De fleste af os prutter mellem 10 og 20 gange i løbet af dagen - oftest om natten.
Nogle gange kommer tarmgassen ud som en larmende prut, andre gange som en forlegen fis.
Men selvom en prut kan få et helt rum til at stinke, lugter det meste af tarmluften overhovedet ikke.
Forskere, der i et studie har målt indholdet af prutter hos en række deltagere, har fundet ud af, at 99 procent af tarmgassen er lugtfri.
Svovlbrinte lugter som rådne æg
Så hvad er denne ene procent, der stinker så fælt?
Fælles for gasserne er, at de indeholder svovl. Den værste hedder svovlbrinte (H₂S). Denne farveløse luftart lugter som rådne æg.
»Svovlbrinte er en stinkbombe,« siger Trygve Hausken, som er pensioneret læge og tarmforsker.
Mad med svovl i, som for eksempel løg, blomkål, kål, rødt kød og æg bliver til et festmåltid for en særlig type bakterier i tarmen.
Disse bakterier lever af resterne fra maden. De nedbryder det og frigiver ildelugtende gasser.
\ Læs også
Selvom en prut kun indeholder bittesmå mængder svovlgas, er det noget, vi lægger mærke til.
»Der skal kun lidt til, før der lugter meget,« siger Trygve Hausken.
Gasser i tarmen kan gøre ondt
Resten af gassen, som bakterierne laver, lugter ikke.
De små beboere i vores tarme skaber en masse kuldioxid (CO₂) og brintgas (H). Nogle af os har også bakterier, der laver metan (CH₄), ligesom en ko.
Det lugter heller ikke af noget, men meget gas i tarmen kan være generende af andre årsager end stanken.
Man kan få ondt i maven og føle sig oppustet som en ballon.
Svært at fordøje bønner og kål
Så hvilken mad forårsager flest prutter?
Al mad kan groft sagt opdeles i fedt, proteiner og kulhydrater, og det er kulhydrater, der giver mest luft i tarmen, siger Trygve Hausken.
\ Læs også
Nogle af dem er nemme at fordøje, som sukker eller stivelse. Andre kulhydrater kan vi ikke selv fordøje. Det er dem, der bliver et festmåltid for tarmbakterierne.
»Hvis der er noget, tarmbakterierne godt kan lide, skaber de en masse gas,« siger Trygve Hausken.
Det gælder blandt andet fødevarer som bønner, broccoli, kål og fuldkorn.
Luft, vi sluger, bliver også til prutter
Men det ikke kun bakterierne i tarmen, der er årsag til prutterne.
Når forskerne har undersøgt, hvad prutterne indeholder, finder de ofte en masse kvælstof (N). Der kan også være en del ilt (O). Det kommer ganske enkelt fra luften, for vi sluger store mængder luft i løbet af dagen.
Det skal ud igen, enten i form at en bøvs eller en prut.
Når luften bevæger sig ned gennem tarmen, blandes den med gas fra bakterierne.
\ Læs også
Slip prutten fri
Hvis der er store lommer af gas i tarmene, kan det hurtigt blive støjende, når det slipper ud.
Men det er vigtigt ikke at holde prutterne inde, siger Trygve Hausken.
»Slip dem ud, få dem ud, er det bedste råd,« lyder rådet fra den pensionerede tarmlæge.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.


































