Hashrygning ødelægger dit dna
Cannabisrøg skader cellernes arvemateriale og kan være kræftfremkaldende, viser forskningsresultater opnået med ny metode. Det bekræfter vores mistanke, siger dansk ekspert.

En hashcigaret kan være mere skadelig end en almindelig cigaret, simpelthen fordi hash brænder dårligere end tobak. (Foto: Colourbox)

En god koger kan måske hjælpe dig til at slappe af.

Men nye forskningsresultater giver grund til alt andet end afslapning, når det kommer til at ryge hash.

Forskere fra University of Leicester, England, har fundet 'overbevisende beviser' på, at marijuanarøg beskadiger genetisk materiale på måder, som kan øge risikoen for kræft.

»Disse resultater beviser cannabisrøgs dna-skadende potentiale, og antyder, at hashrygning kan være skadeligt for det menneskelige helbred og muligheden for at udvikle kræft,« skriver forskerne bag undersøgelsen i Chemical Research in Toxicology, et tidsskrift som udgives af American Chemical Society.

Ny metode til at teste kræftfremkaldende stof

Undersøgelsen er foretaget med en ny metode kaldet 'flydende chromatografisk-tandem modificeret masse-spektrometri', hvor man har overvåget udvalgte kemiske reaktioner mellem dna og stoffet acetaldehyd. Acetaldehyd kan have muterende virkning på dna, og er blevet klassificeret som en mulig såkaldt 'carcinogen' for mennesker.

Et carcinogen er et stof som er kræftfremkaldende.

»Det er velkendt, at giftige substanser i tobaksrøg kan skade dna og øge risikoen for lunge- og andre typer kræft. Men forskere har været i tvivl om, hvorvidt cannabisrøg ville have samme effekt. Vores forskning har fokuseret på giftigheden af acetaldehyd, som findes i både tobaks- og cannabisrøg,« fortæller forskerne.

Hash mere skadeligt end almindelige cigaretter

Forskerne tilføjer, at cannabisrøgens evne til at skade DNA har særligt stor betydning for det menneskelige helbred, eftersom brugere inhalerer dybere end cigaretrygere, hvilken øger åndedrætsbelastningen.

»Rygning af tre til fire joints om dagen er forbundet med den samme grad af skade på bronkiernes slim-membraner som 20 eller flere cigaretter om dagen,« forklarer forskerne, og tilføjer:

»Der er velkendt, at tobaksrøg indeholder 4000 kemikalier [...] Cannabis er derimod ikke blevet studeret særlig indgående. Det er mindre brændbart end tobak, og bliver ofte blandet med tobak. Cannabisrøg indeholder 400 kemiske sammensætninger inklusive 60 cannabinoider.«

Svært at skelne mellem effekt af rygning og hash

Fakta

VIDSTE DU

Tidligere i år fandt et forskningsprojekt fra Seattle-området i USA en sammenhæng mellem massiv hashrygning i ungdomsårene, og skader på de dele af hjernen som dannes i den periode.

Et andet forskningsprojekt påviste i 2007, at potrygere i gennemsnit har 41% højere risiko for at udvikle psykiske lidelser senere i livet.

Ifølge Inge Haunstrup Clemmensen, overlæge og ph.d. i sundhedsvidenskab, er resultaterne et muligt bevis for en gammel formodning:

»Der har før været undersøgelser fremme, der retter mistanke mod cannabis som kræftfremkaldende, så denne undersøgelse er endnu en brik mod bekræftelse af mistanken.«

Inge Haunstrup Clemmensen er overlæge ved Kræftens Bekæmpelse, og hun mener der grund til at være opmærksom på flere årsager til kræft i forbindelse med rygning og cannabis:

»Personer der ryger hash, ryger ofte også tobak, og vi ved at tobaksrygning er kræftfremkaldende. Når der så er blandet noget mere i, som også er kræftfremkaldende kan det være svært at se, hvor effekten kommer fra. Men hvis man udsætter sig selv for to kræftfremkaldende ting, vil de ofte forstærke hinanden, og risikoen forøges markant,« tilføjer Inge Haunstrup Clemmensen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.