Charlotte fra København er ked af sin teint. Hver sommer forsøger hun at få lidt mere kulør, men lækker lysebrun bliver hun aldrig. Det er hun stærkt utilfreds med, og hun har derfor skrevet til Spørg Videnskaben:
»Hvis vi nu alle sammen stammer fra Afrika, må vi vel have været mørke i huden en gang. Hvornår blev vi så lyse, og hvorfor i alverden gjorde vi egentlig det?«
Her på redaktionen sidder en gruppe blege journalister, der har set alt for lidt sommer i år. Vi synes Charlottes spørgsmål er mægtigt spændende.
Derfor har vi sendt det videre til professor i evolutionsstudier ved Aarhus Universitet Peter C. Kjærgaard for at få en redegørelse.
»Det er et utroligt interessant spørgsmål, der rummer nogle sjove evolutionære overraskelser, men også nogle relevante raceperspektiver,« siger professoren æggende, inden han griber Charlottes blege hånd og tager hende og os andre på en tidsrejse tilbage til menneskehedens oprindelse.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk
Chimpanser ligner europæere
For fem til syv millioner år siden blev vores slægtslinje skilt fra chimpansernes.
Selvom chimpanser ser mørke ud, er de blege under deres sorte pels. Det var vores tidligste forfædre også.
Langsomt, men sikkert begyndte vores forfædre dog at smide pelsen, hvilket overraskende skete for at beskytte dét, som adskiller os mest fra de andre primater – hjernen.
»I takt med at vores hjerner udvikler sig, bliver de også mere følsomme over for varme. En stigning på blot 4 – 5 grader i kroppen giver os hedeslag eller får os til at besvime. Derfor var det vigtigt for vores forfædre, at de i langt højere grad kunne komme hurtigt af med varme. Det gjorde de blandt andet ved at smide pelsen,« fortæller Peter C. Kjærgaard.
\ Læs mere
Varme fik mennesker op på to ben
Vores forfædre begyndte også at gå oprejst. Derved blev deres overfladeareal, der var udsat for Solens stråler, mindre, og de fik også lidt mere luft om ørene.
Desuden udviklede de flere svedkirtler, så de mere effektivt kunne komme af med varmen.
Efterhånden som den oprejste gang og det varmetransporterede system blev perfektioneret, blev vores forfædre gradvist bedre egnede til at jage.
De kunne løbe længere og komme af med varmen samtidigt. Det gjorde dem i stand til at begynde at jage dyr på den åbne savanne.
Men så opstod balladen.
»Da vores forfædre bevæger sig væk fra skovene og ud på savannen, støder de på et nyt problem – solen. Vores blege hud var fin nok under trækronernes beskyttende tag, men på savannen var solen meget kraftigere,« fortæller Peter C. Kjærgaard.
Folinsyre bliver nedbrudt af solen
Som mange nordeuropæere ved, så er stærk sol og bleg hud en dårlig kombination. Det var det også for vores forfædre for flere millioner år siden.
Solens kraftige stråler nedbryder hurtigt kroppens folinsyre, hvilket går ud over sædproduktionen samt fosterdannelsen. Det stikker en pind i hjulet på hele vores arts overlevelsesmuligheder.
\ Om folinsyre
Folinsyre er et af B-vitaminerne og er nødvendigt for blandt andet at omdanne en række aminosyrer i kroppen.
Desuden bruges folinsyre til komponenter i DNA og RNA og til produktionen af de røde blodlegemer.
Under graviditeten har fostret brug for en masse folinsyre til at danne celler. Folinsyremangel kan lede til alvorlige fosterskader, herunder rygmarvsbrok.
Folinsyre nedbrydes i huden af Solen, og desuden nedbrydes det langsomt i kroppen og skal fornys gennem kosten regelmæssigt.
»Det var præcis den samme problematik dengang, som det er i dag. Derfor udviklede vores forfædre for omtrent 2,5 til 1,5 millioner år siden en mørkere hud for at mindske nedbrydningen af folinsyren i kroppen. Det sker, samtidigt med at Homo-slægten opstår,« forklarer Peter C Kjærgaard.
