Den nuværende pandemis overvældende antal af coronatilfælde er ledsaget af en forbløffende informationsstrøm, der gør det svært at skelne troværdige nyheder fra støj.
Et sted i strømmen af information er det mest afgørende spørgsmål:
Hvor dødbringende er den nye coronavirus?
Lad os først og fremmest slå fast, at der i modsætning til flere rapporteringer ikke er evidens for, at virussen har udviklet ny, mere dødelig virusstamme, siden den først dukkede op i slutningen af 2019.
Alle virusser muterer
Alle virusser muterer, og den nye coronavirus er ingen undtagelse, men rapporteringerne om en ny, agressiv stamme er nu blevet trukket tilbage.
Den nye coronavirus (SARS-CoV-2) ser faktisk ud til at mutere (gennemgår genetiske ændringer) i en tilsvarende fart som andre coronavirusser – eksempelvis SARS i 2002 og virussen, der var årsag til MERS i 2012.
Det er cirka halvt så hurtigt, som influenzavirus almindeligvis muterer, hvilket er langsomt nok til, at vi kan fremstille årlige influenzavacciner.

LÆS OGSÅ: Medier misforstår: Nej, studie viser ikke, at coronavirus er blevet farligere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Rapporter om dødeligheden varierer
De fleste kommer sig efter COVID-19, som er navnet på den luftvejsinfektion, den nye coronavirus forårsager. Men en signifikant andel bukker under som følge af direkte viral skade, lungebetændelse eller blodforgiftning.
Så hvor dødbringende er SARS-CoV-2?
Det er et meget relevant spørgsmål, som ikke er helt ligetil at svare på.
Rapporteringer om virussens dødelighed varierer:
- 3. marts meddelte Verdenssundhedsorganisationen WHO, at dødeligheden var 3,4 procent.
- Andre bredt citerede estimater lyder på 3 procent eller 5 procent.
- Andre kilder igen har estimeret dødeligheden til at ligge et godt stykke under 1 procent.
LÆS OGSÅ: Hvorfor vurderer Sundhedsstyrelsen, at 580.000 danskere vil blive smittet med coronavirus?
Forskel på dødelighed og ‘Case Fatality Ratio’-dødelighed
Begrebet ‘Case Fatality Ratio‘ (CFR) betegner antallet af dødsfald blandt dem, der er konstateret smittede. CFR-dødeligheden er meget afhængigt af, hvem der bliver undersøgt og hvor.
Tag et tænkt eksempel med 100 smittede personer:
- 70 personer er symptomfrie og måske slet ikke klar over, at de er smittede.
- 30 personer er syge og bliver diagnosticerede.
- 1 person dør.
I dette eksempel er dødeligheden 1 procent (1/100), men CFR-dødeligheden er 3,3 procent (1/30).
Uregistrerede smittede skævvrider dødeligheden
Man skal desuden være opmærksom på, at mange smittede flyver under radaren.
Denne effekt er oftest stærkest i løbet af de tidligste faser af et udbrud, hvor mange med milde eller ingen symptomer ikke registreres, fordi de aldrig bliver testet positive af en læge, så antallet af smittede fremstår lavt.
Derfor mener flere epidemiloger i dag, at der var tale om alt for høje estimater i forbindelse med den første rapporterede dødelighed.
‘Infection Fatality Ratio’ er svært at beregne
Der er en anden beregning, vi også kan benytte, som nok stemmer mest overens med de flestes opfattelse af dødelighed.
Det er den såkaldte ‘Infection Fatality Ratio’ (IFR), som er forholdet mellem antallet af døde og det samlede antal smittede (både de personer, der er blevet diagnosticerede af en læge, og de ikke-diagnosticerede tilfælde).
Dette tal er straks sværere at beregne, fordi vi er nødt til at estimere antallet af uopdagede tilfælde.

