Huden er kroppens største organ og ét af de vigtigste. Den er som et værn, der holder alle de farlige ting i verden ude af kroppen og alle de vigtige ting i kroppen indenfor.
Hud er også ekstremt gammel set fra et evolutionært perspektiv.
Før et dyr kunne tage springet op af havet og begynde at overtage landjorden, skulle der ske en række vigtige ting, fortæller professor i palæontologi Jørn Hurum:
- Den ene er solide æg, der kan tåle at ligge på land.
- Det andet er kraftig epidermis eller overhud, der afværger, at kroppen tørrer ud.
Jørn Hurum forsker ved Naturhistorisk Museum i Oslo og kan forklare mere om de stykker af 288 millioner år gammel hud, som amerikanske forskere nu har studeret og beskrevet i en forskningsartikel i tidsskriftet Current Biology.
Der er tale om de hidtil ældste stykker forstenede hud, man kender til. For at sætte fundets alder lidt i perspektiv, dukkede de første dinosaurer op længe efter, for omkring 240 millioner år siden.
»Ret avanceret«
»Huden har vist sig at være ret avanceret,« siger Jørn Hurum, der har set på den nye forskning.
Jørn Hurum fortæller, at fiskehud er langt ældre, men fisk og andre vandlevende dyr har ikke samme behov for at holde på fugtigheden som dyr, der vovede sig op på land.
Fisk har de samme tre lag hud som os, men huden er slimet og anderledes end landlevende dyrs.
Men den forhistoriske hud har en tykkere overhud, end fisk har. Forskerne fandt også, at hudfragmenterne har læderhud og underhud. Den minder med andre ord om den hud, som mange dyr har i dag.
Huden har også skæl, som blandt andet er den evolutionære forløber for fjer.
Forskerne bag det nye studie skriver, at hudfragmenterne ligner både dinosaurhud og nulevende krokodillers hud.
Men hvad var det for et væsen, der havde denne forhistoriske hud?

Ligner krokodillehud
Forskerne er ikke helt sikre på, om alle de hudfragmenter, de har undersøgt, kommer fra det samme dyr, men en del af den hud, de har fundet, tilhører et krybdyr ved navn Captorhinus.
Dette dyr var på størrelse med en rotte, og forskerne mener, at det var et almindeligt dyr for næsten 300 millioner år siden.
Den øglelignende art Captorhinus hører til gruppen amnioter, hvilket er den samme gruppe af dyr som mennesker, altså landlevende hvirveldyr. Denne gruppe er meget gammel og omfatter både pattedyr, fugle og krybdyr.
Hudfragmenterne blev fundet i en gammel kalkstenshule kaldet Richards Spur i Oklahoma.
Jørn Hurum fortæller, at en Captorhinus, der kommer fra samme sted i USA, er udstillet på Naturhistorisk museum i Oslo.
Det er meget sjældent, at blødt væv som hud og muskler bevares, så forskerne har fundet noget helt særligt.
»Det er ret unikt,« siger Jørn Hurum.

Hulrum og revner
Ved Richards Spur var der huler og sprækker, hvor disse dyr har levet i stort antal. Når de døde, blev de fuldstændig udtørret på grund af lokale forhold i hulesystemet.
»De er blevet mumificeret.«
Det er nødvendigt, for at huden kan forstenes. Herefter blev huden dækket af olie og ler-sediment og indkapslet. Og så blev den til sidst fundet igen mere end 288 millioner år senere.
Den nye opdagelse betyder, at relativt avanceret hud allerede var på plads for næsten 300 millioner år siden.
Det var altså en nødvendig tilpasning for at overleve på land, som fandt sted, længe før disse dyr ved Richards Spur levede for godt 288 millioner år siden.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
\ Kilder
"Paleozoic cave system preserves oldest-known evidence of amniote skin", Current Biology, 2024, DOI: https://doi.org/10.1016/j.cub.2023.12.008
Lyt til podcasten Hudlægens Bord
Har du lidt for mange gange konsulteret Doktor Google, når du har været i tvivl om, hvorvidt dit udbrud af bumser mon skyldes komælk? Eller om din dyrt indkøbte rynkecreme mon faktisk kan slette alderstegnene på din hud? Så lyt til Hudlægens Bord - Videnskab.dk’s podcast om hudens mange mysterier.
Gennem 12 episoder tager hudlæge Iben Marie Miller sammen med Videnskab.dk’s podcastredaktør, Benjamin D’Souza, et kig i mikroskopet og giver dig den nyeste viden om huden og dens sygdomme.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på ‘subscribe’ eller søge efter ‘Hudlægens Bord’ i en podcastafspiller på din mobiltelefon.

