De første europæere var mørke
Den mørke hud var glimrende til at beskytte vores forfædre på savannen under den afrikanske sol. Men som alle nok ved, blev de tidligere slægtninge ikke ved med at være bosat i kun Afrika.
For 1,8 millioner år siden bevæger den første bølge af vores forfædre sig ud af Afrika – slægten Homo erectus.
Efter Homo erectus forlod Afrika, skulle man tro, at deres hud blev lysere, efterhånden som Solens stråler blev mindre kraftige, men det var ikke tilfældet.
»Både Homo erectus, Homo habilis og Homo heidelbergensis har formentlig været mørke i huden. De blev ikke lysere, efter de forlod Afrika. Det store spørgsmål er jo så, hvorfor Homo sapiens blev det,« lokker Peter C. Kjærgaard os videre i fortællingen.
D-vitamin gjorde hvide mennesker hvide
En gængs forklaring på, hvorfor hvide mennesker er hvide, er knyttet til produktionen af D-vitamin i kroppen.
Optagelsen af D-vitamin stiger, jo lysere huden er, når den udsættes for Solens stråler. Derfor giver det også god mening, at vores forfædre blev lysere, jo længere de bevægede sig nordpå, hvor solens stråler var svagere og ikke i sammen grad var i stand til at omdanne den fornødne D-vitamin i en mørk hud.
Det er bare ikke hele svaret, fortæller Peter C. Kjærgaard.
»Vores diæt har i hundredetusinder af år bestået af masser af vildt, fisk og planter med et højt indhold af D-vitamin. Derfor behøvede vores forfædre slet ikke at skifte hudfarve for at få D-vitamin nok. Det sjove er så: Det gjorde de heller ikke,« morer Peter C. Kjærsgaard sig.
De tidligste bondesamfund blev hvide
Selv efter vores forfædre havde forladt Afrika, forblev de mørke i huden indtil for ganske nylig.
Først for mellem 10.000 og 6.000 år siden begyndte blege europæeres hudfarve at ændre sig. Det viser nyere genetiske studier overraskende.
Udviklingen skete, i takt med at vi begyndte at dyrke landbrug og spise opdrættede dyr. Her var D-vitaminindholdet lavere, og pludselig opstod behovet for en blegere hud til at omdanne D-vitamin fra Solens stråler.
I arktiske områder, hvor føden stadig primært består af fisk, har befolkningen ikke i samme grad skiftet farve, selvom de bor i områder med meget lidt sol på tidspunkter af året.
Den blege mand er nytilkommer på evolutionstræet
Peter C. Kjærgaard mener også, at et billede af vores forfædre som mørke måske kan være med til at ændre på opfattelsen af hudfarve som en social markør.
I århundrede har mennesker brugt hudfarve til at inddele folk i racer og racehierarkier.
Men hudfarve er egentlig bare et evolutionært redskab til at håndtere Solens stråler – ikke andet.
»Tager man fra Aarhus og drager sydpå, kan man ikke se, hvornår den ene hudfarve ændrer sig til en anden. Det sker gradvist. Kigger man på et kort over solstråling, der rammer Jorden, passer det til gengæld rigtigt godt på de gradvise ændringer i hudfarve blandt de forskellige breddegraders oprindelige befolkning,« forklarer Peter C. Kjærgaard.
»Den hvide europæer passer ikke ind i billedet, da han er relativ nytilkommer på evolutionstræet. På den måde håber jeg på, at videnskabelige data kan være med til at ændre på forståelsen af hudfarve som noget evolutionært og ikke noget racialt,« siger han.
Vi takker Charlotte for det gode spørgsmål og sender en rimelig farveneutral T-shirt til København. Vi takker også Peter C. Kjærgaard for en god historie om menneskets udvikling.
Som altid vil vi opfordre vores læsere at undre sig verden omkring dem og sende deres undren ind til sv@videnskab.dk.