\ Begrebsafklaring: ”Case Fatality Ratio’ vs. ‘Infection Fatality Ratio’
‘Case Fatality Ratio’ (CFR) betegner antallet af dødsfald blandt de konstateret smittede.
‘Infection Fatality Ratio’ (IFR) er forholdet mellem antallet af døde og det samlede antal smittede (både de personer, der er blevet diagnosticerede af en læge, og de ikke-diagnosticerede tilfælde).
Omfattende testning
Et IFR-estimat for COVID-19 lyder på 1 procent, og nye data indikerer, at det er et pålideligt tal.
I takt med, at testningen bliver mere omfattende, svinder forskellen mellem CFR-dødeligheden og IFR-dødeligheden ind.
Det er muligvis det, vi ser i Sydkorea, hvor omfattende testning har fundet mange milde tilfælde, hvilket har skubbet den estimerede dødelighed ned til 0,65 procent.
Krydstogtskibet ‘Diamond Princess’, der med ét blev epicenter for coronavirussen, er et godt udgangspunkt: Den strenge karantæne betød, at næsten alle COVID-19 tilfælde (endda asymptomatiske) blev identificeret.
Blandt mere end 600 smittede var der 7 dødsfald, hvilket resulterer i en IFR-dødelighed på cirka 1,2 procent.
Der var 7 dødsfald blandt mere end 600 smittede, hvilket giver en IFR-dødelighed på cirka 1,2 procent. Det er højere end i Sydkorea, men det er måske forventeligt, siden 1/3 af skibets passagerer var over 70 år.
LÆS OGSÅ: WHO siger: »Test, test, test«: Danske forskere mener ikke, at Danmark skal ændre corona-strategi

Stadig ikke ‘bare en influenza’
Men selv en dødelighed på 1 procent er dybt bekymrende.
Nyligt publicerede prognoser indikerer, at 20 til 60 procent af alle australiere risikerer at blive smittede.
Det svarer til 50.000-150.000 dødsfald.
Til sammenligning blev cirka 35 millioner amerikanere smittet med influenza sidste år, hvilket resulterede i 34.000 dødsfald: Mindre end 0,1 procent.
Coronavirussen er meget mere dødbringende end sæsoninfluenza, især for ældre borgere, og vi har er endnu ingen vaccine.
Fordi virussen rammer ældre borgere hårdest, vil lande med en stor andel ældre mennesker blive hårdere ramt.
Udelukkende set fra en demografisk synsvinkel er dødeligheden 7 gange højere i Italien end i Niger.
LÆS OGSÅ: Derfor er coronavirus værre end influenza
\ Sundhedsstyrelsens risikovurdering
Sundhedsstyrelsen i Danmark forventer, at:
- Cirka 580.000 personer i Danmark vil blive smittet, og 10 procent af dem vil have kontakt med sundhedsvæsenet.
- Ud af de 10 procent (58.000 danskere) vil 80 procent være mildt til moderat syge og være i kontakt med sundhedsvæsnet uden dog at have behov for behandling.
- 15 procent af de 58.000 (cirka 8.700 danskere) vil have sygdom med behov for sygehusbehandling.
- 5 procent af de 58.000 (cirka 2.900 danskere) vil have behov for intensiv sygehusbehandling.
- Den estimerede dødelighed er 0,3 til 1 procent – varierende over aldersgrupper.
Vi bør tage højde for, at dødeligheden rammer flest ældre
Selvfølgelig afhænger dødeligheden også af landenes respektive sundhedssystemer og inddæmningsrespons.
Vi bør eksplicit tage højde for COVID-19’s aldersselektive dødelighed (at flest ældre dør, red.) i vores planer for bekæmpelse.
I Australien er 11 procent af befolkningen over 70 år. Man forventer, at denne gruppe vil tegne sig for 63 procent af dødsfaldene.
Karantæne og isolering af en relativt lille andel af de ældre medborgere halverer antallet af dødsfald, hvilket potentielt vil være mere praktisk end total nedlukning af hele samfundet.
Vi skal fokusere på den bedste fremgangsmåde – og det haster.
Det er en strategi, som man i Storbritannien har diskuteret seriøst.
LÆS OGSÅ: Storbritannien satte sin lid til flokimmunitet: Er det en god strategi mod coronavirus?

Alvorlige konsekvenser
Der er en foruroligende bagside ved, at dødeligheden er lavere end oprindeligt rapporteret: Hvert dødsfald indikerer et meget større antal cirkulerende smittefælde.
De fleste COVID-19-dødsfald finder sted mindst to uger efter smitteoverføring. Så et enkelt dødsfald i dag betyder, at cirka 100 personer allerede blev smittede for to uger siden, og dette tal er sandsynligvis steget eksponentielt til flere hundrede i dag.
Det har alvorlige konsekvenser.
Vi kan ikke vente på, at flere personer dø i en klynge af COVID-19, før vi iværksætter ekstreme inddæmningstiltag.
For på det tidspunkt vil udbruddet allerede være ekstremt stort og en kæmpe udfordring at holde nede.
Mike Lee modtager støtte fra Australian Research Council. Sebastian Duchene modtager støtte fra Australian Research Council og National Health and Medical Research Council (Australien). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.