog ikke nær så voldsomme, men feberen var den samme i begge grupper.
Til gengæld blev en række andre inflammatoriske faktorer begrænset i gruppen, der fik insulin som medicin. Blandt andet udviklede de et lavere niveau af de skadelige frie radikaler i kroppen end gruppen, der måtte nøjes med saltvand.
Paresh Dandona, professor i medicin og leder af studiet, siger til ScienceDaily, at resultaterne bekræfter, hvad forskere længe har troet, nemlig at insulin har en anti-inflammatorisk effekt.
»Insulin vil måske vise sig at have langt flere funktioner, end man formodede, da stoffet blev opdaget i 1921,« fortæller Paresh Dandona.